mandag den 16. september 2019

Caminoen i maj og september !

Hvordan undgår man "kampen om en seng", hvis man helst vil gå pilgrimsvandring i maj og september.
De seneste to ugers myldretid på første etape af Camino Frances i Pyrenæerne har givet anledning til en del spørgsmål. Er der så mange på Caminoen i maj og september, at det nærmest er en umulighed at sikre sig en seng; at selve stien er en myrersti med pilgrimme for og bag; og er det overhovedet muligt at koncentrere sig om at gå og tænke over livet, Vorherre, familien eller andet end "at overleve" på Caminoen ?
1) Camino Frances: Maj og september er de helt store pilgrimsmåneder for de pilgrimme, der går langt. Her de første to uger har mellem 400 og 500 pilgrimme gået 1. etape af Camino Frances dagligt. Det vil sige, at de har gået over Napoleons- eller Valcarlosruten mellem Saint Jean Pied de Port i Frankrig og Roncesvalles i Spanien. Det er i overkanten af, at hvad denne etape kan bærer, når det gælder overnatning. Men i de samme 14 dage er der dagligt kommet over 2.000 pilgrimme gående ind til Santiago de Compostela knapt 800 km længere fremme, uden at det har giver de store overnatningsproblemer. Hvordan kan det så hænge sammen ? Langt de fleste pilgrimme begynder deres pilgrimsfærd væsentlig tættere på Santiago. Af de 330.000 gående pilgrimme, der i fjor kom til Santiago begyndte 10 % eller 33.000 deres pilgrimsfærd i Saint Jean Pied de Port, nogle - men meget færre - begyndte endnu længere væk og passerede Saint Jean Pied de Port på vejen, men stadig kun en mindre brøkdel af det samlede antal pilgrimme. Og der bliver væsentlig flere herberger (der kommer nye til hvert år), væsentlig flere barer og andre services for hver kilometer pilgrimmene nærmer sig Santiago. Presset på Camino Frances plejer at lette væsentlig efter Puente La Reina (3- 4 etapeter fra Saint Jean Pied de Port) for at tage lidt til igen i Sarria ca 115 km før Santiago, hvor mange - især spanske grupper af konfirmander, menigheder m.m. - begynder deres pilgrimsfærd, men her er sengekapaciteten også meget høj. Så vil du gerne gå fra Saint Jean Pied de Port i maj og september, kan det sagtens lade sig gøre, men det kræver måske lidt mere planlægning - eventuelt med forudreservering af en seng de første par dage på pilgrimsfærden. Da jeg gik Camino Frances senest i april-maj 2018 var jeg lidt tidligere afsted og havde ingen problemer med at få en seng, men hørte fra andre, at der nogen steder var fyldt eller næsten fyldt på sovesalene. Den spanske journalist Anton Pombo har på www.gronze.com skrevet en artikel, hvor han har regnet på, hvordan pilgrimsstrømmen former sig i Spanien. Du kan læse et resume på www.jakobsvejen.dk her: http://www.jakobsvejen.dk/2019/07/halvdelen-af-santiagopilgrimmene-gar.html , og på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port laver de også en oversigt af, hvor mange og hvornår pilgrimmene besøger pilgrimskontoret hen over året. Det kan du læse mere om her: http://www.jakobsvejen.dk/2019/07/hvornar-gar-der-flest-fra-saint-jean.html
2) Camino del Norte er i stort omfang begyndt at ligne Camino Frances; maj og september er også lig med mange pilgrimme, der går langt. Det vil sige, at de starter deres pilgrimsfærd ved den franske grænsen eller i Bilbao. Jeg læser og hører dog ikke om lignende beretninger om, at 100-vis af pilgrimme må overnatte i gymnastiksale, men det kan hænge sammen med, at det samlede antal pilgrimme i fjor, der begyndte deres pilgrimsfærd i Irún, grænsebyen til Frankrig, "kun" var 5.394 - altså under 1/5 af antallet af pilgrimme, der begyndte i Saint Jean Pied de Port. Så her anbefaler jeg også lidt planlægning de første dage.
3) Camino Portugues, som efterhånden består af flere parallelruter, som man kan skifte imellem undervejs, er blevet det hele store tilløbsstykke de senere år. Ruten (ruterne) er væsentlig kortere end de to førstnævnte, og her hører jeg jævnligt om fyldte herberger, men også på denne rute kommer der nye herberger til årligt. Da jeg selv gik kystruten senest i marts-april i år havde jeg kun problemer een gang, nemlig i byen Vigo, hvor der IKKE findes et eneste herberg, men alene nogle små pensioner, som hurtigt bliver fyldt. Der skulle komme et stort kommunalt herberg senest i 2021, men går du af kystruten via Vigo, så anbefaler jeg, at du reserver i forvejen - bare et par dage før. Lykkedes det ikke, er der andre parallelcaminoer at gå.
4) Camono Primitivo har også vokseværk i antallet af pilgrimme, men her er der især run på fra ultimo august til ind i oktober. Foråret kan være meget regnfuldt, og der kan ligge sne i bjergene. Camino Primitivo bør man - efter min opfattelse - ikke gå om vinteren. Det er simpelthen for farligt. Jeg har skrevet lidt om Camino Primitivo og Via de la Plata her på siden for få dage siden, læs eventuelt her http://www.jakobsvejen.dk/2019/09/primitivo-og-via-dlplata-lige-nu.html .
5) Via de la Plata: En fantastisk rute, der dog i følge min vurdering er bedst egnet til erfarne pilgrimme. Der er langt mellem overnatningsstederne, hvilket også betyder, at der er forholdsvis langt færre pilgrimme på ruten end på de øvrige større pilgrimsstier i Spanien. Via de la Plata egner sig IKKE til sommervandring, hvor det er alt for varmt, og derfor er der også her langt flere pilgrimme i april/maj og september/oktober end resten af året.
6) Frankrig: Le Puy/ Via Podiensis tager jeg med her, fordi det dele af ruten har langt flere pilgrimme end flere af de mindre besøgte ruter i Spanien. Her er det de første 8-9 etaper mellem Le Puy og Conques, der er de mest populære. Og som en herbergsejer på den første del af ruten sagde, da jeg gik den senest i maj/juni i år. Maj og september er helt umulige - alt er optaget. Jeg bestilte ikke sengepladser hjemmefra og måtte flere gange trække lidt rigeligt på Visakortet, fordi de mere ydmyge pilgrimsherberger var fuldt optaget. Men jeg fik en seng hver nat - en enkelt gang måtte jeg dog gå længere end planlagt fra morgenstunden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar