mandag den 18. november 2019

Camino Portugues vokset eksplosivt i pilgrimsantal

De første ti måneder i år er næsten 92.000 pilgrimme ankommet til pilgrimskontoret i Santiago af Camino Portugues.
Der er nu halvt så mange pilgrimme på Camino Portugues som på Camino Frances, oplyser la Voz de Galicia i en over en uge gammel artikel, som undertegnede først har set nu. Det hedder bl.a. i la Voz de Galicia, at der de første ti måneder af i år er gået 91.917 pilgrimme ind i Santiago fra den portugiske rute, hvilket er over en fjerdedel (27,3%) af det samlede antal pilgrimme, 336.693, der er kommet til Santiago de første ti måneder i år. Camino Frances er stadig den mest benytte camino/jakobsvej i Spanien med 183.000 santiagopilgrimme eller ca halvdelen af de, der er nået Santiago, de første ti måneder af i år. Du kan læse hele artiklen her: https://www.lavozdegalicia.es/noticia/vigo/2019/11/08/camino-portugues-va-tiro-mueve-mitad-peregrinos-frances/0003_201911V8C1995.htm
Da langt de fleste pilgrimme på Camino Portugues begynder deres pilgrimsfærd i Porto (ca 240 km før Santiago) eller i Tui ( ca 115 km før Santiago) betyder det faktisk, at der i de senere år er langt flere pilgrimme pr. kilometer på stien på Camino Portugues end på Camino Frances, hvor det dobbelte antal pilgrimme er fordelt over ca 800 km. Først i Sarria de sidste ca 120 km før Santiago, hvor antallet af pilgrimme på Camino Frances stiger, er der lige så meget run på, som på Camino Portugues.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar