søndag den 12. januar 2020

Camino Primitivo har ikke mange donativo herberg

Camino Primitivo er først inden for de seneste 6-7 år blevet en af de meget benyttede jakobsveje, og den har mange overnatningsmuligheder, men få Donativo.
Er det muligt at overnatte primært på Donativo-herberger på Camino Primitivo ? Og spørgsmålet er meget naturligt afledt af gennemgangen af mulighederne på Camino del Norte, som blev omtalt her på siden lørdag, den 4. januar. Og svaret er nej, der er - efter hvad undertegnede ved - kun 4 donativo herberger på hele ruten, og heraf er de 3 klumpet sammen med få kilometer imellem, så reelt vil stort set alle pilgrimme på Camino Primitivo kun have mulighed for at bo på Donativoherberg 2 gange undervejs.
Men her listen:
Grado – Albergue Villa de Grado
Porciles – Albergue Fontenonaya
Bodenaya – Albergue de Peregrinos
La Espina – Albergue El Cruce
Hvoraf de tre første ligger som perler på en snor med kun ca 1-2 km imellem. Albergue de Peregrinos i Bodenaya er nok det kendteste af disse fire herberg. Det er David, der for nylig har fået selskab af Celia (tillykke med det), der residerer. David var for - nu snart flere år siden - frivillig hos præsten Don Ernesto i Güemes, før han åbnede sit eget herberg på Camino Primitivo, hvor han næsten har opnået samme "kultstatus", som Don Ernesto.
(Her et næsten 4 år gammelt billede af David (th), der tager imod en pilgrim)Der er 18 sengepladser i Albergue de Peregrinos i Bodenaya, og det forlyder, at der er "udsolgt" hver nat i sæsonen.
Men Camino Primitivo har i dag mange herberger af stigende kvalitet, og der kommer stadig flere til, så overnatning er generelt ikke noget problem på ruten, selvom jeg har hørt, at der også her - ligesom på Camino Frances - kan være lidt kamp om sengepladserne i højsæsonen. Jeg har senest gået Camino Primitivo i september/oktober 2018 uden overnatningsproblemer. Du kan eventuelt læse min pilgrimsdagbog her: http://www.jakobsvejen.dk/2018/10/dagbog-fra-bjerg-caminoen.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar