mandag den 10. juli 2023

Vand, vand og atter vand.

Kan man drikke vandet fra hanen ?;  Og hvor mange liter skal man have med om morgenen på hver etape?  Relevante spørgsmål, der stilles igen og igen, og som  - meget naturligt - ofte er genstand for diskussion pilgrim og pilgrim imellem. Svaret er - desværre - at det er meget individuelt,  hvordan hver enkelt pilgrims behov for vand er; kun een ting er sikkert: Uden vand at drikke, går det ikke.

Derfor følgende - måske lidt diffuse - svar, samt en henvisning til en engelsksproget hjemmeside, hvor samme emne har været diskuteret i længere tid. 

Min personlige erfaring:

a) I både Spanien og Frankrig drikker jeg vandet fra hanen. Jeg har helt almindelige ½ liters genbrugsflasker med hjemmefra, som fyldes op jævnligt. Hvis jeg synes, at flaskerne bliver for "ulækre/urene" køber jheg nye ½ liters flasker med vand i, og så genbruger jeg flaskerne til jeg synes, at de skal skiftes. 

I Portugal er jeg - undskyld - lidt mere loren. Om det er reelt eller bare en forkert fornemmelse, ved jeg ikke, men i Portugal køber jeg drikkevand. Min yndlingspilgrim (min kone) drikker primært købevand uanset hvilken rute, hun går. Hendes erfaringer med vand fra hanen er ikke så gode, siger hun. 

De forholdsvis få gange, hvor jeg har gået i Italien, Østrig og Tyskland har jeg ligeledes drukket vand fra hanen.

b) Mængden af vand afhænger helt af ruten/etapen. Som eksempel: 

På Camino Frances er der så mange muligheder for at få fyldt flasken, at jeg efter at have fyldt maven med vand inden afgang om morgenen, nøjes med en halv liter i rygsækken, som jeg så drikker af og fylder op - næsten - hver gang, der er mulighed for det. Og det er der temmelig tit. 

Omvendt på f.eks.  5. etape af Camino Primitivo "por Hospitales", hvor det på et næsten 20 kilometer langt stykke med samlede højdekurver på over 800 meter - grundet op og ned - er direkte sundhedsfarligt at nøjes med en halv liter. Omvendt vejer en litervand altså et kilo, så de to gange, hvor jeg har passeret bjergtoppene Puerto de la Martha og Puerto del Palo på Camino Primitivo, har jeg haft to liter vand med i rygsækken, og næsten en liter nærmest tvunget ned i maven umiddelbart før opstigningen. 

Konklusion: Prøv dig frem, men ta' hellere for meget vand end for lidt vand med. Her en engelsksproget diskussion om emnet på norske Ivars pilgrimshjemmeside:  https://www.caminodesantiago.me/community/threads/water-sources-fonts-accommodation-taps-bottled-water.81434/

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar