torsdag den 30. november 2017

142 tons pilgrimsaffald kan genbruges

Mange års kampagne for at få pilgrimme til at samle eget affald ind og komme det i genbrugsbeholdere har delvis hjulpet.
Enhver, der har gået af camino'erne i Spanien, kan ved selvsyn konstatere, at pilgrimme sviner, og at de/vi sviner rigtig meget. For et par år siden gik en række frivillige spaniere i gang med en kampagne for at få pilgrimmene til i det mindste at lægge den del af affaldet, der kan genbrugses i dertil indrettede beholdere langs Camino Frances og Camino del Norte. Og det ser ud til at denne kampagne har hjulpet, selvom en erfaren gammel Jeronimus som undertegnede stadig synes, at der ligger alt for meget affald langs ruterne.
I følge den spanske hjemmeside Vivecamino er der her i 2017 langs Camino del Norte og Camino Frances samlet 142.558 kg genanvendeligt affald op. Pilgrimmene har benyttet de henholdsvis gule og blå beholdere langs ruterne. De 38.782 kg var bl.a. plastikflasker og dåser, mens 103,776 kg var papir og pap.
Med 300.000 pilgrimme på de spanske camino'er i indeværende år er det altså ca ½ kilo affald pr. pilgrim, der er gået i en genbrugsbeholder. Så når tallet deles ud pr. pilgrim lyder det ikke af så meget.
Non-profit organisation Ecoembes, der står bag affaldskampagnen, er - i følge Vivecamino - tilfreds med at kampagnen har hjulpet, og at pilgrimmene er begyndt at blive mere miljøbevidste.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar