onsdag den 19. april 2017

Pilgrimsmorder dømt

Så er der sat retsligt punktum for det første mord på Caminoen i vores tid.
Den 5. april 2015 - påskedag - blev den amerikanske pilgrim Denise Thiem myrdet på Camino Frances på vejen mellem Astorga og Rabanal. Nu er der over 2 år efter mordet faldet dom i sagen. Denise Thiems morder, den 41 årige Miguel Angel Muñoz Blas, er blevet idømt 23 års fængsel for mordet, som han først tilstod og senere benægtede. En jury erkendte ham skyldig i mordet, som han først i forløbet havde forklaret var sket ved en fejltagelse, idet han kun var ude efter pilgrimmens penge, men da hun gjorde modstand, kom han til at slå hende ihjel med en sten.
Miguel Angel Muñoz Blas blev fanget, da han næsten et halvt år efter forsøgte at vekse de dollar han havde taget fra Denise Thiem. Miguel Angel Muñoz Blas befandt sig da på en anden camino i Spanien, Camino Primitivo. Denise Thiems lig blev efterfølgende fundet i en brønd stærkt opløst. Det var Miguel Angel Muñoz Blas der viste politiet, hvor liget var. Med dommen er der sat juridisk punktum for den - forhåbentlig eneste - forfærdelige forbrydelse på en pilgrimsrute i vor tid.
Jeg har flere gange siden mordet på Denise Thiem fået spørgsmålet: Kan kvinder gå Caminoen alene ? Og jeg har givet mit svar/min holdning flere gange her på siden. senest den 17. januar i år, hvor du kan finde min kommentar under overskriften: Kan kvinder gå Caminoen alene 3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar