fredag den 16. februar 2018

En måned til næste pilgrimstræf

Fredag, den 16. marts er der igen pilgrimstræf i Storkøbenhavn, hvor der udover snak om praktiske spørgsmål er fokus på livet langs Caminoerne i Spanien.
Skal du gå Camino i år er det halvårlige pilgrimstræf i Storkøbenhavn måske noget for dig. Det er en mindre gruppe katolske pilgrimme, der i de seneste 4 år har arrangeret to årlig pilgrimstræf, forår og efterår, om livet som pilgrim - også ikke-katolikker er meget velkommen. Det næste træf er sat til fredag, den 16. marts kl. 17.00 i Sankt Vilhelms Kirke i Hillerød. Pilgrimstræffet begynder med messe i kirken, hvorefter der er møde og fællespisning i menighedsalen. Det er ved træffet muligt at snakke med garvede pilgrimme, som har erfaringer fra pilgrimsvandring over det meste af Europa - og ikke mindst af diverse jakobsveje i Spanien. Denne gang er der også to små oplæg, der drejer sig om frivillige på herberger, samt livet langs caminoen.
Hvad siger de mange naboer langs pilgrimstierne i Spanien til den næsten uendelige række af daglige pilgrimme, der ofte efterlader sig et spor af affald, ligesom de fylder meget både i bogstaveligt og i overført betydning ? Spanske Maria Pilar Lorenzo, der selv har gået Camino Frances i 2017, giver sit bud på, hvorfor spanierne er så stolte af deres Camnino og gæstfrie overfor de mange ikke-spanske pilgrimme.
Danske Torben Andersen har været hospitaleros i Astorga her i vinter, hvor der om vinteren dagligt overnatter mellem 5 og 20 pilgrimme på det meget store herberg, Albergue de peregrinos Siervas de María. Han fortæller lidt om livet som hospitaleros og de mange pilgrimme, der passerer.
Der er selvfølgelig - som altid - mulighed for at få information om alle typer pilgrimspørgsmål, som man måtte have. Der plejer at være en pæn blanding af garvede pilgrimme og "nybegyndere" med ved disse træf.
Af hensyn til den praktiske planlægning vil arrangørerne gerne have tilmelding på jakobsvejen@gmail.com , og hvis du gerne vil bestille et pilgrimspas til pilgrimsvandring i Spanien, Portugal eller Frankrig til levering på mødet (pris 50 kr.) må du gerne give et praj på tilmeldingen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar