mandag den 29. april 2024

Napoleonsruten: Vejrudsigter ( Samt lidt om trængsel på Caminoen)

Der meldes stadig om trængsel på Camino Frances - primært på den første del over Pyrenæerne, samt den sidste del fra Sarria, hvor flere pilgrimme melder om overnatningsproblemer. Camino Portugues fra Porto til Santiago - både via kysten og centralruten er også mere end pæn besøgt - trods meget dårligt vejr.

Hvordan sikrer jeg mig mod uvejr på Napoleonsruten over Pyrenæerne, lyder spørgsmålet. Er der en sikker vejrudsigt ? Svaret er nemt. der er flere vejrudsigter, med det er trods det - altid - en god ide at besøge pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, før opstigning. Er vejret dårligt, er det min anbefaling, at tage turen over Valcarlos i stedet. Men her et link til en vejrudsigt for Napoleonsrutens nærsthøjeste punkt, der ligger ca 8 km før Roncensvalles, hvor ruten forlader "køremulige" stier og i stedet følger lidt mere uvejsomt område. Når du som pilgrim passerer Col de Bentarte ( på den franske side) er  du i 1.337 meters højde - altså knapt 100 meter under højeste punkt, Collado de Leopoder i 1.430 meter højde (på den spanske side).  Her et link for vejrudsigten for Col de Bentarte:

https://www.meteoblue.com/en/weather/week/collado-de-bentarte_spain_3128263#

Og så til meldingerne om trængsel  på Camino Frances netop nu.  Nogle hjemmesider skriver om "kampen for en seng", samt problemer med at reservere via www.booking.com .  

Og det er helt rigtigt, at der er mange pilgrimme her ultimo april på Camino Frances, og det fortsætter formentlig hele maj med. Og der er ingen tvivl om, at mange herberger kan melde udsolgt. MEN - der er et men. Det er ikke helt umuligt at gå nu: 

a) Flere herberger bruger ikke booking.com, når der er trængsel (formentlig for at tjene pengene selv), så prøv at ringe direkte til herbergerne - alle informationer står på www.gronze.com. Og b) De mere ydmyge herberger, herunder kristne, kommunale, samt pilgrimsforeningsdrevne herberger har oftest senge i reserve til pilgrimme uden reservation eller også vil de slet ikke modtage reservationer (og for nogles vedkommende heller ikke bagagetransport). Så her er der en ekstra mulighed.  C) Og så er der de herberger, der lægger madrasser på alle gulve for at skaffe plads til alle. Jeg har en gang for to år siden oplevet i det - forholdsvis nye - kristne herberg i Foncebadon lige før Jernkorset - at gulvet i herbergets lille kapel blev dækket af madrasser, så alle pilgrimme kunne få et sted at sove. Men trængslen på toiletter og andet fællesområde var enorm.

Her indgangen til det kristne herberg i Foncebadon:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar