fredag den 6. oktober 2017

Dagbog fra Via de la Plata sep.-okt. 2017

Beretning om 19 dages pilgrimsvandring fra Salamanca til Santiago (481 km). Sidste halvdel af Via de la Plata er langt mere afvekslende end første del.
I foråret (se under 17. maj) gik jeg første del af Via de la Plata fra Sevilla til Salamanca (ca 500 km) og planlagde samtidig anden del til september-oktober i år. Det er første gang, at jeg på den måde har delt en rute over i to, men det virkede samlet set helt OK. Da jeg gik ud af Salamanca sammen med min medpilgrim for 3½ uge siden, føltes det som om første halvdel af ruten var meget langt væk, men efter meget få dage smeltede de to pilgrimsvandringer lidt sammen, sådan at oplevelserne fra første halvdel kom tættere og tættere på. Anden halvdel af Via de la Plata virkede samlet set meget lettere end første halvdel - også selvom de sidste 300 km før Santiago har pænt mange opstigninger og nedstigninger. Det skyldes primært, at der var langt kortere mellem pausesteder - kun enkelte dage gik vi her på 2. del 18 km - eller der omkring - før, der var morgenkaffe, mens der på 1. del er et par dage med tæt på 40 km uden så meget som en bænk at sidde på.
Vejret var med os pilgrimme i Spanien i september. Det blev til 19 dage på stien uden at have regnbukser på en eneste gang. Da vi nåede Galicien bad præsterne i kirken om regn - Ja, det passer. Det havde ikke regnet i det ellers så regnfulde Galicien i ugevis; og landrug og vandværkerne sukkede. Jeg har et utal af gange gået ind i Santiago i regnvejr. Denne gang, den 1. oktober kl. 20.00 om aftenen viste apotekernes lysskilte 27 grader. Der var et par enkelte - meget kolde morgener, hvor mine små børnehandsker skulle frem, men eller lå dagstemperaturen fra 22 til 30 grader. For nogle lidt rigelig. For undertegnede perfekt.
12. sep.: Afgang Kastrup-Madrid med Norwegian. Flyet var 2 timer forsinket. Derefter bus til Salamanca, ligeledes to timer senere end beregnet, så vi først ankom til vort lille hotel midt i byen ved 20-tiden.
13. sep. Vi (min medpilgrim og jeg) gik først ud af byen ved 8 tiden, hvor lyset var brudt frem. Efter en længere tur gennem byen kom de lange "uendelige" jordveje, som jeg kendte så godt fra Extremadura, men nu uden sorte grise, enkelte steder med køer, men ellers med høstede kornmarker langs vejen. Rother Wanderführer foreslår en etape fra Salamanca til El Cubo del Vino, ialt knapt 38 km. Min medpilgrim og jeg havde besluttet os for at stoppe før og efter to gange ½ times pauser undervejs med kaffe og støvlerne af, gik vi til en meget lille bebyggelse, Urbanización El Chinarral, der ligger ca 24 km efter Salamanca. Det sidste stykke ad en jordvej parrallet med Motorvej og N-vej. Vi overnattede på privatherberget, Albergue Casa Saso, der viste sig at være nogle mobilhome i en have med pool. Vejret var strålende, og værtsparret, meget imødekommende tidligere Santiagopilgrimme. Vi var 9 overnattende pilgrimme, hvoraf langt størstedelen, var begyndt i Salamanca - altså samme dag. Det blev for undertegnede i alt 25 Euro for seng (meget lidt plads på sovesalen), aftensmad incl. vin og vand, samt øl og vand i løbet af eftermiddagen. Herberget var pænt og rent, men i regnvejr ville der ikke være nogle fællesarealer overhovedet, andet end en ekstrem lille sovesal. Det gode vejr gav mulighed for en tur i pool'en og afslapning udenfor.
14. sep. Urbanización El Chinarral - Villanueva de Campeán (ca 28km). Rimelig nem dag med en længere pause i El Cubo del Vino. Da stien (bred jordvej) gik langs motorvejen de første ca 13 km, begyndte vi allerede at gå i mørke ved 7-tiden om morgenen. Landskabet fortsat uændret med "uendelige vidder". Vi fik eget dobbeltværelse i privatherberget, Via de la Plata, i Villanueva de Campeán ( i alt 20 Euro). Herberget var møgbeskidt og ulækkert, og vi fortrød, at vi ikke havde taget en seng på det kommunale herberg. Vi spiste menu del dia på landsbyens eneste bar (ok), hvor vi også havde samvær med andre pilgrimme.
15. sep. Villanueva de Campeán - Zamora (ca 18 km). Nok en gang uændret landskab med en bue næsten rundt om byen før denne fantastiske middelalderby, så vi kunne gå over den smukke bro fra 1200-tallet. Oprindelig en romersk by, så kristenet. Indtaget af maurerne og genstand for kampen mellem Austuriens Kristne konge, og muslimske herskere, indtil den omkring år 1000 blev sikret af Det nordspanske kongedømme, Austurien, og i en længere årerække var grænseby mellem Mauerriget og resterne af Den kristne Iberiske Halvø. Byen blomstrede op i 1200-tallet og har et hav af kirker, samt andre bygninger i romansk stil. Hvor de tidligere "stor-byer" på Via de la Plata efter Sevilla; Merida, Cáceres og Salamanca har tydelige spor efter romerne og delvis Mauerne, er Zamora ren middelalder og en meget smuk udgave fra 1100-1200 tallet.
Det kommunale herberg, der iøvrigt ligger midt i byen i en historisk bygning fra middelalderen, var lige så flot, rent og faciliteteret, som jeg huskede det fra min første tur på Via de la Plata for 5½ år siden. Betalingen stadig donativo med et amerikansk ægtepar som frivillige værter (hospitaleros). Vi glædede os over igen at være i en by med kirkelig betjening, så der var aftenmesse. Vi spiste "hjemme", idet herberget har et udmærket køkken. De frivillige stod for morgenmaden inden vi lidt sent ca kl 8.00,
16. sep. gik ud af byen: Zamora - Montamarta ( ca 19 km). Meget nem lille vandredag - stadig uden op og nedstigninger, selvom vi nu nærmer os Galicien og ændringerne i landskabet, så småt begynder at vise sig. Vi boede igen på privatherberg med køkken (helt alene). Vi spiste igen hjemme, gik til aftenmesse i den lokale kirke. Vi lavede morgenkaffe selv, før vi
17. sep.. Montamarta-Granja de Moreruela ( ca 23. km) gik ud af byen ved 7,30-tiden. Fra Monramarta er der to muligheder for fortsat vandring mod Tábara. Den offcielle vej direkte nord ca 23 km og derefter stik vest - eller væsentlig kortere direkte nordvest af N 621. Vi valgte den lange, men også langt smukkere vej af primært jordveje, hvilket gav en ekstra overnatning. Stien gik stadig lige ud - ingen skov, ingen bjerge eller for den sags skyld bakker. Zamora ligger i 640 meters højde på den spanske slette, og Granja de Moreruela i 701 meter. Da vi ankom til byen søndag middag var der festmesse (Ophøjelse af korset) i kirken med efterfølgende byfest i hele byen. Vi så programmet. Mobilt discotek midt i byen til 5 morgen. Uhadada. Vi syntes, at det næsten tomme herberg, der kun havde fået en pilgrim, spanske Manuel, da vi ankom, lå lidt for tæt på festen; så vi måtte til lommerne og flytte til dyr Casa Rural (50 Euro for to), men så havde vi også en hel etage med stor stue, soveværelse, badeværelse og adgang til veludstyret køkken for os selv. Men da det var søndag og byens eneste lille købmandsbutik havde lukket, hjalp det lige lidt. Byens overfyldte barer bød kun på tapas og fest, så efter lidt snak med folk i byen gik vi - lidt tvivlende af en jordvej 2½ km langs motorvejen til en motorvejsrasteplads med benzintank uden for en hver form for bebyggelse. Her på jordvejen bag ved tanken holdt et utal af biler, og i restauranten var der fyldt af festklædte mennesker ( Vi så lidt sølle ud i vores pilgrimstøj). På flere borde stod der reserveret, men en venlig tjener fandt - lidt heldigt - et ledigt to-mandsbord i denne kæmpesal med plads til over 100 gæster. Søndagsmiddag - 3 retters førsteklasses mad med bl.a. en stor bunke fremrangende spansk skinke med melon, tunsalat og mikset salat til forret. Svinekæber til hovedret og chokoladekage til efterret indkl. glimrende vin og vand. 10 Euro pr. næse. Og så på en morovejsbenzintank. Maden lå lidt tung, da vi bevægede os 2½ km tilbage til vores senge, godt grinende, når de lokales biler fyldt med hele familien langsomt passerede os på den hullede jordvej på vej til eller fra søndagsmiddagen. Så fik vi set det med: Fremragende mad på en benzintank til 10 Euro pr. person med det hele.
18. sep. Granja de Moreruela - Tábara ( 25 km ), lige uden for Granja de Moreruela delte Via de la Plata sig i to. Den "rigtige/ordinære" rute mod Astorga, hvor Via de la Plata forenes med Camino Frances, der derefter går stik vest mod Santiago eller varianten, den i dag mest benyttede rute, Camino Sanabres. Vi havde allerede hjemmefra besluttet at gå ad Camino Sanabres. Den snor sig nordvest, vest og endelig mod nord til Santiago ca 370 km fra Granja de Moreruela. Endelig efter knapt 630 km fra Sevilla kom der skov, søer og lidt bjerglignende landskab. Vi passerede floden Esla med smukke udsigter og kom efter en tur i mere blandet landskab til Tabara. Første kaffepause dog først efter 18 km. Der er temmelig øde på strækningen. I Tabara tjekkede vi ind på Albergue de peregrinos de Tábara, der drives af en pilgrimsvenneforening med donativo (betal hvad du synes i en kasse ved udgangen). Sød og imødekommende José tog imod. Rigtig god atmosfære; men men men. Det ville være rart med bare en smule rengøring af sovesalen. Vi havde en hyggelig dag og aften med fællesspisning. Men mødte senere på ruten en yngre pilgrim, der var blevet bidt af insekter (muligvis væggelus) i Tabera, og vi syntes selv, at vi så noget mistænkeligt kræ på sovesalen. Ja ( som mand tør jeg næsten ikke sige det), men havde der været bare et kvindeligt medlem af denne sympatiske pilgrims-venne-forening, var herberget formentlig væsentlig renere og mindre ulækket. Vi spiste venlige Josés mad, smagte hans hjemmelavede pilgrimssnaps uden at blive syge.
19. sep. Tábara-Santa Marta de Tera (24 km) Enkelte små stigninger med en god pause på en bar i Villanueva de las Peras. Vi møder nu stort set de samme pilgrimme hver dag. To sympatiske svenske "piger" omkring de 70 år. Den ene født i Danmark og derfor tillige dansktalende, samt et hollandsk ægtepar. Vi har spist sammen nogle gange, men langt fra hver dag, da vi helst spiser sent eftermiddag, og de andre lige før "sengetid" ved 20-21-tiden. Vi rammer nu floden Tera, som vi kommer til at se mere til, de kommende dage. Santa Marta de Tera har udvendig for oven over en af indgangene til kirken en af de ældste Jakobsstatuer (1000-tallet) i sten, der findes. Det ejendommelige ved denne statue er, at det er en fredelig Jakob. I 1000-tallet og 400 år frem var Jakob i de fleste tilfælde soldaten til hest, der stoppede muslimernes fremrykninger eller stod i spidsen, når kristent land skulle generobres.
Santa Marta er desværre - ligesom mange kirker i Spanien - blevet mere museum end kirke, idet adgang til kirken uden for messetiderne går gennem en dør (museum/kultur eller noget andet) mod entre. Det er ikke prisen på de 2 til 3 euro i entre, der er mig imod. Min indsigelse går alene på, at der overhovedet findes entre til en kirke. Kirken skal være åben for alle andagtssøgende, sådan. Så jeg blev uden for kirken.
20. sep. Santa Marta de Tera - Mombuey (37 km) Første rigtige lange dag på denne pilgrimsvandring. Vi gik tidligt ud af byen i mørke, selvom det ikke var helt let at finde vej, gik det rigtig godt. Den ene af vores svenske veninder har fået en grim vabel under foden, som ikke rigtig vil læges, så de når næppe så langt som os i dag, så her et af de farvel/Buen Camino, som pilgrimslivet tit byder på. Nu begynder stien at bevæge sig lidt mere op og ned, men kun lidt- samlet 330 meter i opstigning og 180 meter ned. Mombuey ligger i 891 meters højde. Vi følger Tera-floden de første 11 km og holder en lang pause, før vi fortsætter gennem klippe og busklandskab langs en større sø, forbi det lille kristne herberg i Villar de Farfon, hvor vi drikker en citronvand, snakker lidt med værtsparret før vi tager det sidste store hug til Mombuey, hvor vi ankommer ved 16-tiden. Herberget i byen er stadig ikke et besøg værd, så vi indlogerer os på byens eneste hotel ( 40 Euro for et dobbeltværelse med eget bad/toilet), der er først aftensmad ved 21-tiden. Vi går til messe og hilser undervejs på et par "nye" pilgrimme inden vi kommer lidt sent i seng ved 22-tiden.
21. sep. Mombuey - Puebla de Sanabria (31 km ). Vi går tidligt i mørke, hvilket teknisk er rimeligt nemt, idet Caminoen følger N 525 - ikke ufarligt, men vi skal ikke lede efter vej. Vi har et par meget små cykellygter med blink, som vi sætter foran og bag på rygsækken, så bilerne kan se os, samt en lille lygte i hånden. Efter to rigtig gode pauser, når vi den meget smukke by, Puebla de Sanabria, først på eftermiddagen. Vi tjekker ved 14,30 tiden ind i et af de meget tidlige private herberg på Via de la Plata, Casa Luz, der drives af et mere end ældre ægtepar. Herberget hører afgjort til de bedre. Alle underkøjer i sovesalen er optaget, men vi overtaler "mutter" (jeg har boet der før) til at åbne nok et rum, som vi får helt for os selv. (Tak for det). Herberget ligger nedenfor selve Puebla de Sanabria, der nærmest er en borg med snævre gader og flere kirker på toppen af et "bjerg" ( 904 meter). Vi køber ind, laver selv mad og spiser med brasilianske Fernando, der insisterer på at vaske op, mens vi går op af trapperne til "borgen/byen", hvor der er aftenmesse i kirken.
22. sep. Puebla de Sanabria - Lubián ( formelt 30 km, men på grund af AVE - (hurtig-togs-anlægsarbejde), gik dagens etape af mange omveje op af bjergene af N 525. Virkelig hård dag. Den oprindelige rute er med sin stigning på næsten 700 meter til 1350 meters højde, ikke nem, men smuk og på IKKE-ASFALT. Over 30 km på asfalt gør ondt i både knæ og fødder. Trods det nogle flotte udsigter.
Herberget er ikke helt fyldt, da vi når frem, men vi er trætte og beslutter os for hostal oppe i byen ( 40 Euro for dobbeltværelse). Ikke den bedste beslutning, da vi senere opdager, at vi er løbet ind i nok en byfest, lokal helgenfest, med diskotek til langt ud på natten. Vi spiser forinden rigtig god middag hos ellers sur køkken-dame til 9 Euro pr. person. Vi snakker med en sympatisk præst i byen, men han vil ikke konkurrerer med larmen og holde aftenmesse. Pilgrimsvennerne får en mere rolig nat på herberget i udkanten af byen, end vi gør på Hostal.
23. sep. Lubián - A Gudiña ( 24 km) Smuk bjergtur, hvor AVE-byggeriet ikke giver omveje. Turen går stejlt op over Puerto A Canda-passet ( 1259 meter ved indgangen til Galicien) og knapt så stejlt ned igen. Vi går gennem bjerg- og klippelandskab med stenede stier og egekrat, samt storblomstrende lyngplanter. Vidunderligt og kun 24 km. Vi ankommer til A Gudiña i god tid, får gode pladser på en kæmpe sovesal, spiser kedelig mad ude. Vi går til smuk messe i Sankt Martin, og sover fortrinligt med 24 andre på sovesalen ( helt fyldt) - trods snorken. Det må være manglen på søvn fra seneste nats diskotekslarm.
24. sep. A Gudiña - Laza (35 km). Vi er ved at komme i form og går meget tidligt ud af byen, hvor vi de første kilometer følges med Giuseppe, jævnalderen italiener bosiddende i Tyskland, som vi har haft fællesskab med flere gange undervejs. Dagens rute er typisk galicisk med lidt "fattige og forsømte" landsbyer, skiftende landbrugslandskab, mest animalsk, vekslende med klipper og skove. Vi passerer på vejen en af de ikke så få "pilgrimscafeer", hvor en pilgrim har lavet selvbetjenings- eller/og muslingebesmykket pausested - ofte ikke så hygiejnisk. I Laza flytter vi nok en gang på privatherberg, hvor vi får eget værelse med toilet/bad- og efter spanske forhold - stort ta'-selv morgenbord - til 40 Euro. Vi spiser ude med mange andre pilgrimme bl.a. 22 årige meget kønne tyske Hanna, der har gået den østligste af de tre portugisiske ruter, der støder ind i Sanabres-ruten umiddelbart før Laza. Hun har ikke mødt en eneste pilgrim på vejen; Har boet alene på herbergerne hver nat, og ind i mellem - forståeligt nok - følt sig lidt utryg. Heldigvis uden grund.
25.09. Laza - Xunqueira de Ambía ( 33 km). Nok en lang dag i galicisk landskab, men vi er kommet i form, selvom der undervejs er en kraftig stigning mod Talarino i 984 meters højde, hvor vi møder Via de la Platas "jernkors", der her er lavet af træ, og hvor pilgrimmene først for forholdsvis få år siden er begyndt at lægge sten ved korset, som ved Jernkorset på Camino Frances efter Rabanal. Forinden drikker vi kaffe hos nok en Veteranpilgrim, Luis Sandes, der har et herberg og en krostue fyldt med muslingeskaller fra gulv til loft. Vi får heller ikke lov at fortsætter, før vi har skrevet på en muslingeskal og sat dato på. I Xunqueira de Ambía flytter vi ind på privatherberget Tomaz med eget værelse og bad ( 20 Euro for 2) med fælles køkken, hvor vi laver mad. Derefter aftenmesse i kirken med utrolig sød gammel præst, der efterfølgende viser os rundt i det nu nedlagte store kloster, der i den ene fløj rummer byens lille rådhus.
26.09 Xunqueira de Ambía - Ourense ( 22 km) Forholdsvis nem tur til denne meget store by, hvor formiddagens sidste 5-6 km går gennem rygende- og stinkende industrikvarter, hvilket også er en del af en pilgrimsvandring. Vi flytter ind i byens smukke og velholdte herberg, hvor vi modtages af en ualmindelig sur og vranten kommunalansat Hospitaleros. Det må være mærkelig ikke kan kunne lide sit arbejde. Vi spiste - undtagelsesvis - kinesisk, gik til meget smuk messe og trisserede rundt i denne livlige og smukke by. Vi er - efter flere dage med langt over 30 km - nu så langt foran foran vores tidsplan, at vi næste dag vil gå 21 km til Cea, og derefter forsøge at få lov at gå i kloster i to dage i Oseiro ca 9 km uden for Cea. Vi ringer til gæstemunken, Cesar, på klostret og spørger om vi kan få en "munkecelle" i to dage og får Ja.
27.09. Ourense - Cea (21 km) langt hårdere opstigning ud af byen end ventet. Op, Op meget stejlt op af en smal asfaltvej uden fortorv med susende biler, der ikke kan læse, at de kun må køre 30 km i timen. Det virker direkte farligt. Vel oppe går stien af mark, skovveje og smalle stier, der ikke ville være nemme i regnvejr, men vi har stadig forrygende vejr trods lidt morgentåge. Stadig typisk galicisk landskab. Cea nås meget hurtigt, kun en (Fernando) på herberget, da vi ankommer, hvor en meget gammel hosptaleros, der hører dårligt tager imod. Herberget er super hyggeligt, velindrettet med køkken, terrasse m.m., men trænger forfærdeligt til rengøring. Denne mangelende daglige hånd betyder desværre, at et dyrt og velindrettet herberg slides ned alt for hurtigt. Vi flytter ind, laver mad og spiser sammen med Hanna, triser lidt rundt i den lille by og taler med andre pilgrimme. Der er aftenmesse i kirken med sympatisk, ung præst.
28.09 Cea-Monasterio de Oseira ( 9 km). Vi står sent op, spiser morgenmad i byen og når trods det Monasterio de Oseira allerede ved 10,15-tiden. Vi har aftalt at mødes med Cesar kl. 11.00 i klosterporten, så vi tager nok en kop kaffe på baren overfor dette kæmpe kloster, der en gang har haft flere hundrede munke boende, og som danner kulise til en række film bl.a. Monsignor Quixote efter Graham Greens roman af samme navn med Alec Guinnes i hovedrollen. Klostret, der i dag "kun" bebos af 13 munke, er så stort med "uendelige" gange og et utal af døre, at vi flere gange "farer vild". Vi får en hurtig rundvisning af broder Cecar, der viser os vores munke-celle/dobbeltværelse. Der er moderniseret med badeværelse, soveværelse og et lille arbejdsværelse. Dette cistercienserkloster tager både imod mænd og kvinder enkeltvis, samt ægtepar, der er en rimelig stor gæstefløj med adgang til kapeller og kirke, samt det historiske bibliotek. Pilgrimme kan få lov at bo i klostret, hvis de overnatter to dage og ønsker at deltage i munkenes liv - d.v.s. tidebønner døgnet rundt. Klostret har desuden et almindeligt herberg udenfor selve klosterporten, hvor alle pilgrimme kan bo billigt ( 6 euro ) og kan spise på en af de to barer, der ligger overfor klostret.
29.09. Hele dagen på klostret, der har følgende dagsprogram med tidebønner, messe og spisetider: 5,30 vigilie; 7,45 til ca 9,00 Laudes efterfulgt af messe, 5 minutter efter messen morgenmad; 10,30 Tercia ; 13,15 Sexta ( Oracion y Angelus); 14,00 Comida (middagsmad), 15,15 Nona. Derefter pause, hvor munkene arbejder med forskellig gøremål til 19,30, hvor der er Visperas (vesper), hvor pilgrimmene i herberget bliver inviteret til at deltage, hvis de har lyst. 20,45 aftensmad efterfulgt af komplet kl 22.00, hvorefter der er Gran Silencio (stor stilhed) til næste morgen kl. 5,30. Til orientering spiser man ganske udmærket i dette kloster.
30.09. Monasterio de Oseira - Silleda (39 km). Vi går ud af klostret i mørke og opad og opad, lidt svært at finde vej. Stien er meget stenet, så vi følger i mørket cykelruten, der går af en lille stejl asfaltvej uden trafik. Da det lysner holder vi os på gåstien til Casto Dozon, som vi synes vi når meget sent - kun 10,5 km på over 3 timer. (Spanske kilometer !!!!!!, siger jeg til mig selv). Herefter flyver vi nærmest afsted, hvis kilometerne nu står til troende, og vi ankommer efter en del pauser til Silleda ved 17-tiden. Sidste del af dagens etape fulgte stor set N 525 hele vejen af små asfaltveje på begge sider. Der var rigtig mange runder (omveje af asfalt), som det var svært at se ideen med. Vi flyttede på privatherberg; Albergue Turístico Silleda; til 10 euro pr. styk, men med eget værelse og fælles bad. Mere end OK til prisen. Gik til messe sammen med fransk pilgrim, der overnattede andet sted. Vi blev hilst Buen Camino af præsten efter messen. Spiste - lidt trætte - glimrende aftensmad på herberget med tysk pilgrim.
1.10 Silleda - Santiago de Compostella ( 42 km). Sov til kl. 7.00 og gik trods det ud af byen i tusmørke. Det bliver nu først rigtig lyst ved 8,15-tiden. Vejen ud følger N 525 og er ikke videre spændende. Først efter over 15 km slutter "løberiet" langs skiftende sider af N 525 og vi går af små veje stejlt ned mod Ponte Ulla, der som navnet siger er en bro over floden Ulla. Vi har besluttet at tage sidste nat i herberget Outeiro, der ligger uden for "lands lov og ret", ca 4,5 km efter Ponte Ulla, men uden barer, butikker, og - måske - med mulighed for at købe lidt mad hos herbergsbestyreren(hospitaleros) til lidt opskruede priser. Det er søndag, så butikkerne i Ponte Ulla har lukket. Da jeg gik turen for 5½ år siden spiste jeg inden den stejle optur til Outeiro en fremragende søndagsmiddag i baren Riobar lige efter broen. Jeg kan ikke dy mig for at gå ind i barens køkken og se om kokken/ejeren stadig er den samme milde, søde kvinde. Det er det. Jeg og min medpilgrim hilser på, og jeg fortæller her ved 13,30 tiden om min gode oplevelse hos hende for 5½ år siden. Hun bliver glad, og vi får søndagsmiddag efter alle kunstens regler, en lille en bagefter, og klokken har passeret 15.00, da vi langsomt bevæger os op af bjerget mod Outeiro. Vi har lidt brød og en smule spegepølse i rygsækken, så vi er rigelig forsynede, hvis vi overhovedet kan spise mere i dag. Da vi ved 16-tiden når op, er der allerede ankommet en 10-12 pilgrimme til Outeiro, der er stadig pladser, men vi synes begge to, at stemningen er dårlig. Måske under indflydelse af middagens og vinens lyksalige sødme, kigger vi på hinanden og fortsætter mod Santiago, yderligere 17 km. Efter 7 km begynder benene at gå lidt langsommere. Vi går på bar nogle hundrede meter fra stien for at få lidt ekstra vand. Vi er mere end matte og spørger den unge betjening efter hostal, pension eller hotel ved N 525. Der er ingen - ikke før Santiago, lyder svaret. Så på med rygsækken og videre derudaf. Og nu går det lige som lidt lettere igen. Kl 19,30 ser vi det første glimt af katedralen, godt to kilometer før målet. Og kl. 20.00 spørger vi en sød dansk pige, Liv, der har gået Camino Frances, om hun vil tage et billede af os her på pladsen foran katedralen. Vi går til vores sædvanlige lille hotel, der først har et værelse ledigt til os dagen efter. Men hvis vi vil, må vi godt få et enkeltværelse med opredning til den ene på gulvet. Vi takker ja. Går i bad, og sandelig om vi ikke har kræfter til at besøge "stamrestauranten", hvor værtinden tager hjerteligt imod og serverer vidunderlig torsk på galicisk vis.
2.10. Uventet hel dag i Santiago. Vi går på pilgrimskontoret en halv time før de åbner kl. 8.00. Allerede en pæn stor kø. Vi får vores compostela. Går på "stamrestauranten" igen og får morgenkaffe, videre til pilgrimsmesse klokken 12.00, hvor alle - såvel turister som pilgrimme - lidt undtagelsevis - opfører sig pænt under messen uden snak og fotografering. Messen er meget stemningsfuld. Det store røgelseskar, Botafumeiro, svinger som det skal. Alt er som det plejer, og jeg sidder lykkeligt og tænker på, at jeg har haft nok en vellykket pilgrimsvandring, der sluttede lidt anderledes, end jeg havde forestillet mig.
3.10 kl. 6,30, Bus til lufthavnen . Iberia til Barcelona og derfra videre med Iberia til København med hjemkomst kl. 16,30.
Økonomi: Samlet forbrug for to personer med 21 overnatninger 1428 Euro inkl. bus til og fra lufthavne - altså 34 Euro pr.person pr. dag. Det kan gøres billigere. Vi boede tit på eget dobbeltværelse. En seng på en sovesal koster mellem 6 Euro, og når det er meget dyrt 12 Euro pr. nat. Flybillet pr. person Kbh-Madrid med Norwegian 897 kr.; Santiago-Barcelona-Kbh med Iberia 832 kr. I alt for en person ca 7.084 kr. for 21 døgns (nætter) rejse med 19 dage på stien og en hel dags ophold i Santiago.