torsdag den 28. maj 2015

Rygsæktransport, taxi og bus - er det pilgrimsvandring ?

Debatten om, hvem der er "rigtige" pilgrimme florerer i perioder på stort set alle pilgrimsforaer i Europa. Her i foråret har der været en lang livlig debat på en af Tysklands mest læste pilgrimshjemmesider: http://www.jakobus-info.de/
I år vil formentlig mindst 1/4 million pilgrimme melde sig på pilgrinmskontoret i Santiago og bede om et compostela - bevis på pilgrimsfærden. Men er de pilgrimme alle sammen. Langs Camino Frances, hvor langt de fleste pilgrimme går, er antallet af reklamer for taxi'er steget kraftigt i de senere år, og her i denne måned så jeg en ny variant: Bar-Bus 200  meter ! med en pil ud af Caminoen, på en strækning, hvor det lige havde gået lidt opad.
Og det er da også en kendsgerning, at der er kø af pilgrimme ved busstoppestederne om morgenen - alle steder i retning mod Santiago. Nogen haltende på grund af vabler, andre fordi de ikke lige føler sig i form den dag.
Jeg tror afgjort, at der er mange "selvbedragere" på jakobsvejene, som bilder sig selv og andre ind, at de går til Santiago. For nogle år siden oplevede jeg på Via de la Plata, hvordan en (meget stor) håndfuld pilgrimme, hver morgen tog bus eller taxi til få kilometer før næste herberg, og jeg hørte endda et ægtepar fra Hanover sidde på en fortorvscafe i Santiago efter ankomsten og prale med, at de havde gået 1.000 kilometer på 31 dage fra Sevilla til Santiago uden at fortælle, at de havde taget størstedelen af turen i bus og taxi. De stoppede først deres enetaler om egne bedrifter overfor tre trætte, men lykkelige yngre tyske piger, der havde gået fra Burgos, da de fik øje på mig, som personligt havde set dem både ved stoppestedet og flere gange i
taxi. Hvorfor ? Jeg har ikke svaret, men ærligt talt. Kan det undre, at Caminoen tiltrækker alle typer, når det nu er blevet så populært, og at der årligt er omkring 250.000 på stien alene i Spanien. Dertil kommer alle dem, der går i først og fremmest Frankrig, men også andre steder.
De fleste pilgrimme går. I april kom der 17.722 (det er 450 flere end i april 2014) ind til Santiago - altså langt over 500 om dagen i gennemsnit. Og så mange står der altså ikke ved stoppestederne hver dag. Der var en lille smule flere mænd end kvinder. 56 % var mellem 30 og 60 år, 15 % over 60 år, og over 1/3 oplyste, at de gik af religiøse grunde. Hvis antallet af pilgrimme fortsætter med at stige, vil der også blive mere run på busser og taxi.
Jeg skal medgive, at det er surt at gå i regn en hel dag; vide med sig selv, at man var en af de første, der gik ud af herberget om morgenen; for efter 30 kilometer at komme frem til et herberg, hvor der kun er overkøjer og koldt vand i bruseren eller i værste fald fuldt besat af bl.a. dem, som gik ud efter en selv, og som nu sidder friske og veludhvilede og drikker øl, fordi det meste af turen har foregået i bus eller taxi.
Debatten vil nok fortsætte i det uendelige. Men når jeg går i den lange uendelige slange/kø af pilgrimme på vej til Santiago, kan jeg konstatere, at mange tusind mennesker på Caminoen kaster sig ud i en søgen mod nye mål, som måske giver den enkelte en ny højere mening med tilværelsen. Ja, og når jeg ser det; glæder jeg mig.
På pilgrimsstierne i Frankrig ser man stort set ingen pilgrimme, som tager taxi eller bus. De fleste går for at gå, og de fleste slutter turen før eller ved grænsen til Spanien. Dernæst kan man de fleste steder bestille overnatning i forvejen, og det betyder, at jagten på en seng ikke er så intens som i Spanien. Pilgrimmene giver sig rigtig god tid i løbet af dagen og ankommer som regel sent til overnatningsstedet.
Da regnen en dag - på en af mine pilgrimsvandringer i Frankrig - væltede ned, og stien var så mudret, at den syntes ufremkommelig, besluttede jeg mig for at gå af en mindre asfaltvej i stedet. Jeg vil ikke sige, at franske Carmen var forarget, men hun kiggede på mig, da jeg vendte om og gik en anden vej, og sagde: JEG tager stien !, og da jeg var knapt 3 kilometer fra næste by, stod vandet ned i endnu større mængder. En sød yngre kvinde stoppede bilen og sagde: Vil De ikke med ?
Nej tak, svarede jeg tappert. Men fortrød senere, da regnen fortsatte, og der var over 5 kilometer til byen og ikke knapt 3, som jeg troede. Bon Courage, sagde den søde chauffør, og rullede vinduet op igen. Merci, svarede jeg og marcherede videre i regnen.