lørdag den 12. maj 2018

Camino Frances igen, igen

Kommentar: Så er jeg tilbage efter nok en tur på Camino Frances efter flere års pause fra denne rute. Og jeg er stadig begejstret for Camino Frances, selvom den hele tiden forandres.
Redaktøren af denne hjemmeside har efterhånden gået Camino Frances en del gange i en over 20 årig periode. Jeg gik ud af Saint Jean Pied de Port, den 11. april om morgenen i en blanding af sne og regn, der op af formiddagen blev til mere sne end regn, og 29 dage efter, den 9. maj gik jeg ind i Santiago tidligt om morgenen i flot vejr efter at have sovet sidste nat på ruten på Monte de Gozo få kilometer uden for Santiago. Ruten forandres hele tiden, hvilket ikke mindst skyldes antallet af pilgrimme, der hele tiden stiger og stiger. Og det er rigtigt, at man indimellem har fornemmelsen af et S-tog i myldretiden, når der er pilgrimme overalt, og det ville være nærmest en uoverkommelig opgave at tale med bare en lille del af dem. Men omvendt har denne tur for undertegnede givet store positive oplevelser, ligesom de religiøse "tilbud" undervejs i form af messer, klosterovernatninger, samt herberger med et kristent idegrundlag også er stigende. Der er barer, rastesteder og herberger for næsten hver 5 kilometer, så alle kan være med. Jeg mødte pilgrimme med såvel rollator som blinde-fører hund. Næsten alle har mulighed for at gennemføre Camino Frances - der er ruten for alle; ikke bare de sportige. Jeg vil en af de nærmeste dage lægge en pilgrimsdagbog ud med primært praktiske informationer, som forhåbentlig kan være en hjælp til dem, der overvejer at gå Camino Frances.
Kl. 14,45 var der indtil nu idag kommet 823 pilgrimme ind til Santiago og meldt sig på pilgrimskontoret. Inden dagen er omme kan over 1.000 have meldt sig - det fortæller lidt om, hvor mange der er på pilgrimsstierne i Spanien her i maj.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar