onsdag den 4. august 2021

Over 33.000 santiagopilgrimme i juli

33.883 pilgrimme kom i juli ind til Katedralen i Santiago for at bede om et compostella (bevis for veludført pilgrimsfærd), skriver den spanske avis la Voz de Galicia. Artiklen kan i sin helhed ses her:

https://www.lavozdegalicia.es/noticia/galicia/2021/08/03/camino-santiago-reactiva-julio-llegada-33000-peregrinos/0003_202108G3P8993.htm

I juli 2019 - før Coronapandemien - kom der 53.319 pilgrimme ind. Og selv om der er stor forskel på antallet fra for to år siden, viser et gennemsnit på over 1.000 om dagen, at der har været godt gang i en del af Caminoen i juli i år på trods af Corona. La Voz de Galicia har ingen informationer om, hvor langt pilgrimmene har gået eller hvilken nationalitet pilgrimmene har - avisen oplyser alene det samlede antal uddelte compostellaer med en tilføjelse af, at der er mange der starter i Sarria ( på Camino Frances godt 100 km før Santiago.)

Men traditionelt har juli og august været de måneder, hvor pilgrimmene primært var fra Spanien, og hvor størstedelen af pilgrimmene begyndte deres pilgrimsfærd forholdsvis tæt på Santiago.

mandag den 2. august 2021

Test- og/eller vaccinationskrav i Spanien

Det er stadig ikke ukompliceret at gå Camino i Spanien.

Der er forholdsvis mange på Caminoruterne i Spanien her primo august -  flest på Camino Frances, langt flest spaniere, flest yngre, ligesom mage kun går forholdsvis få dagsetaper før Santiago, men i går kom der over 1.100 pilgrimme ind til Santiago, langt færre end i sommeren før Covid 19, men der er altså stadig mange med rygsæk i Galicien.

Der er også danskere på Caminoen, selvom det er meget få i forhold til de 2.500 til 3.000 om året, der gik "Camino" før Covid 19. Så jo det kan lade sig gøre at tage af sted. MEN det er ikke ukompliceret. Det kræves flere steder undervcejs, at man enten er vaccineret eller kan fremvise negativ test. Det gælder bl.a. mange restauranter, overnatningssteder, samt nogle lufthavne, offentlig transpost m.m. Og i Spanien koster en test penge.

Til dem, der er i tvivl lige nu, og stiller spørgsmålet: Hvad kræver det af papirer at tage afsted ?; kan jeg desværre kun svare følgende, følg selv med på nettet. Situationen ændrer sig hele tiden.

Her en artikel, der er et par dage gammel, men hvor der meldes om nye - eller måske rettere genindførte - restriktioner: https://www.lavanguardia.com/vida/20210726/7624236/canarias-galicia-exigen-pasaporte-covid-restaurante.html

søndag den 18. juli 2021

Aktuel "Covid19-herbergsliste" til Camino Frances

Der er pilgrimme på pilgrimsruterne i Spanien - også danskere, men "Caminoerne" er væsentlig forandrede efter Covid 19 - pandemiens ankomst.

Kan man finde overnatning på Camino Frances ?, lyder et spørgsmål her i sommervarmen. Og svaret er Ja, men såvel den aktuelle Covid19 situation, som herbergslisterne ændrer sig.

I får et link til en aktuel herbergsliste på Camino Frances her:  

https://drive.google.com/file/d/1k6qqYEc-sYhgqC06kBEMRvC9YWa09d_K/view     

Med både røde (lukkede), Gule ( med forventet åbningsdag) samt grønne (allerede åbne) herberg. Men situationen ændres hele tiden, så følg selv med ! Undertegnede synes stadig, at www.gronze.com - når det gældere pilgrimsvandring i Spanien - er bedst orienteret.

Og jo, der er pilgrimme på stierne i Spanien - og de kan nu også tælles i tusinder, men i følge informationerne fra pilgrimskontoret i Santiago de Compostella, går langt de fleste pilgrimme, herunder Covid 19 - pandemien, langt kortere strækninger end før,  og der er derfor langt færre pilgrimme på stierne mere end 100 til 200 km væk fra Santiago end tidligere. I går kom der 1.244 pilgrimme ind til Santiago - altså et pænt antal, men selvom jeg ikke har nogen sikker information, vil min påstand/tese være, at langt de fleste alene har gået i Galicien, der i modsætning til det meste af Spanien, stadig er farvet grøn, altså lavt smittetryk. Det kan dog også være ændret, når I læser denne artikel.

Og danskere på Caminoen ? Her har der i sommer gået flere end jeg havde forventet. I juni blev det til 34 danskere, der bad om et compostella på pilgrimnskontoret i Santiago. Jeg har endnu ingen informationer om, hvor langt de danske pilgrimme har gået. Men af junis 14.827 ankomne pilgrimme til Katedralen i Santiago, var over 85 % spaniere eller portugisere, og under tusind havde gået over 700 km ( Saint Jean Pied de Port, Roncesvalles, Madrid, Barcelona eller endnu længere væk).



onsdag den 30. juni 2021

Ny app til pilgrimsruterne i Spanien

Den spanske pilgrimshjemmeside www.gronze.com kommer med nye tilbud til pilgrimmene, mens den spanske pilgrim, David, oplyser www.jakobsvejen.dk, at der er forældede informationer her på siden.

Den - efter min subjektive vurdering - bedste hjemmeside for pilgrimsvandring i Spanien, www.gronze.com, er her i Coronatiden blevet færdige med at udvikle en helt ny app til pilgrimsvandring i Spanien. Undertegnede er ikke nogen ørn til ny teknik, så det er derfor umuligt for mig at give nogen vurdering, men læs selv om appen og de mange kommentarer, der allerede er her:

https://www.gronze.com/foros/general/presentando-nuestra-app-gronze-maps-beta

Og så til www.jakobsvejen.dk , hvor den den spanske pilgrim, David, gør mig opmærksom på, at der under "Nyttige links" fra den 2. februar 2020 (altså lige før Coronapandemien lukkede verden ned) er et tysk link, der ikke længere fungerer. 

Jeg vedhæfter en kommentar under siden, så I er klar over, at det ikke er jeres PCer, der er noget galt med.

PS: Og så er der kommet lidt gang i pilgrimsvandringen igen. I går tirsdag kom der 715 pilgrimme ind til Santiago. Langt under de seneste års antal før Coronaen, men dog forholdsvis mange. 


lørdag den 19. juni 2021

Så ryger udendørsmasken i Spanien

 Fra lørdag, den 26. juni er det ikke længere lovpligtigt at bære udendørs mundbind i Spanien. Alt i alt skulle det betyde flere på Caminoerne, samt flere åbne herberg. Du kan læse den spanske regerings beslutning her: https://www.elcorreogallego.es/galicia/adios-a-la-mascarilla-en-exterior-a-partir-del-sabado-26-de-junio-IM8086921

onsdag den 16. juni 2021

Pave Frans på Caminoen i 2022 ?

Den galiciske lokalregering har nu officielt inviteret Paven til at besøge Katedralen i Santiago i forbindelse med det hellige år for apostlen Sankt Jakob.

I øjeblikket kommer der ca 600 pilgrimme dagligt ind til Santiago.

Det er endnu ikke sikkert, at pave Frans kommer til Santiago til næste år, men Galiciens lokale regeringschef, Alberto Nunez Felijoo, var her i søndags på officielt besøg hos paven i Rom, hvor han afleverede en officiel invitation til Paven om et besøg i Santiago i 2022. En invitation, som formelt endnu ikke er besvaret, men den slags invitationer plejer først at blive afleveret ved officielle besøg hos Paven, når svaret er kendt på forhånd som et Ja, og det ville undre, hvis der ikke er en forståelse på forhånd om, at Pave Franz kommer til Santiago.

Du kan læse Galiciens officielle inviation her: https://www.laregion.es/articulo/galicia/feijoo-expone-papa-francisco-importancia-ano-santo-galicia/202106141328591038087.html

Pave Johannes Poul II besøgte bl.a. Santiago og Monte Gozo bjerget, samt steder på Camino Frances i Asturien i august 1989 - i øvrigt samme år, hvor han var på besøg i Danmark.

Og så oplyser pilgrimskontoret i Santiago, at der pt. kommer ca 600 pilgrimme dagligt ind til Katedralen. Langt fra så mange i antal, som før Corona-pandemien, men det højeste antal siden Camino de Santiago  reelt lukkede ned i Spanien for nu over et år siden.

søndag den 6. juni 2021

Få "gamle" pilgrimme i et Coronaår

 Alder ingen hindring for en pilgrim, skrev undertegnede her på Jakobsvejen flere gange, før Coronaen satte næsten al pilgrimvandring i stå. Et spørgsmål fra en eventuelt kommende pilgrim, der frygter, at de "gamle ben" kan blive for tunge og skaderne for mange, hvis vedkommende går pilgrimsvandring efter at have passeret de 70 år, fik mig til at se på aldersfordelingen på pilgrimsstierne i Spanien under pandemien. Jeg har desværre ingen friske tal fra Frankrig, hvor "de gamle" ellers også fylder godt op på stierne.

Og mens undertegnede (72 år) stadig har en ide om at komme ud at gå her i sommer, kan jeg af statistikkerne  se, at de forholdvis få pilgrimme, der er kommet ind til Santiago under pandemien har haft en langt yngre profil end før pandemien. Samtidig er de seneste fire fem års kvindelige dominans på de spanske pilgrimsstier - i hver fald midlertidig - ophørt, idet flertallet af de færre pilgrimme på stierne har været mænd.

I 2019 kom der næsten 350.000 pilgrimme ind til Santiago og bad om et compostella (bevis for pilgrimsfærd). Over halvdelen var kvinder og over 65.000 eller en lille femtedel var over 60 år. I 2020 kom der godt 54.000 pilgrimme ind til Santiago, og "kun" ca 44 % var kvinder, og under hver tiende (8,4 %) var over 60 år.  Men her hvor pilgrimsvandring i Spanien så småt er ved at accelerere igen ser tallene fra maj i år lidt mere vante ud, om end på et langt lavere niveau end før pandemien. Der kom ialt 4.295 pilgrimme ind i maj, næsten præcist halvt af hvert køn, og 628 eller næsten 15 % var over 60 år - altså en fordeling, der - om end der er et stykke vej igen - nærmer sig tiden fra før pandemien. Det skal dog med, at over 3/4 af majs pilgrimme var spaniere eller ikke-spaniere med fast adresse (bosiddende) i Spanien, og at langt de fleste pilgrimme kun gik en forholdsvis kort distance, 100 km + , før ankomsten til Santiago.

I går kom der 498 pilgrimme ind til Katedralen, så antallet fortsætter med at stige, men går man hele vejen fra Pyrenæerne, eller med start længere væk på en af de andre ruter, er der altså stadig væk forholdvis god plads på stien. Men af statistikken ser det ud til, at  kvinderne og vi gamle  af begge køn er på vej tilbage til pilgrimsstierne efter over et års pause. 

PS:Og undertegnede begynder nu at gå lidt flere kilometer dagligt i håb om snart selv at komme afsted.