fredag den 29. januar 2016

Paven og Camino Portugues

Pave Frans/Francisco har bebudet, at han kommer på besøg i Fatima i Portugal den 13. maj 2017 - altså om over et år. Det sker som led i de store jubilæumsfester i Fatima, hvor de fejrer, at Jomfru Maria viste sig for nogle børn flere gange for snart 100 år siden - første gang 13. maj 1917. Pilgrimsstien mellem Lissabon og Santiago, Camino Portugues, er de seneste år blevet utrolig populær med 43.137 i 2015. En - efterhånden meget brugt - variant på den middelalderlige rute mellem Lissabon og Porto går nu gennnem Fatima, ligesom en del pilgrimme, når de har nået Santiago af Camino Frances, fortsætter pilgrimsvandringen ved at gå til Fatima. Der er nu afmærkning og overnatningsmuligheder på hele pilgrimsruten Fatima - Santiago.
Der vil formentlig i forvejen ske nærmest en eksplosion i antallet af pilgrimme på Camino Portugues til næste år i 2017 i forbindelse med 100 års junilæet, og nu efter at Paven har oplyst, at han også kommer til Fatima op til den 13 maj 2017, vil antallet af pilgrimme formentlig stige yderligere. Og hvor langt de fleste pilgrimme i dag går i retning mod Santiago på strækningen mellem Fatima og Santiago, er der en meget stor sandsynlighed for, at pilgrimsstrømmen i foråret 2017 vil gå den modsatte vej.
Fatima ligger ca 125 km nord for Lissabon og 187 km syd for Porto. En kombisation af Camino Portugues og Fatima er rimelig let, idet der går en afstikker nord for Lissabon på Camino Portgues til Fatima. Ruten har en blå pil, og ud af Fatima mod Porto og Santiago er ruten, som normalt, afmærket med gule pile.

torsdag den 28. januar 2016

Yderligere investeringer i Camino del Norte og Camino Primitivo

Lokalregeringen i Austrien vil bygge flere herberger og forbedre stierne på de nordlige Caminoer.
Camino del Norte (15.862 pilgrimme i 2015) og Camino Primitivo ( 11.471 i 2015) har de seneste få år oplevet langt mere tilgang af nye pilgrimme end Via de la Plata ( 9.221 i 2015 ) og ligger i dag nu nummer henholdvis 3 og 4, som de mest benyttede pilgrimstier / Caminoer i Spanien. 340 km af Camino del Norte og 140 km af Camino Primitivo går igennem den spanske region Austrien, der nu vil afsætte et meget stort beløb til at forbedre forholdene for de mange nye pilgrimme. ( Her et vue fra Camino del Norte mellem Ribadesella og Oviedo)
De har nu indkaldt forslag fra Den katolske Kirke, Pilgrimsforeningerne, Universitetet i hovedstaden Oviedo, samt diverse turistorganistioner og bedt dem komme med ideer til, hvad der skal gøres for at forbedre forholdene for de mange nye pilgrimme, og lokalregeringen lægger selv ud med, at den er indstillet på at oprette nye og bedre herberger langs ruten. Arbejdet med at indretten nye herberger sættes dog først i gang til september, så de pilgrimme der tager turen i indeværende sæson får ikke glæde af den stort opsatte plan.
Det hedder som begrundelsen for planen, at f.eks. herbergerne i Ribadesella og El Franco de seneste få år har haft en tidobling i antallet af pilgrimme, og at man flere steder ikke har kapacitet til at tage der mange pilgrimme. Vi skal værne om vores kulturarv og sætte de fornødne midler af, siger en talsmand for Austrien.

onsdag den 27. januar 2016

Mordet på Denise Thiem spøger stadig

Politiet er nu begyndt at se efter andre ofre for chikane/tyveri i forbindelse med sagen mod Denise Thiems morder.
Det første mord på en pilgrim i vores tid sætter sig stadig spor i de spanske medier. Den amerikanske pilgrim, Denise Thiem, forsvandt påskedag i foråret 2015, og hendes lig dukkede først op på en gård ikke så langt fra Santa Catalina de Somoza fem måneder efter. Mordet på Denise Thiem fandt sted udenfor Astorga på vejen op mod Rabanal og Jernkorset, ikke langt fra hvor pilgrimstien passerer den lille by Santa Catalina de Somoza. Morderen har tilstået og sidder bag lås og slå. Han har i retten forklaret, at han forsøgte at tage den 41 årige pilgrims penge, hvorefter hun gjorde modstand, og han kom til at slå hende ihjel med en sten.
Politiet fandt først frem til ham fem måneder senere efter tip fra lokale. De fandt ham med rygsæk på Camino Primitivo, hvor de har mistanke om, at han også forsøgte at stjæle pilgrimmenes penge. Nu meddeler spanske aviser, at det spanske politi har rettet henvendelse til kolleger i to så forskellige lande som Tyskland og Kina, fordi de mener, at pilgrimme herfra også har været generet og udsat for kriminalitet af Denise Thiems morder.
Denise Thiems tragiske skæbne på Camino Frances har trukket store overskrifter i det meste af 2015 mange steder i verden, ligesom tragedien er blevet drøftet grundigt på diverse hjemmesider. Kan kvinder gå Caminoen alene ?. Det kan du læse om her på siden bl.a. i et indlæg fra den 11. november 2015: Kan kvinder gå Caminoen alene 2 .
I dagene - lige efter fundet af Denise Thiems jordiske rester - var der en del beretninger bl.a. på tyske hjemmesider fra især kvindelige pilgrimme, der havde følt sig generet eller oplevet noget ubehageligt netop på strækningen mellem Astorga og Rabanal udenfor Leon tæt på Galicien. Det er disse beretninger, som det spanske politi nu er ved at undersøge nærmere, idet de har en teori om, at det er samme gerningsmand, som står bag det hele.
Til nye læsere: Der dør pilgrimme på Caminoerne i Spanien hvert eneste år. En af de store spanske pilgrimsforeninger har optalt antallet af dødsfald på Caminoen siden 1985. De er kommet frem til, at der til dato er 134, der på den ene eller anden måde er kommet af dage, mens de var pilgrimme. Langt de fleste ved hjertestop eller andre sygdomme, nogle ved trafikulykker og nogle ved ulykker i bjergene, og een, Denise Thiem, er blevet myrdet. I samme periode har over 3 millioner pilgrimme gået Camino i Spanien.
De seneste år har jeg læst beretninger på nettet om - undskyld - rumænere, der er begyndt at husere langs Caminoen - især Camino Frances - hvor de har tigget og optrådt ubehageligt overfor pilgrimmene. Det har ført til, at den spanske stat har afsat politi til netop at tage sig af disse grupper. Personligt har jeg ALDRIG oplevet noget, heller ikke når jeg har gået alene på stien. Jeg har generelt oplevet alle pilgrimsruter i Europa som meget trygge, og de mennesker som jeg har mødt undervejs, er normalt UALMINDELIGE HJÆLPSOMME. Jeg har enkelte gange mødt sure og brovtende personer, men kun meget få gange haft en ubehagelig fornemmelse - men det kan lige så godt skyldes mig selv. Derimod har jeg flere gange oplevet ubehagelige hunde, som jeg heldigvis er sluppet godt fra.

tirsdag den 26. januar 2016

Ultreia - Chanson de pèlerins

Her en adresse på Youtube, hvor du finder en hel serie små "hjemmevidoer" fra Le Puy-ruten, begyndende med solosang af pilgrimssangen over dem alle Ultreia,
https://www.youtube.com/watch?v=Rtny1-EawRQ&app=desktop
bliver du på siden kommer der flere små pilgrimsfilm, alle med musik som underlag til billeder af Gr. 65, som Le Puy ruten hedder i Frankrig. Og de smukke landskaber over centralmassivet mellem Le Puy og klosterbyen Conques ( ca 200 km ) er - i følge denne skribents opfattelse - en af de mest fantastiske jakobsvejsetaper i hele Europa.

Ultreia
Tous les matins nous prenons le chemin,
Tous les matins nous allons plus loin.
Jour après jour, St Jacques nous appelle,
C’est la voix de Compostelle.

Ultreïa ! Ultreïa ! Et suseia Deus adjuva nos !

Chemin de terre et chemin de Foi,
Voie millénaire de l’Europe,
La voie lactée de Charlemagne,
C’est le chemin de tous mes jacquets.

Ultreïa ! Ultreïa ! Et suseiaDeus adjuva nos !

Et tout là-bas au bout du continent, Messire Jacques nous attend,
Depuis toujours son sourire fixe,
Le soleil qui meurt au Finistère

Ultreïa ! Ultreïa ! E suseia Deus adjuva nos !

mandag den 25. januar 2016

En epoke på Caminoen er slut

Den galiciske delregering er - trods protester - begyndt at fjerne de mange pilgrimssten med muslingeskal og kilometer antal, som har præget Caminoen i 30 år.
Vi vil lave en bedre skiltning end den, der er, siger den galiciske regering, efter at store lastbiler er begyndt at fjerne de flere hundrede Santiago-sten, der har stået langs Camino Frances i Galicien siden 1986. Det var - den nu afdøde præst - Elias Valina, der opfandt de gule pile, og derefter tog initiativ til de "lidt ganmmeldags" Milesten langs Caminoen med angivelse af antallet af kilometer, der var tilbage til Santiago. Don Elias Valina var præst i O Cebreiro, hvor han nåede at blive en positiv levende legende for mange pilgrimme, før han døde i 1989. I dag står der en mindesten ved Valfartskapellet i O Cebreiro.
( Billedet er taget fra den spanske avis: La Vos de Galicia)
Beslutningen om at fjerne stenene og udførselsen af selve arbejdet, som er i gang denne vinter, er ikke gået stille af. Formanden for - formentlig den største pilgrimsforening i Spanien, la asociación de Amigos do Camiño na Comarca de Sarria, Jorge López, siger, at det er en ødelæggelse af den arv, som den galiciske regering har fået kvit og frit efter Don Elias Valina, der begyndte sit arbejde med at gøre pilgrimsruten berømt uden nogen som helst hjælp fra det politiske system.
Men nu kommer der altså ny afmærkning inden pilgrimssæsonen rigtig går i gang. Og en ting må man medgive den galiciske regering. De kilometerangivelser, der var på de gamle sten, var ikke længere korrekte. Pilrgimsvejen er flyttet mange gange siden 1986, og alene den ny lufthavn i Santiago har betydet, at pilgrimmene nu skal gå i en står bue - ca 5 km- længere - for at nå ind til Monto Gozo. Så når pilgrimme - tidligere - tog et billede af sig selv ved 100 kilometerstenen, måtte de senere sande, at kilometer i Galicien var lidt længere end 1.000 meter pr. styk.
Lokalregeringen har investeret over 8 millioner kroner i den ny afmærkning.
Ja, det gør også lidt ondt på undertegnede at se billedet ovenover med de kasserede sten. Men nogle pilgrimme har selv været lidt hårde ved stenene de seneste 30 år. Flere sten er overmalet med alskens farver og slagsord, og andre er det lykkedes pilgrimme at banke muslingeskallen af - formentlig for at tage den med som sovenier. Så nu får vi se, hvad der sættes op i stedet.

fredag den 22. januar 2016

Jakobsvej på 1.400 km fra et hjørne af Spanien til et andet.

Den spanske pilgrimsforening, La Asociación Jacobea de Almería-Granada Camino Mozárabe, gør stor reklame for en middelalderlige pilgrimsrute fra det sydøstlige hjørne af Spanien, Cabo de Gata til det nordvestlige hjørne Cape Finisterre, kendt af mange danskere som verdens ende.
I højmiddelalderen fra 718 til 1492 blev det sydøstlige hjørne af Spanien styret af muslimske Maurere, der var gået i land med en stor hær på Gibraltar i 718. De besatte det meste af den iberiske halvø, drog ind i Frankrig, hvor de blev slået ved Portier 732, hvorefter de satte sig fast syd for Pyrenæerne og gjorde Den iberiske Halvø til deres. I de følgende århundrede bølgede der med jævne mellemrum krige mellem de oprindelige beboere, der var kristne og de nye muslimske herskere. Men først efter næsten 300 år, 1031, faldt Kalifatet i Cordoba fra hinanden. I starten af 1200 tallet lykkedes det en af de spanske kristne konger, Alfonso den 7., at sætte sig på det meste af det nuværende Spanien, og først i 1492 var hele Spanien igen under kristent herredømme. Under Maurerne i det Anduliske område blev samfundet inddelt i flere klasser, øverst mauerne selv, nederst Mozarabes, der var kristne indbyggere. Klasserne levede i parallel samfund, og i de mere fredelige perioder havde Mozarabes lov til/mulighed for at gå til Santiago. Og vejen de gik af hed meget naturligt El Camino Mozárabe de Santiago. Det er denne rute, der nu er genetableret, og som en af Spaniens - snart sagt - uendelige antal pilgrimsforeninger, La Asociación Jacobea de Almería-Granada Camino Mozárabe, nu gør en stor indsat for at gøre berømt. Kommunerne langs ruten indretter nye herberger, og pilgrismforeningen har i løbet af vinteren lavet events, hvor en større gruppe en-dagspilgrimme går en længere tur hver gang, der skal indvies et nyt herberg af den lokale borgmester, senest for få dage siden den lille by Alba, der ligger på kanten af Nationalparken Sierra Neveda, nogendelunde midtvejs mellem Cabo de Gata og Granada. Flere bormgmestre langs ruten har lovet at donere en skatteyder Euro pr. pilgrim i 2016 til La Asociación Jacobea de Almería-Granada Camino Mozárabe, der arbejder for pilgrimmenes ve og vel på ruten.
Hele ruten fra Cabo de Gata til Cape Finisterre er på ca 1.400 km og er dermed den længste pilgrimsrute i selve spanien. Den støder ind i Via de la Plata ved Merida, hvorfra der er ca 780 km til Santiago, og derefter ca 90 til Finestere. Selve El Camino Mozárabe fra Cabo de Gata til Merida er altså på knapt 600 km. Ruten deler sig iøvrigt i to, så man også kan gå fra Malaga.
Jeg har kun gået Via de la Plata, der går fra Sevilla til Santiago, der er på ca 1.000 km, og 90 km. mere, hvis man vil helt til Finestere. Denne rute har jeg omtalt under Europæiske pilgrimsruter.
Man kan læse mere om mulighederne for at gå fra strandene omkring Malaga i det sydøstlige hjørne af Spanien til Santiago på denne hjemmeside http://www.caminomozarabedesantiago.es/ .
Det er ikke bare i resten af verden, at Camino Santiago har fået en renæssance. Det har den sandelig også i Spanien, og jeg læste for nylig et sted, at pilgrimsvandring snart holder mere sammen på det politisk splittede land end noget andet. Spanierne går både alene og i større grupper, ( ungdomsgrupper går ofte sammen med deres lokale ungdomspræst, men så er det oftest kun fra Sarria ca 120 km fra Santiago), og der bliver flere spaniere rent antalsmæssigt på stierne hvert år. En af de nye "meget spanske" pilgrimsruter går fra Madrid, Camino de Madrid, og den ser ud til meget hurtigt at blive populær.

torsdag den 21. januar 2016

Vinterturen over Pyrenæerne

Over 200 pilgrimme ventes at passerer Pyrenæerne i løbet af januar. I februar bliver det formentlig over dobbelt så mange. Her er lidt hjælp til de danske pilgrimme, der skal gå turen.
I januar - februar 2015 tog over 700 pilgrimme turen over Pyrenæerne, mange af dem af den såkaldte Napoleonsrute over Col Leopoder. Den rute er blevet lukket denne vinter, fordi mange kom til skade eller skulle hentes ned seneste vinter 2014/15.
Det betyder, at pilgrimme frem til 1. april skal tage turen over Valcarlos i stedet. Herunder to illustrationer, som de franske pilgrimsforeninger har lavet for at hjælpe pilgrimme lidt på vej. Øverst et kort med de to ruter over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port. Det er den grønne rute, der er åben i vinter. Nedenunder et kort med højdekurverne på Valcarlosruten.