søndag den 9. juli 2017

De gule piles succes !

De gule pile - som tegn på pilgrimsvandring - har gået deres sejrsgang over hele Europa. Manden bag pilene er for længst død.
I 1984 fik præsten Elías Valiña i O Cebreiro; der ligger ca 167 km før Santiago, en ide, som det nærmest må have været umuligt for ham at forstå rækkeviden af. I begyndelsen af 1980erne var enkelte franske pilgrimme begyndt at gå fra Le Puy i Frankrig til Santiago, og sammen med de få spanske pilgrimme, der gik om året, blev det i starten af 1980erne ikke til mere end et par tusinde pilgrimme årligt. De franske pilgrimme overnattede i klostret i O Cebreiro og fortalte Elías Valiña om, hvor svært de havde ved at finde vej i Spanien. Fra Le Puy til Saint Jean Pied de Port på kanten af Pyrenæerne var stien (GR 65- som pilgrimsruten i Frankrig hed på det tidspunkt) afmærket hele vejen, men når pilgrimmene kom ind i Spanien, måtte de hele tiden spørge om vej på et sprog de ikke kunne, nemlig spansk.
Vi maler gule pile hele vejen fra klostret i Roncesvalles til Santiago, foreslog Elías Valiña en gruppe yngre spanske pilgrimme, der heller ikke syntes, at det var særlig nemt at finde vej på Camino Santiago (Jakobsvejen). Og så begyndte de at lave gule pile. Først i Galicien fra O Cebreiro til Santiago og i løbet af få år var hele Jakobsvejen (Caminoen, som den i dag kaldes her i landet) fra Pyrenæerne til Santiago plastret til med gule pile. I 1989 - samme år som præsten Elías Valiña døde - fulgte 5.760 pilgrimme de gule pile til Santiago. Og i år vil antallet af pilgrimme, der går til Santiago formentlig passerer 300.000, samtidig med, at der er malet gule pile på kryds og tværs i hele Spanien, der nu har over 30 jakobsveje, som hvert år befolkes af rygbærende pilgrimme i et antal, der overgår al fantasi. I resten af Europa findes pilgrimsstier med gule pile eller Jakobsvejens officielle vartegn, muslingeskallen, og her i nord, hvor pilgrimsvandring blev forbudt efter reformationen som værende ugudelig og kættersk, går i hundredevis af pilgrimme hver sommer rundt mellem vore middelalderkirker i større grupper med en folkekirkepræst i front, ligesom over 2.000 danske pilgrimme nu årligt tager turen over Pyrenæerne til Santiago.
Her en pil på den østrigske jakobsvej, hvor afmærkningen også tydelig har træk fra don Elías Valiña i O Cebreiro.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar