lørdag den 22. september 2018

Napoleonsruten lukker 1. november

Vinterpilgrimme på Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port skal være opmærksom på, at den første etape går over Valcarlos.
Det er blevet mere almindeligt at gå pilgrimsvandring i vintermånederne end nogensinde før, og rigtig mange pilgrimme er blevet glade for at gå i meget blandet vejr i november, hvor der er langt færre pilgrimme på stierne, hvilket giver en anden pilgrimsoplevelse. En læser af www.jakobsvejen.dk har planer om at gå Camino Frances i hele november, og han og andre, der gerne vil afsted, skal derfor være opmærksom på følgende:
I de seneste år - og også igen i næste vinter - vil den såkaldte Napoleonsrute fra Saint Jean Pied de Port over bjergpasset Col de Lepoeder formelt være lukket fra 1. november til 1. april - uanset vejrudsigten. Og det kan på ingen måde anbefales at gå over alligevel. Det betyder, at turen om vinteren igen i år går via den lille by Valcarlos, og derfra videre til Roncensvalles, hvor de to ruter forenes til een. Det er meget nemt at finde vej, og på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port udleverer de ovenikøbet et lille kort (helt gratis), der viser vejen med pausesteder m.m. undervejs.
Det er ikke ufarligt at gå over Pyrenæerne i dårligt vejr, og det er mange pilgrimmes uforsigtige opførsel, der har fået redningsmyndighederne på begge sider af den fransk-spanske grænse til at lukke den ene af de to pilgrimsstier til Roncevaux/Roncesvalles (Rolandsdalen) i fem vintermåneder. Men det er - hvis vejret tillader det - stadig flot at gå over Col Lepoeder i slutningen af oktober, ligesom alternativruten over Valcarslos rummer både megen natur og flotte bjergudsigter, selvom den ikke kan måle sig med Napoleonsruten.
Men der dør - desværre - pilgrimme i Pyrenæerne stort set hvert år, fordi de trods alle advarsler går over Napoleonsruten i dårligt vejr eller om vinteren, hvor der nu kun går pilgrimme, der bevidst omgår redningsmyndighedernes advarsler. Det har betydet, at de pilgrimme, der forsøge at gå over, og som alligevel må ringe efter hjælp og sætte redningsmandskabets liv på spil, når de hentes ned med snescooter, til fods eller med helikopter, selv kommer til at hænge på regningen. Og det skulle være ret dyrt, samtidig med at enkelte må bringes ned med brækkede lemmer eller - endnu værre - i død tilstand.
Man kan sagtens gå over Pyrenæerne langt de fleste dage - også om vinteren. Jeg gik den 11. april i år i sne, regn og slud fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles af alternativruten via Valcarlos, og tro det eller lad være, men jeg havde faktisk en rigtig god tur over i et stræk med kun en pause hos en sød værtinde på en cafe i Valcarlos. Samme dag valgte 8 pilgrimme at trodse advarsler om høj sne ved Lepoeder. De to af dem måtte hentes af redningsmandskab til fods, fordi snescooterne ikke kunne komme frem. De seks andre kom temmelig forkomne til Roncesvalles. De to fik - forståeligt nok - en stor regning.
Personligt synes jeg ikke, at det har meget med pilgrimsånd at gøre at sætte andre menneskers liv på spil, fordi man ikke vil lytte til de lokale på stedet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar