mandag den 10. juni 2019

Cammino di Benedetto - nok en italiensk pilgrimsvej

Gå i St. Benedikts forspor fra fødebyen Norcia til bjergklostret i Subiaco, hvor han levede i 30 år til hans sidste station i Monte Cassino.
Cammino di Benedetto er nok en italiensk pilgrimsvej i en katolsk helgens fodspor, som på mange måder minder om Cammino di San Francesco di Assisi - ideen er den samme, men foreløbig er Cammino di San Francesco nok den af disse forholdsvis nye pilgrimsstier, der har mest service langs ruten i form af overnatning og andre pilgrimstilbud. Men jeg har i den seneste tid skrevet en del om Cammino di San Francesco, så her lidt om Cammino di Benedetto, men først noget om middelaldermunken og klostergrundlæggeren Sankt Bendikt: Benedikt var født Nurcia i Norcia i Umbrien og levede fra ca. 480 til 547, og blev efter datidens forhold en forholdsvis gammel mand, ca 67 år før han døde. Benediktus (det latinske navn) grundlagde benediktinerordenen. Han blev af familien sendt til Rom for at studere, men afsluttede ikke sine studier og tog til Affile, hvor han for alvor følte han skulle tjene Kristus, og gik til en hule i Aniodalen ved Subiacobjerget ca 70 km fra Rom, hvor han var eneboer i tre år, kun afbrudt, når hans senere medbroder, Romanus kom med mad.
Han blev valgt til abbed i et nærliggende kloster, men fortrak igen til sin hule i Subiaco. Herude samlede han andre munke omkring sig, og de boede i 12 små klostre. I ca. 529 drog han med sine medbrødre til Monte Cassino ( ca 135 km fra Rom), hvor de grundlagde et nyt kloster og nedskrev en ny ordensregel for klostre - senere kendt, som Benedikts Regel. Her stiftede munkene deres egen klosterorden siden kendt som Benediktinerordenen. Da han døde i ca. 547, blev han begravet på Monte Cassino. I Danmark blev der senere i middelalderen oprettet flere klostre, også cistersienserklostre, der byggede på Benedikts tanker og ideer. Det, tidligere meget brugte drengenavn Bent, kommer af Benediktus, ligesom det første murstensbyggeri (brændte munkesten lavet af italienske håndværkere) i Danmark, Sankt Bendts Kirke i Ringsted, er opkaldt efter den hellige Benedikt, som i øvrigt er en af Europas værnehelgener.
Tilbage til pilgrimsvejen Cammino di Benedetto: Ruten er ca 300 km lang og går fra Norcia i Umbrien via byerne Cascia; Monteleone di Spoleto; Lioness; Poggio Bustone; Rieti (hvor den mødes med Cammino di San Francesco og skilles igen); Rocca Sinibalda og Castel di Tora; Pozzaglia, Orvinio, Mandela og Vicovaro til Bendikts kloster i Subiaco ca midtvejs på ruten, og som i følge hjemmesiden https://www.camminodibenedetto.it/# er beregnet til 10 etaper.
Klostret i Subiaco er et helt fantastisk byggeri. Det er stadig et Benedektiner kloster, og det er muligt at besøge klostrets ældste dele med freskoer, som gør de fleste besøgende nærmest mundlamme af forundring. Der er ligeledes små kapeller, hvor Sankt Benedikt og hans medbrødre har boet i huler. Men der er ikke noget pilgrimsherberg i selve klostret, som ligger på en bjergtop, og det tager ca en time at gå op til klostret fra byen Sabiaco.
Fra klostret i Subiaco fortsætter pilgrimsstien ca 6 etaper via Trevi nel Lazio; Guarcino and Vico nel Lazio; Collepardo og the Certosa di Trisulti; Casamari; Arpino og Monte San Giovanni; Gorges of Melfa; Roccasecca og med slutmål i Monte Cassino, der i dag er ligeså kendt for tyskernes bombardement i februar 1944, hvor det nærmest blev jævnet med jorden, men nu er genopført på helt fantastisk vis af Den italienske Stat. Der bor munke i klostret, men kun nogle få ældre. De fleste er flyttet til klostret i Subiaco. Klostret er bygnings- og beliggenhedsmæssigt noget helt for sig. Og selvom mange kunstværker, samt rester fra det oprindelige kloster, som munkene begyndte at opføre i 529-530 er væk, er klostret stadig et besøg værd. Og det fortæller også Europas kristne historie på sin egen måde. Klosteret blev allerede ødelagt af langobarderne i 589, da Romerriget gik helt i opløsning, men Benedektinermunke begyndte at bygge på stedet igen i 718, hvorefter det blev ødelagt nok en gang i 884 af saracenerne og genopført igen i 949. I 1349 blev det stærkt beskadiget i et jordskælv, og så nok engang jævnet med jorden under 2. verdenskrig. Men nu står det der igen.
Jeg har ikke gået ruten selv, men har "smagt på ruten" med et par dagture omkring Montecassino og Subiaco, hvorfra ovenstående fotos stammer. Ruten var godt afmærket de forholdsvis få kilometer, hvor jeg har gået. Der findes en guide, se https://www.camminodibenedetto.it/guida/
der kan købes via nettet, og som skulle have overnatningslister m.m.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar