onsdag den 27. maj 2015

Kirkeliv på franske pilgrimsruter

Der er færre åbne kirker, men trods det mange imødekommende ordensfolk langs de franske jakobsveje, Chemin Saint Jacques.
Camino Frances, den franske rute i Nordspanien, går igennem mange pilgrimsbyer, hvor der er messe næsten hver aften, mange steder med pilgrimsvelsignelse. Ligesom menigheder holder landsbyerkirker og kapeller åbne i løbet af dagen til glæde for de pilgrimme, der gerne vil aflægge et visit.
Sådan er det ikke på de franske "caminoer", selvom man med lidt held har mulighed for at deltage i messer, tidebønner eller rosenkransandagter i gennemsnit hver anden dag på de to mest benyttede pilgrimsstier, Le Puy-ruten til Saint Jean Pied de Port og Arles-ruten til Somportpasset.
Der findes også meget gæstefrie klostre undervejs, ligesom der - især på Le Puy-ruten - findes aktive lægfolk, som driver herberger - nogle af dem i egne hjem.
Jeg har her taget eksempler på tre - meget uens - klostre ud, hvor man - efter min opfattelse - har en særlig atmosfære til glæde for pilgrimmene. De tre klostre er meget forskellige. Et med plads til 100 pilgrimme, et andet med 50 munke og få pilgrimme, og igen et minikloster, der kun synes til for pilgrimme.

1) Le Puy-ruten:  Sainte-Fey de Conques er det officielle navn på klostret med munke af den for mange danskere ukendte orden, præmonstrantesere. Navn efter det første kloster Prémontré i Nordfrankrig. De 7 munke og de utallige frivillige tager hver dag mod op til 100 pilgrimme, som indlogeres i store sovesale, der er tilbud om deltagelse i munkenes Vesper, aftenbøn ( der ofte foregår på flere sprog), samt fællespisning både aften og morgen. Klostret ligger i fantastisk kulise af en midleralderby - vel nok Frankrigs mest velbevarede, der da også bruges i et hav af film, der skal foregå i middelalderen. Conques ligger som den 9. eller 10. etape efter Le Puy ( og er endestation for en del franske pilgrimme ).  Stemningen i klostret er noget helt for sig. De frivillige tager sig af al det praktiske, mens munkene "underholder" og taler med pilgrimme. De må have et særligt gen, siden de hver dag kan tage hjerteligt imod nye mennesker og sende dem glade afsted igen næste morgen. Det er muligt (hvis der er plads) at købe dobbeltværelse for en nat, men det koster lidt ekstra.
Der er andre klostre på ruten og ordensfolk på ruten, der er et besøg værd. Jeg kan bl.a. nævne barmhjertelighedssøstrene i Moissac og Carmelitersøstrene i Figeac.

2) Arles-ruten: Benediktinerklostret l'abbaye Saint-Benoit d'Calcat i Dourgne ca 3 etaper før Toulouse. Ærgerligt, at der ligger to beneddektinerklostre - et nonne og munkeklostre - få kilometer fra hinanden. Vi måtte vælge. Da vi nærmede os klostret kom en venlig mand ud af sit hus og gav min medpilgrim blomster. Vi faldt i snak, og han fortalte begejstret om den særlige atmosfære i det kæmpestore munkekloster med over 50 munke.

Da vi kom ind i klostergården blev vi mødt af en meget gammel munk, der fortalte om klostret, og videre oplyste, at han nu boede på sygeafddelingen, hvorefter at han tilkaldte portnermunken, der ligeledes gav sig god tid og spurgte til vores pilgrimsgang, før han tilkaldte gæstemunken, der indlogerede os i et tomandsværelse med eget bad og toilet, samt rent sengetøj, håndklæder o.s.v. Han viste os vaskemaskine og tørretromler til fri afbenyttelse og indbød til at deltage i vesper, aftensmad, morgenbøn og morgenmad. Hvis vi kunne, måtte vi meget gerne betale - for det hele - 20 Euro pr. næse.
Munkene sang som et bedre operakor, udviste en gæstfrihed langt ud over det normale og skabte i det hele taget en fremragende atmosfære. Manden, der havde givet min medpilgrim blomster, havde helt ret. Der var fantastisk vesper, meget velsmagende vegetaraftensmad med god vin, morgenbøn og morgenmad, før vi drog videre med alle velsignelser til vores videre færd. En fantastisk oplevelse. Vi var kun 5 pilgrimme den nat i klostret.





3) Arles-ruten: Notre Dame de Sarrance. Et kloster, der slet ikke ligner de andre, selvom det også er en præmonestrans, der residerer i Sarrance, der ligger som næstsidste overnatning inden Col de Somport. Her tog unge mænd, frivillige, imod. I klostret er der een munk, den meget karismatiske frère Pierre, der har en særlig evne til at være utroligt nærværende. Hans aftenmesse med en munk (ham selv), samt en pensioneret italiensk-fransk præst, der synes, at bo der, som medcelebrant, var en inderlig oplevelse, hvor hver enkelt pilgrim følte, at han talte netop til dem. Bagefter var der fællespisning og meget munter pilgrims snak. Alt sammen til nærmest symbolsk betaling.
v

I Frankrig er mange kirker på landet desværre - ligesom i Danmark - lukkede. Og selv om der står et telefonnummer, som man kan ringe til, hvis man gerne vil ind i kirken, er det de færreste, der benytter sig af det. I  byerne er stort set alle kirker åbne, men der er som regel kun hverdagsaftenmesse i en af dem. Flere steder giver præsten pilgrimsvelsignelse, når han ser pilgrimme i kirken.