fredag den 1. april 2016

Lad ikke væggelusene bide dig !

Efter fundet af væggelus på et herberg i Burgos på Camino Frances, er det nok en gang værd at bemærke, at man kan gøre noget for at undgå dem.
Her på www.jakobsvejen.dk har jeg nogle gange før beskrevet det, man kan gøre for at undgå væggelus på en Camino, selvom ingen overhovedet kan kan følge sig sikker. Men lad mig først slå fast, at rigtig mange herberger i Spanien og stort set alle i Frankrig har gjort en stor indsats de senere år, og at jeg personligt ikke har set nogen, der var bidt af væggelus siden jeg var på Camino del Norte i 2012. Jeg har gået flere tusinde kilometer i Spanien, Frankrig, Portugal og Østrig siden da. Men skulle du møde nogen, der er blevet angrebet, findes der midler i handlen - også på apoteker i Spanien, som væggelusene ikke kan lide, og som du kan sprøjte rygsæk og madras med, når du tjekker ind på herbergerne.
Dernæst er der en del andre råd. Men her for nylig faldt jeg over denne engelsksprogede hjemmeside: Annie's Simple Life, der har en masse råd til, hvordan man spotter væggelus, og hvordan man undgå dem. Hjemmesiden har denne adresse:
http://caminosantiago2.blogspot.dk/2011/06/dont-let-bedbugs-bite.html
Og måske har nogen hørt/læst denne historie før, men trods det, får I den igen: Væggelus kan desværre være alle steder. I 2011 mødte jeg danske Eva på ruten Santiago - Finesterre (ca 90 km ). Eva havde før dette lille ekstrastykke gået fra Sevilla af Via de la Plata (ca 1.000 km.), mens jeg "kun" havde taget Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port (ca 800 km.) Vi havde begge boet på herberger med sovesale undervejs, og det var et år, hvor der blev talt meget om væggelus på Caminoen - ingen af os havde set skyggen af dem. Da Eva ankom til Finesterre flyttede hun på rimelig fint hotel, gik til frisør og tog en kjole på. Nu var pilgrimslivet forbi. Da jeg næste dag stødte ind i Eva, havde hun mærker efter væggelus på armene. Og så på et pænt hotel. Du aner ikke, hvor jeg har sovet undervejs på Via de la Plata, næsten græd hun. Hvorfor lige her ? Her dagen før flyet gik hjem til København efter næsten 6 uger på stien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar