Der er sket en væsentlig ændring af pilgrimmes motiver for at gå Caminoen de seneste to "Corona-år". Samtidig er der på den spanske hjemmeside, www.gronze.com startet en længere debat om formålet med pilgrimsvandringen - efter at www.gronze.com havde en længere artikel, den 29. januar om "det forandrede pilgrimsliv på overnatningsstederne".
Da undertegnede gik Camino Frances for 25 år siden var det helt almindeligt at møde "hele sovesalen" i kirken til pilgrimesse om aftenen. Mange herberger havde stadig herbergstifteren - den lokale præst - boende tæt på herberget, og mange steder var der fællesspisning - nogle steder endda med præsten for bordenden. Pilgrimsvandring var en religiøs handling. Og af de ca 25.000 santiagopilgrimme i 1997 angav over 2/3 da også ved ankomsten til Santiago, at de gik af religiøse grunde. Kun 767 oplyste, at de havde et IKKE-religiøst motiv til at gå til Santiago.
Langsomt gennem årerne siden er antallet af religiøse pilgrimme steget stødt, mens antallet af ikke religiøse, samt pilgrimme med blandede motiver er steget eksplosivt, så pilgrimme med religiøse motiver langtsom, men sikkert er blevet et mindretal. Denne udvikling er blevet endnu mere udtalt i de to seneste år - altså under Coronapandemien. Undertegnede gik i september-oktober igen Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port, og her var denne udvikling meget tydelig. Først i o Cebreio var antallet af deltagere i pilgrimsmessen om aftenen bare i nærheden af tidligere tiders fyldte kirker, og først efter Sarria, hvor antallet af Spaniere steg eksplosivt, begyndte kirkerne igen at være fyldte hver aften. Og opgørelsen af motiver i pilgrimsstatistikken i Santiago bekræfter denne tendens. Undertegnede husker da også tydeligt fra efteråret i fjor, at konversationerne mellem de andre pilgrimme på langt det meste af turen primært gik på gode tapassteder, nattefester m.m. ; eller som to danske unge mænd udtrykte det: "Vi skal have en på opleveren."
Og til statistikken: Af de 54.122, der gik i 2020 (første coronaår), sagde ca 25 procent af de gik af IKKE-religiøse grunde, mens "kun" ca 30 procent, altså under 1/3 del oplyste, at de var religiøse pilgrimme. I 2021 er tallene en anelse anderledes, her ca 20 % (36.551), af et langt større antal pilgrimme ( 178.912), at de har taget turen af IKKE-religiøse grunde. Mens "kun" 65.063 har religiøse motiver til pilgrimsvandring. Jeg har ingen sikre tal for, hvor langt pilgrimme med forskellige motiver går, men min fornemmelse er, at religiøse pilgrimme, primært er spaniere (og i et vist omfang italienere, portugisere, irere og polakker), og at spanierne går langt færre kilometer end resten af pilgrimmene - altså at de starter deres tur tættere på Santiago. Hvilket betyder, at der er langt mellem pilgrimmene på kirkebænkene på de første etaper af langt de fleste caminoruter.
Hvad betydning, det kan få for fremtidens pilgrimsvandring, kan kun blive gisninger, men en personlig oplevelse på det kristne herberg i Logrono i september i fjor: Der var masser af trafik ind og ud af vinduerne om natten, ligesom over halvdelen af de overnattende, hverken deltog i fællesspisning, fællesbøn eller pilgrimsmesse. Prisen for overnatning var donativo - altså efter hvad hver enkelt selv synes. Hvor mange penge, der kom i kassen ved jeg ikke, men jeg har før hørt fra kristne donativoherberger, at beløbene er blevet mindre og mindre de senere år. Spørgsmåler er nu: Hvis det bliver normalt på Caminoerne, hvor længe kan kristne donativoherberger så overleve ? Og hvis det bliver sværere at skaffe nattero på overnatningsstederne: Hvem er det så, der trækker sig og opgiver at gå pilgrimsvandring, dem der vil sove eller dem, der vil holde fest ?
Debat i Spanien: Der har gennem længere tid været en diskussion om samme emne på en af mine favoritpilgrimshjemmesider; den spanske www.gronze.com , hvor en af mine gamle pilgrimsvenner, Anton Pombo, har startet en diskussion om "forandringer i ånden på Caminoen" med henvisning til erfaringer fra herberger/overnatningsstederne. Langt de fleste indlæg er bekymret over udviklingen på Caminoen og ændringerne i pilgrimmenes motiver for at gå. Jeg vil prøve at gengive et indlæg fra en "ikke-bekymret ældre pilgrim" nedenfor, men først et link til hele diskussionen her:
https://www.gronze.com/foros/general/articulo-anton-pombo
Her indlægget - altså et svar på mange af de bekymrede indlæg i debatten på www.gronze. com - af spanske veteranpilgrim Antonio i min formentlig ikke helt korrekte oversættelse:
Virker disse bekymrede indlæg som Caminoens apokalypse ( her formentlig forstået som: En profetisk åbenbaring, om Caminoens sidste tid eller undergang. Noget vi har hørt før)
I tidligere tiders Spanien, da alt det
romanske, alle hospitalerne (datidens herberger), alle de byer, der blev grundlagt, alle kirkerne,
der gav husly, al den glans, der gjorde Santiago til et pejlemærke for
kristendommen i middelalderen, de broer, der blev bygget, osv.. .. ..var ny for
datiden. Det betød ændringer i befolkningens liv.
Hvor der før intet var, blev der bygget
og ændret. Pilgrimmene var i stand til at søge ly på hospitalerne (datidens
herberger) så de undgik at dø på vejen/Caminoen, og de kunne få føden i de nye
bysamfund, der opstod. Men for middelalderpilgrimmen var der sikkert også
store forandringer, da han gik Caminoen
for anden gang efter flere år. Han
klagede formentlig over alle ændringerne
på vejen og kunne bekræfte, at ånden på Caminoen ikke længere var den samme; at Caminoen havde mistet det vigtigste.
Men denne debat ændrer ikke ved, at jeg til sommer vil tage mine børnebørn med på Caminoen, og jeg vil vise dem, at Spanien er enormt ; at klimaet ændrer sig langsomt for hver etape; at man krydser bjerge og floder; og at landskabet der omgiver en, giver hele indsatsen (med at gå) en særlig værdi. Og at der nu er barer overalt, hvor bedstefar kan give en sodavand, ændrer ikke ved det. Jeg forstår godt, at det med sodavand ikke er særlig kanonisk, men vi holder fast.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar