fredag den 19. december 2014

"Caminoen er blevet for kommerciel"

Caminoen er blevet for kommerciel, sådan lød budskabet, da pilgrimme og pilgrimseksperter fra en række lande, Sydkorea, Japan, Filippinerne, USA, Mexico, Argentina, Belgien, Frankrig, Italien, Portugal og Spanien, i denne uge mødtes til en konference i Villa Franca de Bierro, der er sidste stop før Jernkorset på den franske rute, Camino Frances.
Det er den spanske avis Diario de Navarra, der bringer historien under overskriften: Los peregrinos denuncian "la masificación" del Camino de Santiago
Kommercialiseringen har ført til forringelser af denne historiske, naturskønne, religiøse og kulturelle rejserute, lød budskabet, ligesom de på konferencen mener, at "massificeringen" har ført til udnyttelse af pilgrimmene. Gæstfriheden er blevet forringet.
Samtidig vender deltagerne i konferencen sig imod det Compostela, som pilgrimskontoret i Katedralen i Santiago de Compostela giver til pilgrimmene, hvis de går de sidste 100 kilometer til Santiago. Kan den katolske kirke ikke finde på noget andet, lyder kritikken i Diario de Navarra, uden at der oplyses noget om, hvad det så skulle være. Det hedder alene, at den katolske kirke skal sætte noget andet i stedet.

Min  kommentar: Det er svært på artiklen at forstå, hvad de forsamlede pilgrimme og såkaldte pilgrimseksperter egentlig vil. Det de reelt klager over er vel, at Jakobsvejen til Santiago har fået så stor succes, at de der bor langs pilgrimsruten laver herberger, barer og andet, hvor de lever af at betjene pilgrimmene, og dernæst synes, at gæstfriheden er blevet mindre. Men når der går langt over 1.000 pilgrimme dagligt på hver etape på Jakobsvejen i sommermånederne er det vel lidt meget at forlange, at de, der bor langs Jakobsvejen, smider alt, hvad de har i hænder for at vise gæstfrihed.
Jeg har gået Camino Frances flere gange - både med forholdsvis få medpilgrimme, og senest da jeg var en lille myre i en uendelig række af pilgrimme. Begge dele var stort, og det virker på mig, som om at nogen mener, at de har mere krav på Jakobsvejen end andre, og derfor ønsker færre pilgrimme. Sådan har jeg det ikke.