fredag den 15. september 2017

Alternativ til Camino Frances via Sarria

Der er mega trængsel på Sarria - Santiago - specielt i sommermånederne. Der er stort set ingen pilgrimme på Camino Inverno, som kan være et alternativ til dem, der gerne vil gå en rute med lidt færre pilgrimme.
Der skrives meget på nettet om, at der er alt for mange pilgrimme, der alene går de sidste ca 120 kilometer af Camino Frances fra Sarria til Santiago. I år ca 25.000 i månederne juli og august. Der klages over mangel på senge, meget støj og trængsel på pilgrimsvejen. Senest - i efteråret 2016 - da jeg gik Camino Primitivo og stødte ind i Camino Frances i Melide (blækspruttebyen), synes jeg personligt ikke, at det var et problem - tværtimod synes jeg tit, at det er oplivende med de spanske ungdomsgrupper, når de kommer syngende (ofte Mariasange/salmer) med store grin og ofte store vabler. Men til dem, der mener, at det ville være rart med et alternativ - eksisterer der faktisk et. For nogle få år siden etablerede en af de - utallige - spanske pilgrimsvenneforeninger en vintersti uden om bjergene ved o Cebreiro, Camino Inverno. Stien har faktisk åben hele året, og der er etableret overnatning langs ruten. Få benytter den, men den går i en bue mod Camino Sanabres (sidste del af Via de la Plata), så man kommer ind i Santiago syd fra sammen med pilgrimmene fra Via de la Plata. Jeg har ikke selv gået ruten, men læst på nettet, at der kommer flere herberger langs den, og at den tidligere omtalte mangel på afmærkning nu skulle være i orden.
Ruten udgår fra den gamle ridderby Ponferrada. Den "traditionelle" Camino Frances fra Ponferrada over O Cebreio og Sarria er på knapt 220 km. Vinterruten (Camino Inverno) er på knapt 260 km - altså kun en til to dagsetaper længere, set i forhold til at hele ruten af Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago efterhånden har passeret 800 km, så om man skal gå 800 km eller 840 km, gør vel næppe den store forskel. Du kan læse mere om Camino Inverno på bla. disse to hjemmesider: http://www.mundicamino.com/los-caminos/66/camino-de-invierno/ og på https://www.gronze.com/camino-invierno
Her et foto fra oktober 2016, ca
ti kilometer før Monto Gazo, hvor både Camino del Norte og Camino Primitivo er stødt ind i Camino Frances, og der bliver mere trængsel. En del af de pilgrimme, som man møder på de sidste 100-120 km før Santiago, bor iøvrigt ikke på de traditionelle herberger. De spanske grupper bor ofte på skoler, og flere rejseselskaber med pilgrimsrejser/vandring på programmet har bagagetransport fra hotel til hotel. Du møder dem på stien, men ser dem sjældent, når du har tjekket ind på et herberg.