mandag den 15. maj 2017

Færre kommunale herberger langs Via de la Plata

Man skal regne med lidt højere overnatninspriser på Via de la Plata end på Camino Frances.
Redaktøren af denne hjemmeside er netop vendt hjem efter en ½ Via de la Plata ( 500 km fra Sevilla til Salamanca). Og der er sket en del ændringer af logistikken langs ruten siden jeg tog hele turen (1000 km fra Sevilla til Santiago) i 2012. Herbergerne er i stor udstrækning privatiseret, så de drives som Albergue Turistico, hvilket har medført en prisstigning, så det mange steder koster et sted mellem 12 og 15 Euro for en seng. Til gengæld er der som regel renere, ligesom de flere steder tilbyder rene lagner og hovedpudebetræk.
Der findes stadig få kommunale herberger, ligesom de mere kendte herberger langs ruten, såvel private, som f.eks. Alb. Senora Elena ( i Carcaboso) og Alb. Alba-Soyara (i Clazada de Bejar) fortsat er en stor oplevelse med god pilgrimsatmosfære. Senora Elena, der allerede i 1980erne åbenede sin dør for pilgrimme, er dog nu en meget gammel dame, og stedet drives nu reelt af sønnen, der skal passe baren samtidig.
Der er tre kirkelige herberger på de første 500 km, i Monesterio, i klostret Alcuescar og hos præsten Don Blas i Fuenterroble de Salvatierra. De to sidstnævnte steder var for undertegnede en genoplevelse af højdepunkter fra min tur på Via de la Plata i 2012.
Der er - desværre - stadig generele problemer med meget lang afstande mellem herbergerne langs ruten, ligesom herberger er lukket. Allerede på første etape kom jeg til Guillena, hvor det kommunale herberg var lukket uden anden meddelelse end en seddel på døren ( gemt væk bag muren). Igen besked på hjemmesiden. Det lille private herberg i Guillena blev fyldt til bristepunktet. Der var ingen forklaring om lukningen af herberget.
Der er ligeledes ingen overnatningsmulighed mellem Casar de Caceres og Canaveral ( i alt formentlig ca 35 km). Der er ingen forplejning, kilder med vand eller andet undervejs - kun et enkelt bænkeområde i klipperne tæt på søen Embalse de Alacantera. Da herberget ved søen lukkede for et par år siden, kunne man bruge den Hostal, der lå ved siden af, men den er også lukket, selvom dens hjemmeside meddeler noget andet. Og der så virkelig tomt ud langs det fuldstændig øde område langs søen. Når jeg er lidt usikker om afstanden mellem Casar de Caceres og Canaveral skyldes det i gangværende anlæg af en højhastighedstogbane, der har ført til "omkørsel" af pilgrimme under en nyanlagt endnu ikke ibrugtaget togbro, som gør ruten nogle kilometer længere end de estimerede 33 km.
Hvis man vil korte ned på en anden dagsetape - den meget lange tur fra Carcaboso til Aldeanueva del Camino ( ca 40 km) gennem den rommerske ruinby Caparra skal man gå flere km fra ruten og gå til enten Oliva de Plasencia eller til Hostal Austurias. Jeg ved fra andre pilgrimme, at alt var optaget, da de forsøgte at bestille. Og det er en lang hård tur, hvor man skal bære - helst mindst 2 til 2½ liter vand fra starten. Da jeg gik den for 5 år siden var det i regnvejr uden reel pausemulighed. Denne gang var vejret noget bedre, så jeg lå ½ time i græsset ca midtvejs. Ikke en bænk undervejs.
Jeg vender senere tilbage med en samlet gennemgang af de første 500 km af Via de la Plata, ligesom jeg vil opdatere min beskrivelse under Europæiske Pilgrimsveje. Jeg vil dog lige vise et foto fra fællesspisningen hos præsten Don Blas, der stadig hver eneste dage sammen med frvillige, skaber en særlig stemning, ligesom han om aftenen holder messe eller pilgrimsandagt i sin meget smukke kirke i romansk stil. Det er urtroligt det overskud, han viser, til dagligt at tage sig af nye pilgrimme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar