lørdag den 23. marts 2019

Herberget i Tabara (Via de la Plata) får en sæk penge

Et af kultherbergerne på Via de la Plata (Camino Sanabres) bliver nu sat i stand og moderniseret med bl.a. nye senge.
Stemningen, fællesskabet og en hjertelig atmosfære har der i flere år ikke været noget i vejen med i Herberget i Tabara, der drives af pilgrimsfællesskabet "El Espíritu de Santi" med José Almeida i front. Tabara er en by på Camino Sanabres, der er en forlængelse af Via de la Plata for de pilgrimme, der ikke går over Astorga og Camino Frances, men tager den direkte vej over bjergene og den større by Ourense. Tabara herberget er lidt af et kultherberg, men som en kvindelig pilgrim sagde til mig på mit seneste besøg i 2017: Her er lidt ulækkert. Rengøringen var ikke i front, og alt inventaret havde kendt bedre dage. Ikke mindst senge og madrasser var i meget dårlig stand. Men den gode stemning på herberget gjorde, at mange - især mandlige - pilgrimme tog det hele med, sådan var det nu en gang. Herberget i Tabara ligger knapt 350 km før Santiago og dermed godt 650 km efter Sevilla, hvor de pilgrimme der har taget hele turen er kommet i rigtig god form.
Nu er der godt nyt for dem, der skal på Via de la Plata (Camino sanabres) i år. Der er nemlig kommet en større donation til herberget i Tabara. En amerikansk (USA) organisation, "Peaceable Projects" har doneret penge til indkøb af nyt inventar og renovering af herberget. Historien kan bl.a. læses her: https://www.laopiniondezamora.es/comarcas/2019/02/20/grupo-internacional-financiara-mejora-albergue/1145267.html
I de fem år, at "El Espíritu de Santi" og José Almeida har stået for herberget har pilgrimme fra 50 forskellige nationer overnattet der. (Fotoet er af netop José Almeida, der er i gang med at dække bord til aftensmaden, der altid spises i fællesskab)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar