fredag den 21. september 2018

Kloster-herberget i Herbón har udvidet åbningstiden

En af de store oplevelser på Camino Portugues er et besøg med overnatning på San Antonio de Herbón på næstsidste etape før Santiago.
Convento de San Antonio de Herbón er et over 600 år gammelt franciskanerkloster nogle få kilometer fra Camino Portugues kun ca 30 km før Santiago. Klostret har i mange år huset et pilgrimsherberg, der - desværre - kun havde åbent fra juni til september, idet disse måneder i mange år udgjorde langt den største del af "pilgrimssæsonen". Men de seneste år er pilgrimsstrømmen i forår og efterår taget til, og det er her at mange ikke-spanske pilgrimme går. Men trods det udvidede klosterherberget i Herbón ikke åbningstiden. Men det er nu sket (april-oktober), så skal du gå Camino Portugues her i efteråret eller til næste forår, er der stor mulighed for at besøge franciskanerne i Convento de San Antonio de Herbón tæt på Ulla-floden.
Klostret er fra 1396, og pilgrimme bliver, mens de er der, inviteret til at deltage i munkenes messe med en særlig pilgrimsvelsignelse. Klosterherberget drives af frivillige fra Asociación Gallega de Amigos del Camino de Santiago. Der er ingen restauranter i nærheden, men pilgrimmene spiser sammen - både aften og morgen - i klostret. Og prisen er stadig Donativo.
Bemærk: Det er kun for gående pilgrimme med pilgrimspas (Credencial de Peregrino). Du kan ikke bestille plads i forvejen: Og det er IKKE for pilgrimsgrupper med "hjælpebil"/bagagetransport. Der er plads til 30 pilgrimme.
Du kan læse mere om klostret og pilgrimsherberget her: http://www.alberguescaminosantiago.com/camino-portugues/albergues/hospital-de-peregrinos-san-antonio-de-herbon-herbon-la-coruna/
Og her en lille film, der viser lidt af det imponerende bygningsværk. http://www.turismo.gal/fotos/IMAGENES/FLASH/ARQUITECTURARELIGIOSANP/vr_61_herbon/index.html
Klostret er iøvrigt også berømt for sin grønssagsproduktion - ikke mindst de små grønne peber, der er opkaldt efter klostret: “pimientos de Herbón”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar