lørdag den 8. juli 2017

Er pilgrimsstierne blevet for overfyldte ?


Over 300.000 Santiagopilgrimme i år ? Det første halvår af 2017 gav en stigning på over 10% i antallet af pilgrimme i forhold til i fjor.
Var det ikke meget bedre at gå pilgrimsvandring for 10 - 20 år siden ? I dag er der da alt for mange på Caminoen, lyder det ofte, når undertegnede holder foredrag om pilgrimsvandring. Og meget er forandret de seneste 20 år, men er det dårligere nu? Det afhænger af, hvordan man ser på det. Mere herom senere i dette indlæg.
For det er, da rigtigt, at der i disse dage er pilgrimme overalt i Santiago, og meget tyder på, at det endelige antal Santiagopilgrimme i år vil overstige 300.000. For 25 år siden ( i 1992 ) kom der 9.764 rygsækpilgrimme ind til Santiago på et helt år. Og den gang synes man, at nu havde den middelalderlige pilgrimsvandring til helgeners grave fået en stor renæssance. Her i juli svarer de 9.764 stort set til antallet på 4-5 dage.
I første halvår af 2017 er det blevet til ialt 112.202. Det er en stigning på over 11 % i forhold til samme periode i fjor, hvor der kom 101.050 pilgrimme ind. Juli og August er månederne med langt flest Santiagopilgrimme, I fjor kom der i juli/august ialt næsten 100.000 pilgrimme ind til Santiago, og da september/oktober også har rigtig mange pilgrimme tegner alt til, at rekorden på næsten 278.000 pilgrimme i fjor vil blive slået i år. Altså fortsat ny rekord hvert år.
Var alt så ikke meget bedre på pilgrimsstierne i gamle dage - altså for 20 år siden?. Mit svar er: At alt var anderledes. Bedre? Det vil jeg ikke sige.
For 20 år siden i 1997 kom der godt 25.000 pilgrimme ind til Santiago på et helt år. Næsten alle gik af Camino Frances, og næsten 16.000 af dem kom ind i juli/august. Næsten alle juli/augustpilgrimme var spaniere og begyndte deres tur i Sarria - altså kun ca 120 km fra Santiago. Der var mere end rigelig plads på stien. Jeg var selv på stien hele maj fra Saint Jean Pied de Port, og begejstring er et mildt ord for mine oplevelser. Jeg er og var meget glad for at gå pilgrimsvandring. For 20 år siden var der langt mellem herbergerne - flere dage - meget langt. Der var ikke hospitaleros alle steder, man gik bare ind i et - nogen gange tomt - herberg og slog sig ned. Rengøringen var tit så som så. Jeg husker et sted, hvor to franske (ældre kvinder) begyndte at gøre hovedrent ved ankomsten. Der var nærmest ulækkert. Mænd og kvinder badede normalt i samme rum - også på klostre og i kirkelige herberger. Og en stor del af de pilgrimme man mødte første dag, blev ens faste "sovekammerater" næsten hver nat. Man gik i kirke sammen, spiste sammen og indgik i det hele taget i et fællesskab på tværs af nationalitet, alder og køn. Nogle af dem blev nære venner, hvor kontakten er holdt vedlige mange år efter. Jo, det var stort.
Men som sagt; der var langt mellem herbergerne, så afstanden bestemte reelt hvor lang hver dagsetape var. Det var hårdt for mange, især ældre pilgrimme havde svært ved at gå over 30 km på en dag. Der var dage, hvor den første bar viste sig over middag, og morgenkaffen forblev en drøm. Og det lykkedes faktisk nogen af mine medpilgrimme at fare grundigt vild. Jeg husker en aften lige før Burgos, hvor spanske Augustin først ankom efter mørkets frembrud efter en uønsket lang dag væk fra stien.
I dag er det nærmest umuligt at fare vild, servicen langs caminoerne er i top - naturligvis bedst på de mest benyttede ruter. Dette forår tog jeg et gensyn med Via de la Plata fra Sevilla til Salamanca. Der var enkelte dagsetaper på ca 40 km., og her var der også mange genganger-pilgrimme, jeg boede med stort set dagligt. Enkelte steder var herberget lukket uden varsel, og man skulle i det hele taget være mere om sig end på Camino Frances. Via de la Plata er tæt på at ligne en rute, som for 15-20 år siden.
Jeg synes, at der er både ulemper og fordele for den enkelte ved at være på en meget besøgt pilgrimsrute. Der er flere på den "overfyldte" rute, der irriterer en, men der er også større mulighed for at lave rigtig gode fællesskaber, idet der næsten altid vil være nogen, man svinger med. Og så glæder jeg mig i almindelighed over, at pilgrimstrenden vokser og vokser, Jeg hører til dem, der mener, at middelalderen ikke var så sort endda, og at vi kan lære noget af at gå i middelalderpilgrimmens fodspor om tålmodighed, fællesskab, afhængighed af andre mennesker, hjælpsomhed og måske også få en større forståelse for kristendommen, som den udfolder sig i Europa i dag.