mandag den 4. april 2016

Monto Gazo bjerget renoveres for 9 mill. kr.

Nu skal parken omkring det kendte bjerg, hvor pilgrimme for første gang på pilgrimsfærden ser Katedralen, gøres mere pilgrimsvenligt.
Mange pilgrimme har gennem over 1.000 år stået på det 380 meter høje "bjerg", Monto Gazo næsten 5 kilometer fra Katedralen i Santiago og set de berømte tårne for første gang. Sådan var det i middelalderen, og sådan er det stadig for mange af de 100.000vis af pilgrimme, der årligt tager rygsækken på og går af Camino Frances mod Santiago. Bestyrelsen bag Monto Gazo har afsat 1,2 millioner Euro til at sætte hele parken omkring toppen i stand, og de oplyser, at de nu over 40 meter høje eukalyptus, der reelt spærrer for udsigten til Katedralen, vil blive erstattet af rastepladser for pilgrimme, med små damme, picnic områder og frugttræer. Det er stadig muligt at overnatte på herberget på Monto Gazo, så der kun er ca 1 times gang ind til katedralen næste dag. Herberget på Monto Gazo er vel nok det største på hele ruten, og om sommeren i såkaldte hellige år, hvor Sankt Jakobsdag falder på en søndag, overnatter over 1000 pilgrimme på bjerget for at gå samlet til Katedralen, søndag morgen, den 25. juli. Senest skete det faktisk her påskelørdag, hvor over 1.000 pilgrimme - primært spaniere gik samlet ind til Katedralen for at deltage i påskemessen. Den megen interesse op til denne påske skyldes formentlig, at Paven har udråbt "Barmhjertighedens år".
Utallige pilgrimme har beskrevet følelsen af at stå på Monto Gazo få kilometer før Katedralen efter ugers eller måneders vandring. En af de mest kendte ( og følelsesladede) er fra 1100-tallet, hvor italieneren, Domenico Laffi, berettede i min - måske ikke alt for gode oversættelse:
"Vi nåede toppen af ​​et bjerg kaldt Monte do Gozo, hvor vi første gang så byen Santiago, en halv Ligua væk.
Da vi så kirken, faldt vi på knæ og begyndte med glæde at synge Te Deum (En hyldestsang til Gud). Men vi kunne ikke synge mere end to eller tre linjer på grund af den mængde tårer, vi fik i vore øjne, og vore munde blev stumme.
Den følelse, der bevægede vore hjerter og udløste vores tårer, tvang os til at stoppe vor sang, indtil vi endelig fik styr på tårerne, så vi langsomt kunne genoptage Te Deum, og vi kunne synge af glæde under vandringen, indtil vi ankom til porten til denne smukke by."
(Billedet her er fra www.alberguescaminosantiago.com)