Vinterpilgrimsvejen uden om O Cebreiro bliver officiel

Ny vinterpilgrimsforening vil sikre den nye vintersti til Santiago

Jeg har skrevet en del om vinterpilgrimme her på bloggen, og det hænger selvfølgelig sammen med, at antallet af vinterpilgrimme denne vinter - nok en gang - har slået alle rekorder i antal. Her hvor foråret så små er begyndt at vise sig, kom der 55 pilgrimme ind til Santiago i går, og i de tre vintermåneder er det blevet til 4.635 pilgrimme, hvilket er næsten lige så mange som antallet af pilgrimme i hele 1990.

Nok en pilgrimsforening i Spanien, Amigos del Camiño de Inverno de Valdeorras y la Ribeira, vil nu kæmpe for, at vinterstien uden om O Cebreiro på Camino Francés bliver bedre afmærket og officielt anererkendt af lokalregeringen i Galicien.

Ideen med vinterstien, som der skulle have gået 1.217 af denne vinter, er at pilgrimmene kan slippe for turen om bjergene ved O Cebreiro og i stedet følge floderne i en bue uden om. Men som talene ovenfor viser, er det altså under 1/3 af årets pilgrimme, der har fulgt den nye vintervej.

Og vinteren har da også budt på historier i lokalaviserne i Galicien, om pilgrimme der blev så forkomne, at de måtte undsættes af politiet, ligesom pilgrimshjemmesider har berettet om problemer med den nye vintervej uden om, der skulle være dårlig afmærket og så mudret, at den var svært tilgængelig.

Endelig har der været problemer langt før på Camino Francés, nemlig i Pyrenæerne, hvor fransk og spansk politi simpelthen flere gange har haft lukket den traditionelle Napoleons rute, så pilgrimmene har måttet gå over Valcarlos. Den traditionelle rute var i lange perioder direkte livsfarlig.

Så har du planer om at gå pilgrimsvandring næste vinter, kræver det nok lidt mere research end en sommertur. Og husk, at turen over Pyrenæerne kræver ALTID - uanset årstid, at man før opstigningen lige går forbi pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port og sikrer sig, at alt er ok. 

Og her til opmuntring

et morgenbillede fra en tur - sent april - over Pyrenæerne 

Via Tolosana - en af de franske jakobsveje. Og lidt om at gå i Frankrig

Man møder kun få eller ingen danske pilgrimme i Frankrig. Jeg er selv en af de få danskere, der går i Frankrig, og jeg har aldrig mødt en landsmand. Jeg vil derfor her forsøge at oplyse om mulighederne for pilgrimsoplevelser på Chemin Saint Jaques. Det sker med mig selv som eksempel, idet jeg netop nu har kastet mig ud i planlægningen af min pilgrimstur i 2015.

I Frankrig er der rimelig med pilgrimstrafik på tre hovedruter til Santiago, der alle kaldes Chemin de Saint Jaques, men derud over har hvert sit navn. Derudover er der et utal af andre Saint Jaques-veje, som jeg ikke kommer ind på her.
De tre hoved jakobsveje er 1) Via Podensis, der går fra Le Puy en Velay til Saint Jean Pied de Port , 2) Via Lemovicensis ,Vezelay - Saint Jean Pied de Port, og  3) Via Tolosana, fra  Arles til  Puente la Reina i Spanien - alle tre jakobsveje rammer Camino Frances.
Hvis du allerede har prøvet de spanske pilgrimsveje - måske endda flere gange, er Chemin de Saint Jaques i Frankrig en mulighed. Alle ruterne er godt afmærket, der er op til flere guides på flere af ruterne, der er herberger og andre overnatningsmuligheder, ligesom du givet vil møde andre pilgrimme på din vej. Det er gennemsnitligt lidt dyrere end i Spanien.
Denne artikel kommer til at handle om en af dem, Arles-ruten, men er du mere interesseret i den mest benyttede af de tre, nemlig Le Puy-ruten, kan du læse mere på denne blog under siden, Europæiske Pilgrimsveje. Le Puy ruten er en af de flotteste pilgrimsveje, jeg nogensiden har gået.
Jeg vil i denne og formentlig flere artikler bruge Arles-ruten til at svare på et spørgsmål, jeg ofte får:
Hvordan forbereder du en pilgrimsvandring? Jeg har nemlig besluttet, at gøre Via Tolosana til min store forårstur i år. Jeg har ikke gået i den del af Frankrig før, så alt er nyt.
Via Tolosana går fra Arles over byerne Montpellier, Castres, Toulouse (som i middelalderen gav ruten navn), Auch, kanten af Pau , Oloron Sainte Marie, videre direkte syd på over Pyrenæerne ved Col de Somport (Somportpasset 1.632 meter oppe) ind i Spanien og nedad igen til Jaca og derfra videre til  Puente la Reina, hvor den rammer den franske rute, Camino Francés, hvor jeg - på denne her tur - vil stå af jakobsvejen mod Santiago og i stedet gå "baglæns" et lille stykke af Camino Francés mod Pamplona for at tage derfra hjem derfra.
Jeg vil først på selve pilgrimsvandringen tage stilling til om jeg vil tage "variant-vejen" over et af de helst store Maria valfartssteder i Frankrig, Lourdes. Turen fra Arles til Puente la Reina er i alt på ca. 950 km, hvor af de 750 er på den franske side.

Planlægningen foregår i flere parallelle spor samtidig:

a) Flyvebilletterne er bestilt - både ude og hjem. Jeg har afsat 37 dage til det hele. 35 til at gå og en dag i hver ende til transport. Det giver 28 km i gennemsnit i 34 dage, idet jeg skal bruge en dag til at gå fra Puente la Reina til Pamplona, hvor min bus går mod Madrid.
Jeg flyver med SAS, København-Geneve, og tager straks herfra tog til Arles, hvor jeg er fremme i Arles ved 17-tiden. Dagen efter begynder jeg at gå.
Hjemtransporten foregår via Pamplona. Jeg tager en tidlig morgenbus fra Pamplona til Madrid Lufthavn, herfra går der en eftermiddagsmaskine hjem til København med Air Berlin via Berlin.
( Pris: SAS-billet: 399 kr., TGV-tog i Frankrig med pladsbillet: 31 Euro. Og hjem igen: Bus til Madrid Lufthavn, 31,5 Euro, Airberlin:  680 kr., ialt under 1.500 danske kroner i samlet transport ud og hjem inklusive bagage, der på grund af vandrestok skal afleveres ved check in. Der er altså ingen ekstraregning nogen steder på ud og hjemvejen .
Valgene af transport er foregået ud fra et hav af kriterier, men her kan nævnes to: Jeg flyver ikke med Ryan Air eller lignende selskaber, og så vil jeg helst undgå overnatninger undervejs på turen ud og hjem.
b) Jeg bestiller kun en overnatning i forvejen. Den første nat i Arles bliver reserveret hjemmefra. Resten afhænger (for mit vedkommende) af dagsform, vejr og vind - og ikke mindst overnatningssted. Jeg vil helst overnatte, hvor der er mulighed for en aftenmesse, vesper eller andet kristent fællesskab. På franske jakobsveje er det muligt at reservere en seng i forvejen - i modsætning til i Spanien. Når først benene kører, som de skal, reserverer jeg ofte en seng samme morgen eller dagen før. Systemet med reservation har både fordele og ulemper.
I Spanien oplever man ofte, at pilgrimmene farer afsted af frygt for ikke at få en seng. Nogen går i panik og tager taxa. Det undgår man i Frankrig, hvor pilgrimme tit bruger hele dagen på at gå. De har god tid til pauser, besøg af kirker og andet undervejs.
Omvendt skal man planlægge så meget, hvis der skal reserveres i forvejen. Den ubekymrethed, der skulle være en del af pilgrimslivet, ændres af daglig planlægning og der bliver ikke plads til impulsivitet. Hvad nu, hvis benene ikke vil en dag, eller byen man ender i, måske ikke lige var sagen, og hvad, hvis der netop den dag er 5 kilometer mere i benene. Så føler jeg mig bundet af reservationen og må blive, hvor jeg nu er, sådan er det bare. Altså både fordele og ulemper.
Så for mit vedkommen kun en reservation i forvejen, nemlig til første nat. Jeg har altid fået en seng at sove i, nogle enkelte gange har der været optaget første sted, jeg forsøgte mig, men så var der plads det næste. Kun en gang måtte jeg tage 14 kilometer ekstra oven i de 32, jeg havde gået. Den dag var jeg også næsten helt færdig.
c) Udstyret gås igennem, og jeg skifter ud, når det er bydende nødvendigt. I år er det blevet til et par nye vandrebukser og et par nye regnbukser. Rygsækken, der kunne trænge til udskiftning, får en tur til. Jeg køber nye støvlet til hver tur, og jeg går dem til hjemmefra - mindst 100 km på længere dagture flere dage i træk, så jeg kan mærke om alt er, som det skal. Fødderne skal holdes i orden på en tur.
Pakningen ligger stadig et stykke ude i fremtiden, men når jeg har min pakkeliste klar, har jeg ingen problemer med at offentligøre den her på bloggen.

d) Der indkøbes guider. I Frankrig er Miam,miam,dodo et must. Her står alt om overnatning, vandposter, ja samtlige services langs hele ruten. Men kortmaterialet og vejbeskrivelsen er - efter min mening - ikke tilstrækkelig. Her foretrækker jeg - enten de store fremrangende franske GR-guider. (de er bare så forbistrede tunge ), eller de rigtig gode Rother Wanderführer, men de har desværre IKKE lavet en guide for min næste tur, Via Tolosana, så på Arles-ruten skal man ty til konkurenten Outdoor, der efter min mening ikke er nær så god. Altså - det har ikke været nogle lette valg, men jeg er endt med Outdoor og Miam,Miam,dodo. Begge bøger er bestilt hjem via henholdsvis en boghandler i Tyskland og en boghandler i Frankrig, lidt besværligt, men sådan plejer jeg at gøre.

f) Nu er det blevet tiden, hvor jeg følger diskussioner om netop Arles ruten på diverse pilgrimsfora, primært via en fransk og en tysk hjemmeside. Det virker som om, at der ikke er mange engelsk-talende, der finder ruten interessant. På pilgrimsfora er der ofte pilgrimme, der har gået ruten, som fortæller om deres oplevelser. Det giver mulighed for at få den ind under huden, samt tage stilling til, om man kan bruge de råd, de heldigvis gerne deler ud af.
g) Fysisk går jeg ligeledes i træning. Jeg går længere og længere strækninger daglig, og jeg vælger at gå til mine daglige gøremål i stedet for at tage cyklen, bussen eller bilen. En måned før jeg skal afsted sættes den daglige træning mere i system. Jeg føler, at jeg skal træne mere op til en tur i dag, end jeg skulle for 20 år siden. Jo ældre, jo mere træning.
Fortsættelse følger......., når tiden nærmer sig.

Caminoen uden rygsæk

Det bliver mere og mere populært med rygsæktransport på jakobsvejene.
Jeg har på denne blok før været inden på spørgsmålet om rygsæktransport, og jeg kan nu se på mange europæsiske hjemmesider, hvor næste sæson for alvor melder sig, at mange nye pilgrimme spørger om, hvorvidt der findes en sådan tjeneste; ligesom som jeg ofte, specielt når holder jeg pilgrimsforedrag, hører det samme spørgsmål; Kan man få transporteret sin rygsæk?
Jeg har altid selv båret min rygsæk - med undtagelse af en etape på den franske, nemlig fra Villafranca til toppen af O Cebreiro, hvor den legendariske Jato, der sammen med sin familie, ejer det første herberg i Villafranca, Ave Fenix, hver morgen kører rygsække op på bjerget og lægger dem på et værtshus på toppen.  Han tager kun et symbolsk beløb for det, som han ovenikøbet bruger på en eller anden indsats for pilgrimme. Hvor længe familien Jato, der har drevet deres selvbyggede herberg i over 25 år, fortsætter, er ikke til at vide.
Derudover har jeg konstateret, at en del - også danske rejsearrangører - laver færdige pilgrims-vandre-pakker, hvor de sørger for flybilletter, overnatning (ofte på hotel/hostel) og bagagetransport, endda nogen gange med guide, så pilgrimmene kun skal gå; ofte i en gruppe med andre.
Men her i foråret slår Det spanske Postvæsen (efter en forsøgsperiode i fjor) til lyd for en anden mulighed "Mi mochila con Correos" (Min rygsæk med posten").  Man kan hver dag ringe til 606 61 83 41 eller via e-mail: mimochila@correos.com., hvorefter postvæsnet henter rygsækken - også på de traditionelle herberger, og bringer dem videre til næste etape-stop.
Der skulle også findes et andet selskab, der yder en lignende service "Paq Mochila" (pak rygsækken), men her har jeg ikke foretaget nogen research.
NB. Man skal dog være opmærksom på, at nogle herberger (specielt dem med donativo; altså uden fast pris) kan finde på at afvise pilgrimme med rygsæktransport, fordi deres mission er, at de skal stå til rådighed for de pilgrimme, der kun har ( eller kun bruger) få euro om dagen på deres pilgrgimsfærd. Et eksempel: Albergue Gaucelmo i Rabanal, der drives af de engelske Sankt Jakobsvenner, og er et af de ældste og legendariske igangværende herberger. Her afviser de folk med bagetransport, men der er 3 andre herberger i byen, hvor man så kan bo. Med andre ord på de mere  "historiske" herberger, kan der blive problemer.
Postvæsnet yder en service mere, som kan være aktuelt for flere pilgrimme. Send din overskydende bagage til Santiago og få den udleveret, når du kommer frem. Det spanske postvæsner reklamere for, at der er 2.400 posthuse på Caminoen, og at de står til rådighed med denne service.
Og til slut nok en gang.Jeg har ikke selv prøvet rygsæktransport ( og regner heller ikke med, at det bliver aktuelt foreløbig), så alle oplysningerne om transport er hentet via nettet.

Unge Kriminelle og Caminoen

Unge franske kriminelle får et bedre liv efter pilgrimsvandring til Santiago de Compostella.

Den franske forfatter og journalist Bernard Ollivier har netop (midt i februar) udgivet en bog ( på fransk), hvor han gennemgår 14 franske kriminelle unges mulighed for et nyt liv ved at gå 2.000 kilometer af Jakobsvejen/ Caminoen/ le Chemin de Saint Jacques. 

Efter at Bernard Ollivier selv gik Jakobsvejen til Santiago i 1998 blev han initiativtager til en forening, der skulle hjælpe unge kriminelle på vej efter fængslet ( eller også som alternativ til en fængselstraf ) ved at gå - sammen med andre (eller under opsyn) - til Santiago. Siden har over 100 unge lovovertrædere deltaget i projektet, og resultaterne er i følge Bernard Ollivier helt enestående.

Resultaterne er - i følge bogen - hver at notere sig. 63% af dem kommer tilbage med et projekt og et mere positivt syn på, hvilke muligheder netop de har for et liv uden kriminalitet. 

Projektet burde kunne bruges i  Frankrigs ungsdomsretspleje, der netop nu står foran en reformering, mener forfatteren.

Bernard Ollivier er født i 1938 og grundlægger af organisationen: Association de Réinsertion des Jeunes par la Marche. 

Bernhard Ollivier mener dog, at det franske samfund skal sikre sig, at de unge har noget at vende tilbage til:

Notre travail, ajoute-t-il, ne sera achevé que lorsque nous pourrons leur offrir, au retour, une structure d’accueil et l’encadrement nécessaire.

                                 (Bogen titel kan vel bedst oversættes med: Gå til fods og få et liv)

Min kommentar: Jeg har tidligere læst om lignende belgiske erfaringer, hvor tilbagefaldelsesprocenten for unge kriminelle, der havde været på pilgrimsvandring til Santiago de Compostella var væsentlig lavere end for andre unge kriminelle. Måske var det værd at overveje noget lignende i dansk kriminalforsorg.

Interesserede kan læse mere om : La marche, une véritable alternative à la prison på denne pilgrimshjemmeside: http://www.pelerin.com/

Og her et billede fra bogen: Un jeune et une accompagnatrice sur l'un des chemins de Saint-Jacques, en Espagne

Caminoen og troldmanden fra Oz

Den amerikanske pilgrimsfilm The Way fra 2010 er fortsat stort diskussionemne på nettet.
Antallet af amerikanere på Camino Frances er de seneste år steget eksplosivt, og en stor del af dem, der går, fortæller, at de er blevet inspireret til at gå på grund af filmen the Way fra 2010 med Martin Sheen i hovedrollen.
På flere pilgrimsfora er filmen blevet diskuteret livligt, og her for nylig læste jeg en ny udlægning af filmens handling, som jeg har lyst til at gengive her på siden. Forfatteren til indlægget navngiver sig Cat Boddy og beskriver sig selv som veteranpilgrim:
                     
                           "The Way" is a remake of the 1939 movie, The Wizard of Oz.

1. 
   
   

   Tom is the new Dorothy, transported by a storm of emotions to a mystical faraway kingdom. There Tom begins a journey (on the Yellow Brick Road) to find his way back to the love and understanding that he once shared with his son, and to find acceptance of his sons passing.
   Along the way, Tom meets a Dutchman, who has lost the love and respect of his family and friends, and ultimately his self respect, and is now walking on the YBR to find the courage to be himself.
   Next on the way, Tom meets a woman who has lost all love for others, and truly for herself. She walks the YBR to find the love for herself, and thereby to forgive herself.
   The scarecrow needed a brain, and so does the Irish writer. A man who knows the story is within him, but cannot find it (even when well oiled with wine and self pity).
   The four pilgrims must constantly battle the wicked witch, Fear. For Fear is the only thing that can destroy them all.
   When they overcome the witch and her harpies, they arrive at Oz (Santiago) each hoping to be given the secrets to make their dreams come true.
   What they find at the end of the Road is that everything they desired, acceptance, love, forgiveness, feeling, understandings, were within them all the time. And that only Fear can hide these things from the true searcher.
   
   Fade Out.
   The End

   Du kan selv læse mere om diskussionen på https://www.caminodesantiago.me/community/threads/that-movie.31344/ 

Vinterpilgrimmene er primært unge under 30 år

Allerede i aftes havde pilgrimskontoret de detaljerede oplysninger om februar-pilgrimmene klar.
I går skrev jeg lidt om det stadig voksende antal vinterpilgrimme, og på et enkelt punkt gættede jeg helt forkert angående februar-statistikken.  De tre gennemgående træk for alle tre vintermåneder holder dog.
1) Det er primært yngre mennesker, der går.  Over halvdelen af de pilgrimme, der kom til Santiago i februar er under 30 år, og kun nogle få procent har passeret 60 år.
2) Under 1/3 går af religiøse grunde.
3)  der er forholdsvis langt flere mænd end kvinder, selvom kønsfordelingen ikke har været helt så mandig i februar, som I de to foregående måneder. I februar var 62 % mænd ( I januar næsten 65 % mænd).
Og så til mit fejlskøn: Nationaliteten på pilgrimmene. Tendensen med rigtig mange amerikanere (USA), som vi så i december og januar holdt ikke helt i februar, hvor "kun" 43 af månedens 1549 kom fra USA. 667 (43 %) var spaniere og 877 (57 % )ikke-spaniere. Og blandt ikke-spaniere ser toplisten for februar sådan ud:
Portugisere 233, sydkoreanere 146, irlændere 80, tyskere 54, Italienere 49, amerikanere (USA) 43, brasilianere  26, og  kinesere 21. Jeg har ikke tal for antallet af danskere.

Antallet af vinterpilgrimme er steget igen denne vinter

4.635 pilgrimme har gået til Santiago i de seneste tre måneder. Især koreanere og amerikanere. Nye amerikanske rejsebureauer tilbyder luksuspilgrimsvandring.

Det blev heller ikke i vinteren 2014/15, at pilgrimstrenden begyndte at vige efter de seneste 25 års konstante stigning i pilgrimsflokken på vej til Santiago. I december, januar og februar er der kommet 4.635 pilgrimme ind til Santiago. I går gik der 41 pilgrimme ind til Santiago, og det giver et samlet gennemsnit på over 50 pilgrimme om dagen i månederne december, januar og februar. I den seneste vinter 2013/14 gik der 3.535 pilgrimme til Santiago, så der er altså tale om en stigning på ikke mindre end 30 procent - altså næsten 1/3 flere pilgrimme denne vinter. Og man skal bemærke, at der har været ualmindelig meget sne på jakobsvejene over bjergene. Politiet har endda - hvad jeg også tidligere har skrevet om her på siden - måttet undsætte forkomne pilgrimme.
Jeg har endnu ikke tal for fordelingen af pilgrimmene, hverken på alder, nationalitet eller køn, men jeg har kunnet se på nettet, at der i modsætning til sommerhalvåret er langt flere mænd end kvinder, der går om vinteren, og at vi denne vinter har set langt flere amerikanere (USA) og sydkoreanere end nogensinde før. De to nationaliteter alene vil formentlig tegne sig for over 1/3 del af vinter-pilgrimmene med en andel på mellem 30 og 40 procent eller mere end 500 pr. vintermåned i gennemsnit.
De mange amerikanere på Camino Francés har allerede ført til nye forretningsmæssige tiltag, idet nogle amrikanekere er begyndt at lave pilgrimsrejsebureauer, der allerede denne sommer vil arrangere pilgrimsvandringer med rygsæktransport, overnatning på bedre hoteller, samt hvad de selv kalder gourmetmad.
Mónica Rooney Riestra gik i juli 2012 de sidste 150 kilometer af Camino Francés efter at have set filmen the Way fra 2010, og nu i 2015 håber hun på at sende mange hundrede amerikanere afsted gennem sit nyoprettede selskab Adiante Travel. Hvis du vil se lidt om, hvordan pilgrimslivet også kan forme sig for en amerikaner, kan du læse mere på denne sidehttp://adiantetravel.com/
Min kommentar: Jeg tror, at denne udvikling, der primært er kommet på Camino Francés, vil betyde, at mange pilgrimme i de nærmeste år vil vælge andre ruter til Santiago i håb om, at der her er bevaret noget af den "Camino-ånd", som satte hele den nutidige pilgrimstrend i gang i en form, der tiltalte et bestemt segment - i første omgang kristne og andre åndeligt søgende. Læser man debatten på de mange fora, kan man tydelig se, at mange føler, at "Caminoen" har forandret sig i mere kommerciel retning.
Ser man på motiverne hos årets vinterpilgrimme, er det da også  (for december og januar) under 1/3, der går af religiøse grunde. Antallet af sportpilgrimme og "turigrinos" som Spanierne kalder "luksus- og taxipilgrimmene" stiger stort - ikke mindst på Camino Francés.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg selv skal mene. Jeg synes, at pilgrimsvejene skal være for alle, og i middelalderen var der formentlig også ridende pilgrimme med tjenestefolk, der på mange måder ligner dem, som det nystiftede amerikanske firma Adiente Travel, forsøger at få som kunder. Og jeg ser hellere pilgrimme, der toner rent flag - når det gælder luksus - end "turigrinos", der tager taxa/bus fra herberg til herberg, tager alle underkøjerne, (så 80 årige Juan fra Bilbao uden mange penge på lommen bliver henvist til en overkøje), bruger al det varme vand og i det hele taget "besætter" herbergerne og dets faciliteter allerede kl. 12.00 uden at give plads - både i overført og bogstavelig betydning - til gående pilgrimme, der ankommer våde og trætte hen på eftermiddagen.