fredag den 26. december 2014

Ny redningstjeneste i Pyrenæerne

Pilgrimsvejen over Rolandspasset /Rondesvalles sikres bedre.


Beredskabsstyrelsene i den spanske region Navarra og den franske region Pyrénées - Atlantiques, der hjælper pilgrimmene i nød på vej over Pyrenæerne, laver nu en ny service på etapen Saint Jean Pied de Port til klostret i Rondesvalles .  Der er oprettet internetforbindelse, der kan nås alle steder på pilgrimsstien via telefoner, ipad og lignende, så pilgrimmene hele tiden har fri Wifi-forbindelse, hvor de kan kommunikere med redningstjenesterne.
Her vil det også være muligt - før en pilgrim går op af  Napoleonsruten over Pyrenæerne, at se hvordan vejr og vejforhold er. Det kan nemlig være direkte livsfarligt i forkert vejr, hvor først og fremmest tåge, men også sne kan gøre det umuligt at se, hvor man går, ligesom kraftig blæst og storm kan blæse en pilgrim ud over bjergsiden.
Der laves ligeledes ny skiltning de steder, hvor pilgrimme før har haft problemer omkring Bentartea og Lepoeder, ligesom der er nu er sat pæle med numre op langs hele toppen af Pyrenæerne, så pilgrimmene via Wifi-forbindelsen kan fortælle redningsmandskabet, hvor de er, hvis der sker noget ubehageligt.
Endelig er der sat et signal op ved foden af stien i Saint Jean Pied de Port, som dagligt vil oplyse pilgrimmene om, hvorvidt de bør blive nede på grund af vejrlig eller vælge alternativruten over Valcarlos.
Myndighederne anslår, at der  i 2014 har været 70.000 pilgrimme, som er gået over passet, og næsten 100 gange har der været hændelser eller uheld, som har krævet assistance.














Ingen kommentarer:

Send en kommentar