mandag den 25. maj 2015

Hvad koster det at gå Caminoen ?

Det kan stadig med sparsommelighed lade sig gøre for under 30 Euro om dagen, men de fleste bruger mere.
Hvad koster det at gå Caminoen ? er et spørgsmål, som jeg ofte får. Og svaret er svært at svare præcist på, men er man meget sparsommelig og ikke kommer ud for uheld undervejs, kan det efter min vurdering stadig lade sig gøre at gå i Spanien - herunder på Camino Frances - for under 30 Euro om dagen.
I Spanien og Portugal kan man som regel finde overnatning til under 10 euro i snit pr. nat. Her i 2015 ligger prisen på  mellem 5 og når det går højt 8 Euro euro på fleste kommunale- og kirkelige herberger, ligesom nogle få steder stadig er "donativo" - det vil sige, at man lægger det, man synes, i en bøsse ved udgangen. En pilgrimsmiddag koster i omegnen af 10 euro, og så kommer der lidt udgifter på til kaffe og andet undervejs. Jeg vil tro, at man stadig kan klare det for under 30 euro om dagen, hvis man vil. I Frankrig, Tyskland, Østrig og Italien er det noget dyrere, med Italien som langt det dyreste sted at gå. Jeg kan her oplyse, at jeg altid drikker vand fra hanen eller diverse kilder og vandposter undervejs, så jeg bruger IKKE penge på vand, som jeg ved at andre gør.
Her et eksempel på samlet forbrug på 35 dages vandring + to dages transport til og fra, ialt 37 dage fra april-maj 2015, hvor jeg gik fra Arles i Frankrig til Logrono i Spanien ( 25 dage i Frankrig og 10 i Spanien)
På ruten har jeg i alt brugt 1591 Euro, det giver 43 Euro pr. dag incl. alt - også nye sokker. I Frankrig har jeg boet på en kombination af billige kommunale/kirkelige herberger, hvor jeg nogen gange selv har lavet mad, samt på private herberger/bondegårde med halvpension til en normalpris på 30-35 Euro for seng, aftensmad og morgenmad ( På kirkelige herberger helt ned til 20-25 Euro). Jeg har sovet nogle nætter på hotel, hvilket straks hæver gennemsnitprisen væsentligt. Havde jeg boet på herberg hver nat, ville beløbet være lavere. Et dobbeltværelse på hotel kommer let op på 60-70 Euro. Dertil kommer spisning. Så en hotel-dag er langt over gennemsnittet.
I Spanien har jeg boet på både herberger og mindre hoteller. En af "fritidsfornøjelserne" for undertegnede ved at gå i Frankrig er de "civiliserede middage" med fire -fem retter mad, herunder et rigt udvalg af lokale oste. Derfor det - for en pilgrim - forholdsvis høje beløb. Det kan gøres billigere uden at jeg tør sætte tal på.
Transport: SAS-billet, København - Geneve: 399 kr. , tog Geneve - Arles: 234,75 kr, (31,30 Euro) - Retur: Hurtigbus, Pamplona - Madrid Lufthavn 120 kr. (16 Euro), Air Berlin: Madrid-Berlin - København: 684 kr. - Transport i alt til og fra Jakobsvejen: 1.437,75 kr. Det giver en samlet pris for 37 dages pilgrimsfærd på lidt under 13.400 kr for en person. Jeg har ikke medregnet udgifter til nyt udstyr, som jeg skal supplere hver gang jeg skal afsted, ligesom hver tur kræver nye støvler.
(Informationerne i denne artikel kan også læses under Praktiske Oplysninger her på bloggen, så de er nemmere at finde. Her har jeg også lagt min seneste pakkeliste ind.)
Her et billede af fællesspisning på Herberget i Ares på Camino Aragones i Nordspanien, hvor der stadig er "Donativo".


Ingen kommentarer:

Send en kommentar