torsdag den 25. april 2024

Camino Frances: Trængsel i S.J.Pied de Port

"Alt optaget": står der nu på stort set alle overnatningsstederne i Saint Jean Pied de Port. 

Uden at have sikre statistiske meldinger, ser det herfra ud til, at der er et rekordstort antal pilgrimme, der her ultimo april er på vej ad Camino Frances mod Santiago, eller som slutter deres tur fra Le Puy en Velay i samme by eller lige på den anden side af Pyrenæerne. På flere hjemmesider meldes der om alt optaget, og det - for pilgrimme - dårlige aprilsvejr i Pyrenæerne med regn ( og nogen dage sne) og kulde synes ikke at holde antallet af pilgrimme nede. 

Du kan eventuelt følge med på denne engelsksprogede "live-beretning" , hvor flere pilgrimme giver udtryk for, at der er megen trængsel allerede her i april. https://www.caminodesantiago.me/community/threads/sjpdp-completo-tonight.86468/ Og går det som det plejer, vil der være endnu flere pilgrimme på Camino Frances, når vi går ind i maj og vejret - formentlig - bliver bedre.

Her et foto fra Napoleonsruten fra forleden, hentet på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Ports hjemmeside:

PS: Og så en ældre personlig beretning fra turen over fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles fra den 10 april  2018. Jeg gik ud af Saint Jean Pied de Port meget tidlig morgen, inden det blev lyst, ad ruten mod Valcarlos i sne, slud, vind og kulde. Napoleonsruten var formelt lukket. Jeg mødte stort set ingen andre pilgrimme før Valcarlos, hvor jeg efter en halv times pause på en bar, så minibusser ankomme fra Orisson, hvor flere pilgrimme havde overnattet, men her dagen derpå blev kørt til Valcarlos-ruten for at fortsætte derfra. Da jeg ankom til Roncesvalles var der godt fyldt på de få barer ved klostret af meget tørre pilgrimme, der havde taget taxi over Pyrenæerne - sikkert på grund af vejret. Det var min personlige fornemmelse, at der var flere pilgrimme med taxi den dag end gående.


1 kommentar:

  1. I de siste dagene har pilegrimskontoret i Oslo og jeg fått henvendelser -det er fullt og de ønsker hjelp til å gå andre caminoer eller veier. Jeg er litt spendt på om trafikken vil bli like stor på camino portugues. Kontoret sender folk til Via del Plata. eller til Italia på via francigena fra Toscana og sørover

    SvarSlet