søndag den 29. januar 2023

Så ryger maskerne helt

Spanien: Fra den 8. februar er det - i følge flere spanske dagblade - ikke længere lovpligtigt at bære maske i offentlig transport i Spanien. Du kan eventuelt læse mere her:  https://www.publico.es/sociedad/mascarillas-dejaran-obligatorias-transporte-publico-partir-del-8-febrero.html

Og i Frankrig ryger en af de sidste restriktioner fra Coronapandemien. Her er det ikke længere lovpligtigt at gå i selvisolation i 5 dage efter smitte. Og det allerede fra den 1. februar.

onsdag den 25. januar 2023

Via de la Plata i januar

Franske Karin har nu i over 2 uger gået Camino Via de la Plata fra Sevilla med afgang fra Sevilla den 9. januar. Karin skriver dagligt på engelsk om sin tur med ret så gode beskrivelser af ruten, samt problemerne - trods de sydlige himmelstrøg - med at gå ad Via de la Plata i meget blandet vejr med "mange oversvømmelser" på grund af regn undervejs. Jeg gik selv Via de la Plata i april 2012 i meget regn og kan derfor nikke genkendende til mange af Karins beskrivelser. Vil du følge Karin dag for dag kan du læse de daglige beretninger her: https://www.caminodesantiago.me/community/threads/via-de-la-plata-january-2023.78188/

Jeg vedhæfter et par fotos fra 2012, der meget godt illustrerer, hvordan det er at gå Via de la Plata i regnvejr:



 

tirsdag den 24. januar 2023

Tidlig forårstur af Camino Portgues ?

Jeg har to uger til rådighed i februar-marts, hvilken del af Caminoen kan du anbefale? lyder spørgsmålet. Og her må det blive et meget personligt svar: Camino Portugues fra Porto med to muligheder, enten centralruten eller kystruten - begge med mulighed for en omvej via Spirituel Variante eller forlængelse fra Santiago til Fisterra eller/og Muxia. 

Man skal dog være opmærksom på, at båden på Spirituel Variante fra Vilanova de Arousa til Pontecesura ved Padron formentlig ikke går, så man skal gå langs Ulla flodens delta ad afmærket sti. Vælger man kystruten fra Porto er der dog med - næsten - sikkerhed "færge"mulighed fra Camina i Portugal over grænsefloden Mino til Spanien, og hvis der ikke går nogen færge, vil der - næsten - med sikkerhed være en bådtaxi til en forholdsvis lav pris.


(Her et foto fra kystruten ( tæt på Castelo do Neiva) fra ultimo februar i fjor).

Både på centralruten og kystruten vil der være nok overnatningsmuligheder åbne,  så man stort set selv kan vælge det daglige antal kilometer. Nogle herberger har vinterlukket, men der vil være pensioner, små hoteller eller andre sovemuligheder. Der vil givet være andre pilgrimme på ruten, hvor vejret kan være rigtig pænt dansk forårsvejr, men også regnvejr.  Ruterne er IKKE vejr-sikret. 

1) Du kan læse min caminodagbog fra kystruten fra 2019  her: 

http://www.jakobsvejen.dk/2019/04/caminho-portugues-da-costa-og-variante.html   - 

2) en lille minidagbog fra samme tur i 2022 her:  

http://www.jakobsvejen.dk/2022/03/tidlig-forarstur-af-camino-da-costa.html

3) www.gronze.com har glimrende beskrivelser og overnatningslister her: 

https://www.gronze.com/camino-portugues

4) John Brierley har - efter min mening - lavet langt de bedste skrevne guides for caminovandring i Portugal. Du kan bl.a. læse om hans seneste guides for Camino Portugues-ruterne her:

https://www.santiagodecompostela.me/products/a-pilgrims-guide-to-the-camino-portugues-lisbon-porto-santiago-camino-guides

fredag den 20. januar 2023

Camino del Norte: Genåbne herberg !

De mange lukkede herberg i Spanien som følge af Coronapandemien er nu ved at være historie. To af de lukkede herberg på Camino del Norte  sådan ca midtvejs på ruten ( ca 18. og 19. etape) - før og efter - Llanes,  Albergue Aves de Paso og Albergue Reposo de Andayón, genåbner her i foråret, hvor der igen bliver mere gang i pilgrimsvandringen.  Du kan finde herbergene på www.gronze.com her:  https://www.gronze.com/asturias/pendueles/albergue-aves-paso  og her:  https://www.gronze.com/asturias/cuerres/albergue-reposo-andayon



mandag den 16. januar 2023

Overfyldte Caminoer er en "gammel debat"

Antallet af pilgrimme har aldrig været højere end i år, hvor 438.323  kom til Santiago og bad om et compostela.  Og alle forudsigelser tyder på, at der næste år vil være langt over en halv million Santiagopilgrimme, der kommer til Santiago for at bede om et compostela. Kan pilgrimsvejene tåle det ? Er der for megen kamp om sengepladserne ? For mange turistpilgrimme, der ødelægger "pilgrimslivets ånd"? O.S.V. Debatten raser - ikke mindst på spansksprogede hjemmesider, men pilgrimshjemmesider på andre sprog kan også være med.
Nu har den spanske pilgrim, Sofia, der deltager i debatten på www.gronze.com fundet en gammel debat frem fra begyndelsen af 2011, hvor antallet af Santiagopilgrimme i 2009 lød på 145.877 steg det eksplosivt i 2010 til 272.412, hvilket førte til en kæmpedebat - netop på www.gronze.com , hvor nogle mente, at nu var pilgrimsvandringen i Spanien fuldstændig ødelagt. Det er faktisk temmelig interessant at følge debatten fra den gang, hvor "dommedagsbasunerne" også lød. Der er rigtig mange gentagelser. Den gamle debat kan læses her:

torsdag den 12. januar 2023

Camino Mozarabe - ruten til vinterhalvåret

Jeg vil gerne gå Camino i februar-marts. Er det muligt at gå i Sydspanien ?, lyder spørgsmålet. Svaret er: Ja, det er det. Camino Mozarabe, der begynder tre forskellige steder i Spaniens sydøstlige hjørne, forenes i den lille by Baena tre etaper syd for Cordoba og fortsætter derfra ca 13 etaper til Merida på Via de la Plata, hvorfra der knapt 800 km til Santiago - lidt forskelligt efter valg af rute.

Skrevet med det samme. Jeg har ikke selv gået Camino Mozarabe, men har vældig lyst til det, idet ruten - ikke mindst grundet en meget aktiv lokal pilgrimsforening - i de aller seneste år er blevet godt afmærket, samt fået flere overnatningssteder også herberger i den billige ende, som gør det væsentlig nemmere at gå end tidligere. 

Her et par link til hjælp:

På gronze.com har de grimrende overnatningslister, samt forslag til etaper her:   https://www.gronze.com/camino-mozarabe

Den lokale pilgrimsforening har mange informationer, samt kort med m.m. på denne hjemmeside:  http://www.caminomozarabesantiago.com/p/vivencias-del-camino.html

Og endelige er det faktisk muligt at trykke en hel guide direkte ud fra nettet med beskrivelser, kort og forslag til etaper her:          https://es.calameo.com/read/000256112b03f28ee2596

PS: Prøv selv at søge lidt på nettet. Der er efterhånden en del pilgrimme, der har gået ruten, og som har lagt deres erfaringer ud.

mandag den 9. januar 2023

Camino Olivado - caminodagbog fra okt.-nov. 2022

En amerikansk pilgrim, der kalder sig, Sitkapilgrim, har lagt en pilgrimsdagbog (engelsk) ud på nettet fra Camino Olivado, der går fra Bilbao på Camino del Norte via La Robla på Camino San Salvador til Cacalos på Camino Frances mellem Ponferrada og VillaFranca del Bierco. Olivado er en af de meget nye pilgrimsruter i Spanien. www.gronze.com har den med i sin  oversigt med en linjeføring, men er endnu ikke begyndt at informere om vejstrækninger og overnatningssteder. 

Her et link til den engelskesprogede hjemmeside med pilgrimsdagbogen: 

https://www.caminodesantiago.me/community/threads/my-stages-on-the-olvidado-in-october-november-2022.78079/

Hvor mange pilgrimme, der går ad Olivado, står indtil videre hen i det uvisse, men det seneste års eksplosive udvikling i antallet af pilgrimme ovenpå Coronanedlukningen, vil uden tvivl føre til, at flere pilgrimme vil søge andre ruter end de mest benyttede, og at det vil føre til afmærkning og flere overnatningssteder  på de nye ruter. Undertegnede gik  i efteråret ad den forholdsvis nye Camino Invierno, hvor afmærkningen efterhånden er ok, men hvor der stadig mangler overnatningssteder, så det kræver lidt planlægning at tage afsted. Olivado er mindre "udviklet" end Invierno, men mulig at gå med hjælp fra diverse "pionere", der har lagt deres erfaringer ud på hjemmesider.