søndag den 18. marts 2018

"Kendiser" på Caminoen

Nu er det BBCs tur til at sende et program, hvor ikke een, men syv kendiser prøver kræfter med Camino Frances. Går det som tidligere, vil det betyde nok en kraftig stigning i antallet af pilgrimme, selvfølgelig primært fra Storbritanien.
Formelt begyndte den "pilgrimsmode", som de seneste over 30 år har bredt sig kraftigt til hele Europa, Sydamerika, og de senere år til USA og Sydkorea, da enkelte franske pilgrimme forsøgte at finde vej gennem Nordspanien af jakobsvejen mod Santiago og fik hjælp af en spansk præst, der fik tegnet gule pile hele vejen fra Roncesvalles til Santiago. Men det var først, da den brasilianske forfatter, Paulo Coelho, i sin bog pilgrimmen, fortalte om en vandring, der ændrede hans liv, at der for alvor begyndte at komme andre pilgrimme end nogle få spaniere (primært i såkaldt hellige år) og endnu færre franskmænd, der fortsatte turen helt til målet fra Le Puy. Og så bredte trenden sig, og der kom flere bøger fra begejstrede pilgrimme, TV-programmer, dokumentar- og spillefilm. Herhjemme kom rykket efter Bertelsen på Caminoen i december 2010, mens amerikanerne begyndte at befolke ruten efter The Way, ligesom tyskerne over flere gange - først efter bestseller bøger, dernæst efter spillefilm, også fandt vej i tusindvis, og sydkoreanerne efter, at den sydkoreanske forfatter(inde)Kim Nam Hee skrev "En kvindes rejse alene", der handler om en kvindelig pilgrim på Camino Frances.
Jeg gik selv Camino Frances for 3. gang i 2011, og jeg husker hvordan, der blev talt dansk på en spansk pilgrimssti som aldrig før, selvom stort set alle dansktalende bedyrerede, at det ikke var på grund af Bertelsen de gik. I 2011 blev det til 1.644 danske pilgrimme - over 3 gange så mange som i 2010.
Nu er det så britternes tur. I fredags, den 16. marts mellem kl. 21 og 22, hvilket er den bedste sendetid i UK, begyndte programserien: Pilgrimage: The Road To Santiago med 7 britiske kendiser på BBC2. Her de syv medvirkende: Actor Neil Morrissey, entertainer Debbie McGee, comedian Ed Byrne, singer Heather Small, priest Kate Bottley, journalist Raphael Rowe and TV presenter JJ Chalmers . Navnene siger ikke undertegnede ret meget, men det gør de i UK, så der er lagt op til ret så store seertal, at efteråret 2018, og hele 2019 næsten med garanti vil give langt flere britiske pilgrimme på stierne i Spanien, selvom gruppen - formentlig - med vilje er sammensat for at give "dynamik og konflikt og forargelse - og ikke mindst underholdning" - 4 parametre, der synes at være et must for al moderne tv - også her i landet. Her taget fra foromtalen på BBCs hjemmeside: The group - made up of a variety of faiths and beliefs, including Christian, atheist and humanist - will live as simple pilgrims. But will this journey of a lifetime change the way they think about themselves and their faith?
I fjor 2017 kom der et forholdsvis beskedent antal, nemlig 5.768 pilgrimme med britisk pas til Santiago. Til sammenligning kom der 6.643 - altså flere i antal - med irsk pas, selvom Irland rent befolkningsmæssigt kun udgør under 1/10 af den britiske befolkning, og husk, at UK har et forholdsvis stort katolsk mindretal opgjort i 2011 til 5,7 millioner. Så der er lagt til mere end en fordobling af briter på Camino Frances de kommende år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar