Den anglikanske Kirke vil på forsøgsbasis holde Gudstjenester i Santiago i maj/juni og september/oktober.
Engelsktalende pilgrimme af ikke-romersk katolsk observans får nu mulighed for at gå til "protestantisk" gudstjeneste i Santiago, idet der på forsøgsbasis vil være en anglikansk præst i Santiago fra den 13. maj til 27.juni og igen 2. september til 27. oktober. (Undskyld, at den endelig beskæftigelse først kommer på hjemmesiden nu). Jakobsvejen.dk fik allerede i efteråret en mail fra engelstalende pilgrimme, om at der muligvis var en sådan forsøgsordning her i 2018, hvilket blev omtalt den gang.
Søndagseukaretien finder sted kl. 10:00 på Parador Hotel (Hostal dos Reis Catolicos) i Santiago.
Du kan læse mere om forsøgsordningen på denne hjemmeside: http://egeria.house/chaplaincy/
onsdag den 30. maj 2018
mandag den 28. maj 2018
Død på Caminoen !
Der dør pilgrimme på Caminoen hvert eneste år. De fleste af sygdom, men enkelte også i ulykker eller af tørst, dehydrering.
Er det farligt at gå Caminoen ? er et ofte tilbagevendene spørgsmål, når denne artikels hjemmelsmand holder foredrag om pilgrimsvandring eller enkelte gange også i mails her til www.jakobsvejen.dk. Jeg er netop blevet bekendt med, at en newzealandsk pilgrim er død på Camino Frances i Leon mellem Saint Jean Pied de Port og Santiago. Det drejer sig om en 66 årig kvindelig pilgrim, der ikke vågnede op en morgen, men døde om natten uden at nogen bemærkede det. Du kan læse mere i denne newzealandsk avis: https://www.nzherald.co.nz/nz/news/article.cfm?c_id=1&objectid=12059994
Jeg har hørt lignende historier før, ligesom jeg tidligere har læst på en dansk pilgrimshjemmeside om en ældre mandlig dansk pilgrim, der pludselig faldt om på stien med rygsæk og det hele - og bare var væk.
Her en mindesten for en afdød pilgrim, der sagde farvel til livet her på jorden på Via de la Plata. Der er ikke oplyst nogen dødsårsag. Jeg har selv gået Camino Frances (Caminoen) her i april-maj, og hver gang jeg passerer en af de - efterhånden - mange mindesten på stien over pilgrimme, der på en bakketop, midt på Mesetaen eller et andet sted har sat sig og sagt farvel til livet, tænker jeg ofte. Hvilken nådig død. Jeg ser selvfølgelig bort fra dem, der er død på grund af ulykker af den eller anden art eller på grund af mangel på vand.
I 2017, hvor jeg selv gik Via de la Plata, døde en tysk pilgrim på samme rute på grund af mangel på vand. Og samme år døde en spansk pilgrim i Pyrenæerne. Han gik over Leopoder (Napoleonsruten) en dag, hvor "stien var lukket" med advarsler på grund af dårlig vejr. Og der er - desværre - andre pilgrimme, der omkommer i ulykker, herunder trafikulykker. Men de 10-15 dødsfald, der registreres årligt af de spanske pilgrimsforeninger, skal ses i relation til de nu over 300.000 pilgrimme, der kommer ind til Santiago årligt efter flere dage, uger eller - i få tilfælde - måneder på nogle af de mange jakobsveje mod Santiago Compostela.
Er det farligt at gå Caminoen ? er et ofte tilbagevendene spørgsmål, når denne artikels hjemmelsmand holder foredrag om pilgrimsvandring eller enkelte gange også i mails her til www.jakobsvejen.dk. Jeg er netop blevet bekendt med, at en newzealandsk pilgrim er død på Camino Frances i Leon mellem Saint Jean Pied de Port og Santiago. Det drejer sig om en 66 årig kvindelig pilgrim, der ikke vågnede op en morgen, men døde om natten uden at nogen bemærkede det. Du kan læse mere i denne newzealandsk avis: https://www.nzherald.co.nz/nz/news/article.cfm?c_id=1&objectid=12059994
Jeg har hørt lignende historier før, ligesom jeg tidligere har læst på en dansk pilgrimshjemmeside om en ældre mandlig dansk pilgrim, der pludselig faldt om på stien med rygsæk og det hele - og bare var væk.
I 2017, hvor jeg selv gik Via de la Plata, døde en tysk pilgrim på samme rute på grund af mangel på vand. Og samme år døde en spansk pilgrim i Pyrenæerne. Han gik over Leopoder (Napoleonsruten) en dag, hvor "stien var lukket" med advarsler på grund af dårlig vejr. Og der er - desværre - andre pilgrimme, der omkommer i ulykker, herunder trafikulykker. Men de 10-15 dødsfald, der registreres årligt af de spanske pilgrimsforeninger, skal ses i relation til de nu over 300.000 pilgrimme, der kommer ind til Santiago årligt efter flere dage, uger eller - i få tilfælde - måneder på nogle af de mange jakobsveje mod Santiago Compostela.
lørdag den 26. maj 2018
Åh ! hvorfor er en kilometer IKKE en kilometer ?
Der er ikke enighed mellem "informanterne" om længden af de enkelte etaper. Og det bliver der næppe. Regn alene de opgivne kilometer som vejledende.
Spanske kilometer, siger/sagde min tyske pilgrimsven, Herbert Kissinger jævnligt, når vi er sammen på en pilgrimsvandring i Spanien. Og det virker også mærkeligt, at 5 kilometer nogen dage gås på en halv time og andre dage på halvanden time. Derfor må jeg denne gang give op overfor et spørgsmål her til www.jakobsvejen.dk.
Hvorfor er der så stor forskel på de kilometerantal, der opgives i guidebøger og diverse steder på nettet ? lyder spørgsmålet.
Jeg vil starte med en oplevelse i 2017. Min yndlingspilgrim og jeg var næsten ved målet på en af Via de la Platas allerlængste etaper uden overnatningsmuligheder, pausesteder (ikke en bænk, sten) til at sidde på, og slet ingen barer, byer eller forretninger undervejs - alene 2.000 år gamle ruiner; etapen mellem Carcaboso og Aldeanueva del Camino; der opgives til et sted mellem 39 og 43 km, alt efter, hvor man læser det. Min - pt. - favorithjemmeside, www.gronze.com, siger 38,6 ( og er dermed kortest). Da vi efter en meget lang, varm og tørstende dag nærmede os Aldeanueva del Camino får jeg netop overbevist min medpilgrim om, at vi må være meget tæt på målet, da der pludselig dukker et skilt op: Aldeanueva del Camino 7 km !. Hun var tæt på nedbrud, men gik dog tappert videre, hvorefter vi under 1.000 meter efter stod foran de første huse i den meget lille by. Spanske kilometer.
Derfor regn kilometerne, der angives for Vejledende. Jeg synes, at de alt i alt giver et nogenlunde billede af, hvor lang dages tur er. Men noget helt præcist - uanset hvor du ser dem - skal du ikke regne med, og de forskellige guides på nettet eller i trykt form viser da også, at der ikke er nogen sikre mål.
Skal du gå Camnino Frances vil du opleve et af de typiske eksempler, når du passerer den sidste kilometersten før Santiago, står der - vist nok - 12 km på den, men der er mindst 17 km tilbage. Man har bl.a. "glemt" at rette ind efter anlægget af den - ikke længere så - nye lufthavn, der har givet stien en del flere kilometer i en lang bue uden om lufthavnen. Og skal du gå Camino Frances, er der så mange herberger/overnatningsmuligheder, samt pausesteder undervejs, at du reelt ikke behøvet at planlægge så meget i forvejen. Hold pause, når du trænger; og find en seng, når du mener tiden er til det.
Her et billede fra Via de la Platas Marathon etape, Carcaboso - Aldeanueva del Camino.
Spanske kilometer, siger/sagde min tyske pilgrimsven, Herbert Kissinger jævnligt, når vi er sammen på en pilgrimsvandring i Spanien. Og det virker også mærkeligt, at 5 kilometer nogen dage gås på en halv time og andre dage på halvanden time. Derfor må jeg denne gang give op overfor et spørgsmål her til www.jakobsvejen.dk.
Hvorfor er der så stor forskel på de kilometerantal, der opgives i guidebøger og diverse steder på nettet ? lyder spørgsmålet.
Jeg vil starte med en oplevelse i 2017. Min yndlingspilgrim og jeg var næsten ved målet på en af Via de la Platas allerlængste etaper uden overnatningsmuligheder, pausesteder (ikke en bænk, sten) til at sidde på, og slet ingen barer, byer eller forretninger undervejs - alene 2.000 år gamle ruiner; etapen mellem Carcaboso og Aldeanueva del Camino; der opgives til et sted mellem 39 og 43 km, alt efter, hvor man læser det. Min - pt. - favorithjemmeside, www.gronze.com, siger 38,6 ( og er dermed kortest). Da vi efter en meget lang, varm og tørstende dag nærmede os Aldeanueva del Camino får jeg netop overbevist min medpilgrim om, at vi må være meget tæt på målet, da der pludselig dukker et skilt op: Aldeanueva del Camino 7 km !. Hun var tæt på nedbrud, men gik dog tappert videre, hvorefter vi under 1.000 meter efter stod foran de første huse i den meget lille by. Spanske kilometer.
Derfor regn kilometerne, der angives for Vejledende. Jeg synes, at de alt i alt giver et nogenlunde billede af, hvor lang dages tur er. Men noget helt præcist - uanset hvor du ser dem - skal du ikke regne med, og de forskellige guides på nettet eller i trykt form viser da også, at der ikke er nogen sikre mål.
Skal du gå Camnino Frances vil du opleve et af de typiske eksempler, når du passerer den sidste kilometersten før Santiago, står der - vist nok - 12 km på den, men der er mindst 17 km tilbage. Man har bl.a. "glemt" at rette ind efter anlægget af den - ikke længere så - nye lufthavn, der har givet stien en del flere kilometer i en lang bue uden om lufthavnen. Og skal du gå Camino Frances, er der så mange herberger/overnatningsmuligheder, samt pausesteder undervejs, at du reelt ikke behøvet at planlægge så meget i forvejen. Hold pause, når du trænger; og find en seng, når du mener tiden er til det.
torsdag den 24. maj 2018
Hvorfor går danskere pilgrimsvandring ?
Der findes ingen diciderede undersøgelser, der viser hvorfor danskere går pilgrimsvandring, men der er mange mere eller mindre kvalificerede gæt. Og hvad er en pilgrimsvandring? Det er der heller ikke helt enighed om. På jakobsvejen.dk har vi en - ikke helt ny - uvidenskabelige rundspørge til 32 tilfældigt udvalgte Santiagopilgrimme, der kan give et fingerpeg om danskeres motiver til pilgrimsvandring
Pilgrimsvandring er i dag et meget vidt begreb. Mange danskere tager rygsækken på og går af "Caminoen" - Camino Frances til Santiago, og de fleste nutidige "vandrere" opfatter sig selv som pilgrimme uanset motiv.
Men det er i følge folkekirkepræsten Elisabeth Lidell et udvandet begreb:
Jeg kan svare på den måde, at pilgrimsvandring som en meningsfuld trospraksis har bredt sig ud til mange sogne i folkekirken. Der tilbydes kirkevandring, Bibelvandring og pilgrimsvandring over en enkelt dag. Derudover er vi flere, bl.a. pilgrimspræsterne, som tilbyder gruppevandringer over flere dage eller uger. Her er Guds ord i fokus, og jeg betragter det som en udvidet kirkegang.
Desværre er der sket det, at i takt med pilgrimsvandringens voksende popularitet er der fare for, at begrebet udvandes. Bl.a. ser man det misbrugt af visse rejsebureauer, som lokker med pilgrimsvandring for grupper, men det viser sig at være uden åndeligt indhold. Pr. definition har pilgrimsvandringen den religiøse dimension med – ellers er det jo blot en vandretur. Det ligger mig derfor på sinde at stå vagt om begrebet, således at det handler om ’de´t med Gud’!
Men det er Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, der opfatter sig selv som en ikke-religiøs forening, næppe enig i. Foreningen, der har over 1.600 medlemmer skriver i deres vedtægter, at foreningens formål er at samle alle med interesse for pilgrimsvejene til Santiago de Compostela. I vedtægterne findes Ikke et eneste ord om Kristedom/religiøsitet.
Så der er altså - i den danske debat - ikke nogen entydig tolkning af, hvad pilgrimsvandring overhovedet er.
Her til jakobsvejen.dk er der kommet en henvendelse fra en journaliststuderende fra Århus, der gerne vil lave en nærmere undersøgelse af, hvorfor så mange danskere går pilgrimsvandring. Der findes - så vidt denne artikels forfatter - ikke nogen egentlige undersøgelser af danskernes motiver for at tage rygsækken på og gå pilgrimsvandring. Men der findes mange mere eller mindre kvalifiserede gæt.
På Jakobsvejen.dk har vi samlet tilgængelig statistik over, hvor mange danskere, der har gået til Santiago indenfor de seneste 14 år, hvor pilgrimsvandringen her i landet for alvor er blevet en trend - nogen vil sige modelune. Og ved gennemgang af statistikkerne fra Katedralen i Santiago kan man se, at der i perioden 2004 til og med 2017 er uddelt i alt 2.702.547 compostela'er/bevis for udført pilgrimsvanding til pilgrimme, der er ankommet til Katedralen og meldt sig på pilgrimskontoret. Af disse 2,7 mill. er de 19.630 uddelt til pilgrimme med dansk statsborgerskab. Der er selvfølgelig danskere, der har fået flere compostelaer (bl.a. undertegnede), men tallet siger - trods det - noget om, at mange tusind danskere har gået til Santiago.
Man kan ikke af statistikken se, hvilken motiv de danske Santiagopilgrimme har. Men når det gælder det samlede antal pilgrimme - altså de 2,7 millioner de seneste 14 år, spiller religiøsitet som motiv en central rolle. I 2017 kom der over 300.000 pilgrimme ind til Santiago, og her blev de bedt om at udfylde et lille skema om bl.a. deres motiv for at gå pilgrimsvandring. Her svarene fra 2017:
Primær religiøs begrundelse: 43,5 %;
En kombination af religiøs/kulturel begrundelse: 47,3 %;
Ikke-religiøs begrundelse: 9,2 %.
Under hver tiende pilgrim har altså ingen religøs motiv overhovedet, mens over 90 % har. Procenttallene er med meget små forskydninger de samme de seneste mange år. I 1980erne og 1900erne var andelen af "religiøse" pilgrimme tættere på 100 %, men af et meget mindre antal samlede pilgrimme, så mængden af pilgrimme, der går af religiøse grunde er steget og steget år for år.
Når det gælder danske pilgrimme forholder motiverne/tallene sig - formentlig - anderledes, men vi har ikke nogen sikre spørgeskemaundersøgelser. Men alene det, at en så stor forening som Foreningen af Danske Santiagopilgrimme er en Ikke-religiøs forening, siger formentlig noget. Men omvendt har foreningen kun en mindre del som medlemmer af det samlede antal danskere, der har gået til Santiago.
Denne artikels forfatter har gået til Santiago mange gange. I 2011, hvor antallet af årets danske Santiago-pilgrimme steg eksplosivt til 1.644, gik jeg fra ultimo april og 26 dage frem fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. Undervejs mødte jeg 32 danskere med rygsæk, der gik samme vej. Jeg spurgte alle danskere , som jeg mødte: Hvorfor går du til Santiago . Men der var ingen spørgeskema, svarene blev noteret ned i min lille notesbog - nogen gange flere timer - efter at de var afgivet. Og de pågældende vidste ikke, at jeg senere ville bruge svarene, da jeg først fik den ide at samle svarene sammen, da jeg efter hjemkomsten blev bedt om at holde nok et foredrag om pilgrimsvandring. Men her lidt om resultatet, der måske giver et fingerpeg om danskernes motiver. 6 af de 32 nævner specifikt religion som vigtigste motiv, en af dem var buddist, 5 kristne. Langt de fleste (16 pilgrimme ) fremhæver følgende motiv med lidt forskellige formuleringer: Finde mig selv, afprøve mig selv, finde ud af, hvad jeg vil med resten af MIT liv o.s.v.(disse svar kan naturligvis indeholde en søgen efter Gud (religiøsitet); 2 pilgrimme nævnte specifik naturen undervejs som et motiv, mens resten havde enten sportslige, "eventyrlystne" (det lyder spændende-motiv) eller et eller andet i retning af: det ved jeg ikke, men jeg havde hørt at det var en stor oplevelse, som måtte prøves. Jeg spurgte ligeledes - ikke mindst, fordi jeg aldrig havde mødt så mange danskere på en camino-rute før - om tv-programserien "Bertelsen på Caminoen", der blev sendt december 2010 (altså få måneder forinden), havde givet dem ideen. Det blev afvist af samtlige 32.
Så vidt min lille spørgerunde.
På rejsesiden Momondo.dk kan man læse følgende om motiverne for at gå pilgrimsvandring:
Caminoen er oprindeligt en pilgrimsrute, som var meget populær i middelalderen. Man går gennem dem spanske natur til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela. I middelalderen handlede en pilgrimsfærd om tilbedelse og om at bevise sin tro på Gud, men i dag er det sjældent det religøse islæt, der sender folk afsted til Caminoen, som den kaldes i folkemunde. Det handler mere om at komme væk fra hverdagens ræs og jag.
Siden er lavet i samarbejde med Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, men hvad der ligger bag konstateringen af: men i dag er det sjældent det religøse islæt, der sender folk afsted til Caminoen ,fremgår ikke af artiklen. Ser man på de svar over 2,7 millioner pilgrimmene selv har givet i Santiago, stemmer det overhovedet ikke overens, her nævner - som beskrevet ovenfor, over 90 % af pilgrimmene, at religiøsitet er et væsentligt eller en del af deres motiv til deres pilgrimsvandring.
Gælder konstateringen kun danske santiagopilgrimme, Ja det fremgår ikke af artiklen.
Gælder den medlemmerne af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, måske. Men det fremgår heller ikke.
Så konklusion: Langt de fleste af de pilgrimme, der går til Santiago, har Vor Herre i en kristen udgave med i rygsækken. Danske Santiagopilgrimmes motiver kender vi ikke, men i Foreningen af danske Santiago pilgrimme har de et - formentlig kvalificeret - gæt på, at et flertal går af Ikke-religiøse grunde, hvordan en eventuel fordeling er, kan kun blive gætværk.
Her til sidst et foto fra den 10.maj i år fra Det tyske Kapel inde i selve Katedralen i Santiago. Der læses hver dag i pilgrimssæsonen messe på tysk, fransk, italiensk, portugisisk, polsk, engelsk, og lejlighedsvis på japansk og koreansk, samt naturligvis fem-seks gange dagligt på spansk i en overfyldt Katedral. Jeg deltog i oktober i fjor efter at have gået Via de la Plata i den tyske morgenmesse kl. 8.00, og her den 10 maj i år gjorde jeg det samme. Det lille kapel var fyldt begge gange (ca 30-35 pilgrimme), og fotoet er taget bagefter i år, hvor fem pilgrimme bad om at få velsignet deres Santiago-kors, som de havde købt i en af gadeboderne dagen før.
Pilgrimsvandring er i dag et meget vidt begreb. Mange danskere tager rygsækken på og går af "Caminoen" - Camino Frances til Santiago, og de fleste nutidige "vandrere" opfatter sig selv som pilgrimme uanset motiv.
Men det er i følge folkekirkepræsten Elisabeth Lidell et udvandet begreb:
Jeg kan svare på den måde, at pilgrimsvandring som en meningsfuld trospraksis har bredt sig ud til mange sogne i folkekirken. Der tilbydes kirkevandring, Bibelvandring og pilgrimsvandring over en enkelt dag. Derudover er vi flere, bl.a. pilgrimspræsterne, som tilbyder gruppevandringer over flere dage eller uger. Her er Guds ord i fokus, og jeg betragter det som en udvidet kirkegang.
Desværre er der sket det, at i takt med pilgrimsvandringens voksende popularitet er der fare for, at begrebet udvandes. Bl.a. ser man det misbrugt af visse rejsebureauer, som lokker med pilgrimsvandring for grupper, men det viser sig at være uden åndeligt indhold. Pr. definition har pilgrimsvandringen den religiøse dimension med – ellers er det jo blot en vandretur. Det ligger mig derfor på sinde at stå vagt om begrebet, således at det handler om ’de´t med Gud’!
Men det er Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, der opfatter sig selv som en ikke-religiøs forening, næppe enig i. Foreningen, der har over 1.600 medlemmer skriver i deres vedtægter, at foreningens formål er at samle alle med interesse for pilgrimsvejene til Santiago de Compostela. I vedtægterne findes Ikke et eneste ord om Kristedom/religiøsitet.
Så der er altså - i den danske debat - ikke nogen entydig tolkning af, hvad pilgrimsvandring overhovedet er.
Her til jakobsvejen.dk er der kommet en henvendelse fra en journaliststuderende fra Århus, der gerne vil lave en nærmere undersøgelse af, hvorfor så mange danskere går pilgrimsvandring. Der findes - så vidt denne artikels forfatter - ikke nogen egentlige undersøgelser af danskernes motiver for at tage rygsækken på og gå pilgrimsvandring. Men der findes mange mere eller mindre kvalifiserede gæt.
På Jakobsvejen.dk har vi samlet tilgængelig statistik over, hvor mange danskere, der har gået til Santiago indenfor de seneste 14 år, hvor pilgrimsvandringen her i landet for alvor er blevet en trend - nogen vil sige modelune. Og ved gennemgang af statistikkerne fra Katedralen i Santiago kan man se, at der i perioden 2004 til og med 2017 er uddelt i alt 2.702.547 compostela'er/bevis for udført pilgrimsvanding til pilgrimme, der er ankommet til Katedralen og meldt sig på pilgrimskontoret. Af disse 2,7 mill. er de 19.630 uddelt til pilgrimme med dansk statsborgerskab. Der er selvfølgelig danskere, der har fået flere compostelaer (bl.a. undertegnede), men tallet siger - trods det - noget om, at mange tusind danskere har gået til Santiago.
Man kan ikke af statistikken se, hvilken motiv de danske Santiagopilgrimme har. Men når det gælder det samlede antal pilgrimme - altså de 2,7 millioner de seneste 14 år, spiller religiøsitet som motiv en central rolle. I 2017 kom der over 300.000 pilgrimme ind til Santiago, og her blev de bedt om at udfylde et lille skema om bl.a. deres motiv for at gå pilgrimsvandring. Her svarene fra 2017:
Primær religiøs begrundelse: 43,5 %;
En kombination af religiøs/kulturel begrundelse: 47,3 %;
Ikke-religiøs begrundelse: 9,2 %.
Under hver tiende pilgrim har altså ingen religøs motiv overhovedet, mens over 90 % har. Procenttallene er med meget små forskydninger de samme de seneste mange år. I 1980erne og 1900erne var andelen af "religiøse" pilgrimme tættere på 100 %, men af et meget mindre antal samlede pilgrimme, så mængden af pilgrimme, der går af religiøse grunde er steget og steget år for år.
Når det gælder danske pilgrimme forholder motiverne/tallene sig - formentlig - anderledes, men vi har ikke nogen sikre spørgeskemaundersøgelser. Men alene det, at en så stor forening som Foreningen af Danske Santiagopilgrimme er en Ikke-religiøs forening, siger formentlig noget. Men omvendt har foreningen kun en mindre del som medlemmer af det samlede antal danskere, der har gået til Santiago.
Denne artikels forfatter har gået til Santiago mange gange. I 2011, hvor antallet af årets danske Santiago-pilgrimme steg eksplosivt til 1.644, gik jeg fra ultimo april og 26 dage frem fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. Undervejs mødte jeg 32 danskere med rygsæk, der gik samme vej. Jeg spurgte alle danskere , som jeg mødte: Hvorfor går du til Santiago . Men der var ingen spørgeskema, svarene blev noteret ned i min lille notesbog - nogen gange flere timer - efter at de var afgivet. Og de pågældende vidste ikke, at jeg senere ville bruge svarene, da jeg først fik den ide at samle svarene sammen, da jeg efter hjemkomsten blev bedt om at holde nok et foredrag om pilgrimsvandring. Men her lidt om resultatet, der måske giver et fingerpeg om danskernes motiver. 6 af de 32 nævner specifikt religion som vigtigste motiv, en af dem var buddist, 5 kristne. Langt de fleste (16 pilgrimme ) fremhæver følgende motiv med lidt forskellige formuleringer: Finde mig selv, afprøve mig selv, finde ud af, hvad jeg vil med resten af MIT liv o.s.v.(disse svar kan naturligvis indeholde en søgen efter Gud (religiøsitet); 2 pilgrimme nævnte specifik naturen undervejs som et motiv, mens resten havde enten sportslige, "eventyrlystne" (det lyder spændende-motiv) eller et eller andet i retning af: det ved jeg ikke, men jeg havde hørt at det var en stor oplevelse, som måtte prøves. Jeg spurgte ligeledes - ikke mindst, fordi jeg aldrig havde mødt så mange danskere på en camino-rute før - om tv-programserien "Bertelsen på Caminoen", der blev sendt december 2010 (altså få måneder forinden), havde givet dem ideen. Det blev afvist af samtlige 32.
Så vidt min lille spørgerunde.
På rejsesiden Momondo.dk kan man læse følgende om motiverne for at gå pilgrimsvandring:
Caminoen er oprindeligt en pilgrimsrute, som var meget populær i middelalderen. Man går gennem dem spanske natur til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela. I middelalderen handlede en pilgrimsfærd om tilbedelse og om at bevise sin tro på Gud, men i dag er det sjældent det religøse islæt, der sender folk afsted til Caminoen, som den kaldes i folkemunde. Det handler mere om at komme væk fra hverdagens ræs og jag.
Siden er lavet i samarbejde med Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, men hvad der ligger bag konstateringen af: men i dag er det sjældent det religøse islæt, der sender folk afsted til Caminoen ,fremgår ikke af artiklen. Ser man på de svar over 2,7 millioner pilgrimmene selv har givet i Santiago, stemmer det overhovedet ikke overens, her nævner - som beskrevet ovenfor, over 90 % af pilgrimmene, at religiøsitet er et væsentligt eller en del af deres motiv til deres pilgrimsvandring.
Gælder konstateringen kun danske santiagopilgrimme, Ja det fremgår ikke af artiklen.
Gælder den medlemmerne af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, måske. Men det fremgår heller ikke.
Så konklusion: Langt de fleste af de pilgrimme, der går til Santiago, har Vor Herre i en kristen udgave med i rygsækken. Danske Santiagopilgrimmes motiver kender vi ikke, men i Foreningen af danske Santiago pilgrimme har de et - formentlig kvalificeret - gæt på, at et flertal går af Ikke-religiøse grunde, hvordan en eventuel fordeling er, kan kun blive gætværk.
tirsdag den 22. maj 2018
Stadig dårligt vejr på Napoleonsruten
Går du fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles over Leopoder/Napoelonsruten, så husk at tjekke vejret.
Da jeg gik over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles den 11. april i år valgte jeg meget bevidst Valcarlosruten - altså den alternative rute til Leopoder/Napoleonsruten, fordi vejret var forfærdeligt. Og man er væsentlig tættere på civilisationen på Valcarlosruten, der også har færre højdemeter end Leopoder. Lige nu er vejret heller ikke for godt på Napoleonsruten/Leopoder, så jeg ville kraftigt overveje samme rute, hvis jeg skulle over nu, selvom temperaturerne er væsentlig højere, og snestormen, som jeg gik i, er helt væk. Men det regner altså meget deroppe på bjerget, hvilket betyder dårlig sigtbarhed og mudder, mudder, mudder. Jeg har efterhånden fortalt så mange skrækhistorier her på siden om pilgrimme, der går over Leopoder trods alle advarsler fra pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, at jeg undlader flere historier denne gang. Kun en information: De dage hvor pilgrimmene går over trods advarsler - skiltet i Saint Jean Pied de Port ved opstigningen og/eller fra de frivillige på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port - skal de selv betale for redningsmandskabet, hvis de trykker på alarmknapperne på toppen eller ringer efter hjælp. Prisen er - så vidt jeg er orienteret - 3.500 Euro pr. pilgrim, der hentes ned. Men den kan være steget. Da jeg gik af Valcarlos ruten den 11. april, trykkede 2 forkomne pilgrimme på alarmknappen og blev hentet af redningsmandskab. Disse to pilgrimme fik hver en regning. Men de overlevede altså - og det er ikke hver gang.
Her et link til vejrudsigten for bjergene http://www.aucoeurduchemin.org/METEO-682/
Og her et rigtig godt håndtegnet kort over de mulige ruter fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles lavet af den franske pilgrimsvenneforening. Kortet udleveres gratis på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port. Begge ruter er rigtig godt afmærket, men afmærkningen er selvfølgelig sværere at se i dårligt vejr - ikke mindst tåge, sne eller tæt regn.
Da jeg gik over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles den 11. april i år valgte jeg meget bevidst Valcarlosruten - altså den alternative rute til Leopoder/Napoleonsruten, fordi vejret var forfærdeligt. Og man er væsentlig tættere på civilisationen på Valcarlosruten, der også har færre højdemeter end Leopoder. Lige nu er vejret heller ikke for godt på Napoleonsruten/Leopoder, så jeg ville kraftigt overveje samme rute, hvis jeg skulle over nu, selvom temperaturerne er væsentlig højere, og snestormen, som jeg gik i, er helt væk. Men det regner altså meget deroppe på bjerget, hvilket betyder dårlig sigtbarhed og mudder, mudder, mudder. Jeg har efterhånden fortalt så mange skrækhistorier her på siden om pilgrimme, der går over Leopoder trods alle advarsler fra pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, at jeg undlader flere historier denne gang. Kun en information: De dage hvor pilgrimmene går over trods advarsler - skiltet i Saint Jean Pied de Port ved opstigningen og/eller fra de frivillige på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port - skal de selv betale for redningsmandskabet, hvis de trykker på alarmknapperne på toppen eller ringer efter hjælp. Prisen er - så vidt jeg er orienteret - 3.500 Euro pr. pilgrim, der hentes ned. Men den kan være steget. Da jeg gik af Valcarlos ruten den 11. april, trykkede 2 forkomne pilgrimme på alarmknappen og blev hentet af redningsmandskab. Disse to pilgrimme fik hver en regning. Men de overlevede altså - og det er ikke hver gang.
Her et link til vejrudsigten for bjergene http://www.aucoeurduchemin.org/METEO-682/
mandag den 21. maj 2018
Svindel langs Camino Frances
Flere hjemmesider melder om "svindlere" på Camino Frances mellem Sarria og Santiago.
Da jeg for ca to uger siden gik ud af Sarria en formiddag, stod der to meget anmasende kvinder og stoppede "hele køen" af pilgrimme med underskiftslister. Jeg kunne konstatere at flere af mine medpilgrimme hoppede på. Jeg tog min mobiltelefon op og ville fotografere og vips - de to kvinder forsvandt hurtigt bag et træ. Jeg tror ikke, at mange danskere hopper på den type svindel. Vi kender godt romaerne som forsøger mange numre her i landet, og det er desværre også tilfældet på Camino Frances på det stykke, hvor der går allerflest pilgrimme. I fjor rejste de med et "nummer til fordel for døve", hvor de selv spillede døve. Hvor de først beder om underskrifter til fordel for en døveorganisation, og når pilgrimmene så har skrevet under, beder de om/kræver et eller andet eurobeløb.Der står som regel nogle mænd ikke så langt derfra, og som - efter min opfattelse - ligner alt andet end pilgrimme, selvom de har fået rygsække på. Jeg ved ikke, hvad nummer de rejser med i år, men i følge den engelsksprogede hjemmeside: www.caminodesantiago.me er der fuld gang i dem, selvom politiet er efter dem.
Her et foto fra for to uger siden, hvor de fik rigtigt travlt med at komme væk, da ikke bare jeg, men også andre pilgrimme ville forevige dem på deres mobiler. Jeg vil dog lige tilføje, at jeg passerede to kvindelige amerikanske pilgrimme lidt senere, som gik og talte indbyrdes om "svindlerne", som de var glade for at have hjulpet med en donation. Jeg nænnede ikke at fortælle dem, hvad de havde støttet.
PS: Eller for en god ordens skyld. Jeg har her i april-maj været 29 dage på Camino Frances. Jeg har følt mig tryg hele vejen. Ingen former for tyveri, trusler eller nogen former for utryghed noget som helst sted. Ved ankomsten til Santiago de sædvanlige "pilgrimstiggere". 1) Manden (pilgrimmen) i hovedgaden, der sidder på asfalten og samler ind til færdiggørelse af sin Camino med en lille notesbog i hånden, hvor han synes at skrive flittigt. Her han har siddet i mange år. 2) "Pilgrimmen" der går rundt i gaden, stopper pilgrimme og beder om en euro, som han lige mangler til transporten hjem. Han har ligeledes gået der i mange år. 3) Og det samme har den yngre mand på busstationen, der har en lignende attitude. Men jeg tror ikke på, at nogen af disse svindlere er farlige. Men det er en kendsgerning, at der langs Camino frances går - efterhånden flere -"pilgrimsbumser" af forskellig nationalitet, som enten sover udenfor om natten eller i donativo-herberger. De ser lidt sølle (ofte berusede ud). Nogen af dem medbringer både hund og telt. Dem giver jeg gerne min hjemmelavede medbragte sandwich, når de spørger.
Da jeg for ca to uger siden gik ud af Sarria en formiddag, stod der to meget anmasende kvinder og stoppede "hele køen" af pilgrimme med underskiftslister. Jeg kunne konstatere at flere af mine medpilgrimme hoppede på. Jeg tog min mobiltelefon op og ville fotografere og vips - de to kvinder forsvandt hurtigt bag et træ. Jeg tror ikke, at mange danskere hopper på den type svindel. Vi kender godt romaerne som forsøger mange numre her i landet, og det er desværre også tilfældet på Camino Frances på det stykke, hvor der går allerflest pilgrimme. I fjor rejste de med et "nummer til fordel for døve", hvor de selv spillede døve. Hvor de først beder om underskrifter til fordel for en døveorganisation, og når pilgrimmene så har skrevet under, beder de om/kræver et eller andet eurobeløb.Der står som regel nogle mænd ikke så langt derfra, og som - efter min opfattelse - ligner alt andet end pilgrimme, selvom de har fået rygsække på. Jeg ved ikke, hvad nummer de rejser med i år, men i følge den engelsksprogede hjemmeside: www.caminodesantiago.me er der fuld gang i dem, selvom politiet er efter dem.
PS: Eller for en god ordens skyld. Jeg har her i april-maj været 29 dage på Camino Frances. Jeg har følt mig tryg hele vejen. Ingen former for tyveri, trusler eller nogen former for utryghed noget som helst sted. Ved ankomsten til Santiago de sædvanlige "pilgrimstiggere". 1) Manden (pilgrimmen) i hovedgaden, der sidder på asfalten og samler ind til færdiggørelse af sin Camino med en lille notesbog i hånden, hvor han synes at skrive flittigt. Her han har siddet i mange år. 2) "Pilgrimmen" der går rundt i gaden, stopper pilgrimme og beder om en euro, som han lige mangler til transporten hjem. Han har ligeledes gået der i mange år. 3) Og det samme har den yngre mand på busstationen, der har en lignende attitude. Men jeg tror ikke på, at nogen af disse svindlere er farlige. Men det er en kendsgerning, at der langs Camino frances går - efterhånden flere -"pilgrimsbumser" af forskellig nationalitet, som enten sover udenfor om natten eller i donativo-herberger. De ser lidt sølle (ofte berusede ud). Nogen af dem medbringer både hund og telt. Dem giver jeg gerne min hjemmelavede medbragte sandwich, når de spørger.
torsdag den 17. maj 2018
Kampen for en seng !
Man kan ødelægge sin Camino-tur, hvis frygten for ikke at få en seng at sove i, fylder alt for meget. Der er altså masser af sengeplads på den franske rute, Camino Frances, og der bliver stadig flere af dem.
Er det rigtigt, at det i højsæsonen kan være svært at få en seng, hvis man går Caminoen fra Saint Jean Pied de Port til Santioago ?, lyder spørgsmålet. Mit svar er NEJ, men ikke uden en forklaring. Jeg er lige hjemkommet fra 4 uger på Camino Frances. For en uge siden var jeg i Santiago, og højsæson for hele ruten (fra Pyrenæerne) er slutapril-maj, samt ikke mindst slut august til ind i oktober.
Fra Sarria ( de sidste ca 110 km før Santiago) er der højsæson i juli-august. Resten af året rigelig med overnatningsplads - trods et utal af pilgrimme.
På mine 29 dage på "caminoen" fra den 11.april til den 9. maj i år havde jeg ikke på noget tidspunkt problemer med at finde en seng. Enkelte gange blev det herberg jeg overnattede på "complet" - altså helt optaget. Men det var hver gang muligt for hospitaleros at henvise til andre overnatningssteder i samme by/landsby. Jeg har en enkelt gang i 2011 haft problemer på Camino Frances, da jeg ankom til en landsby, Villamayor de Monjardín (mellem Estella og Los Arcos/ 5. eller 6. dagen fra Saint Jean Pied de Port). Jeg ville overnatte på det tyske herberg, der den gang var i byen, men taget var faldet ned, så herberget var lukket, uden at jeg havde hørt op det. I dag ville jeg have set det på nettet www.gronze.com, hvordan det stod til. Men den gang gik jeg til det andet herberg i byen, Albergue Hogar de Monjardín (Det hollandske). Her var alt optaget. (De var i øvrigt alt andet end søde og hjælpsomme. Og jeg fik senere at vide, at de havde reserveret senge til eventuelle hollandske pilgrimme. Noget jeg aldrig havde hørt om eller oplevet før eller efter. Men det er en helt anden historie). Jeg måtte gå videre til Los Arcos, 12 km - oveni de ca 31 km, som jeg allerede havde gået. Så det var en meget lang dag. Det hjalp så, at jeg blev modtaget meget flot af søde hospitaleros på et herberg i Los Arcos, hvor flere i øvrigt ankom fra Villamayor de Monjardín i taxa. Men det er den eneste gang, hvor jeg nogensinde har prøvet det.
Jeg har derimod mødt langt flere pilgrimme, der efter min bedste mening "ødelægger" en del af deres caminotur/oplevelse ved at løbe efter en seng. Frygten for ikke at få noget at sove i, kommer til at fylde så meget, at det nærmest overskygger hele ideen med Camino-turen. Telefonen (vækkeur) ringer på sovesalen kl. 5.00 om morgenen. Der rasles med soveposer, plastikposer, rygsække m.m., og i bælgragende mørke styrter disse pilgrimme ud på stien for at nå frem i tide for at få en seng. Jeg synes, at der synd for dem ( og os andre, der bliver vækket). Roen falder aldrig over dem.
Jeg er selv nu en ældre herre, der ikke har det godt med overkøjer. På min netop overståede tur, sørgede skiftende hospitaleros for, at jeg fik underkøje hver eneste nat - oftest uden at jeg selv spurgte. Alene på grund af min alder. Og der var pilgrimme over alt på Camino Frances. Jeg har lige været inde at læse, at så sent som i går kom der 1065 pilgrimme ind til Santiago. Der er altså behov for rigtig mange sengepladser hver eneste nat undervejs fra Pyrenæerne, men det er der også.
Hvis man har det bedre med sikkerheden (hvilket jeg personligt ikke har, da jeg hellere vil lade vejret, benene og humøret/lysten afgøre hver dag, undervejs, hvor jeg skal sove), så er det muligt at reservere i de fleste private herberger, men ikke i kirkelige (Albergue parroquial), klostre, i langt de fleste kommunale herberger, samt hos diverse pilgrimsforeningsdrevne herberger. Men der er er masser af private herberger, hvor de lever af at servicere pilgrimme. Og her kan man som regel reservere. Du kan finde alle informationer om mulighederne under hver enkelt etape/by på www.gronze.com med telefonnumre og det hele.
Endelige har jeg på en englsksproget hjemmeside (Santiagoforum.me) fundet denne anbefaling til en pilgrim, der var/er nervøs for ikke at få en seng. Den er skrevet af pilgrimmen Robert:
Here are your options. First, find out if there is a second albergue in town or on the edge of town. Second, walk across the street to the one star Hotel that has converted several rooms into albergue style rooms (i.e. removed the queen bed and replaced it with four bunk beds. Third, walk into the nearest bar and ask the bartender for a room (locals who have permanently left town often leave keys to apartments with the bartender to rent out). Fourth, ask the bartender to make some calls (locals who have not left town, and wish to rent out their spare bedroom, often notify their bartender that they wish to make some extra money). Fifth, ask the local priest if there is overflow accommodations in the church. Sixth, take a taxi east, back up the Camino, to the last town you walked through, spend the night, taxi forward in the morning, and then restart walking exactly where you left off the day before. Seventh, taxi west down the Camino for a room. Eighth, taxi north (sometimes south) to the freeway that parallels the Camino. It's usually only a few miles away from the Camino and has hotels at many interchanges. Or, ninth, take off you backpack, throw it on the ground, break your walking poles over knee, and have a complete and total meltdown because there are "no options".
Er det rigtigt, at det i højsæsonen kan være svært at få en seng, hvis man går Caminoen fra Saint Jean Pied de Port til Santioago ?, lyder spørgsmålet. Mit svar er NEJ, men ikke uden en forklaring. Jeg er lige hjemkommet fra 4 uger på Camino Frances. For en uge siden var jeg i Santiago, og højsæson for hele ruten (fra Pyrenæerne) er slutapril-maj, samt ikke mindst slut august til ind i oktober.
Fra Sarria ( de sidste ca 110 km før Santiago) er der højsæson i juli-august. Resten af året rigelig med overnatningsplads - trods et utal af pilgrimme.
På mine 29 dage på "caminoen" fra den 11.april til den 9. maj i år havde jeg ikke på noget tidspunkt problemer med at finde en seng. Enkelte gange blev det herberg jeg overnattede på "complet" - altså helt optaget. Men det var hver gang muligt for hospitaleros at henvise til andre overnatningssteder i samme by/landsby. Jeg har en enkelt gang i 2011 haft problemer på Camino Frances, da jeg ankom til en landsby, Villamayor de Monjardín (mellem Estella og Los Arcos/ 5. eller 6. dagen fra Saint Jean Pied de Port). Jeg ville overnatte på det tyske herberg, der den gang var i byen, men taget var faldet ned, så herberget var lukket, uden at jeg havde hørt op det. I dag ville jeg have set det på nettet www.gronze.com, hvordan det stod til. Men den gang gik jeg til det andet herberg i byen, Albergue Hogar de Monjardín (Det hollandske). Her var alt optaget. (De var i øvrigt alt andet end søde og hjælpsomme. Og jeg fik senere at vide, at de havde reserveret senge til eventuelle hollandske pilgrimme. Noget jeg aldrig havde hørt om eller oplevet før eller efter. Men det er en helt anden historie). Jeg måtte gå videre til Los Arcos, 12 km - oveni de ca 31 km, som jeg allerede havde gået. Så det var en meget lang dag. Det hjalp så, at jeg blev modtaget meget flot af søde hospitaleros på et herberg i Los Arcos, hvor flere i øvrigt ankom fra Villamayor de Monjardín i taxa. Men det er den eneste gang, hvor jeg nogensinde har prøvet det.
Jeg har derimod mødt langt flere pilgrimme, der efter min bedste mening "ødelægger" en del af deres caminotur/oplevelse ved at løbe efter en seng. Frygten for ikke at få noget at sove i, kommer til at fylde så meget, at det nærmest overskygger hele ideen med Camino-turen. Telefonen (vækkeur) ringer på sovesalen kl. 5.00 om morgenen. Der rasles med soveposer, plastikposer, rygsække m.m., og i bælgragende mørke styrter disse pilgrimme ud på stien for at nå frem i tide for at få en seng. Jeg synes, at der synd for dem ( og os andre, der bliver vækket). Roen falder aldrig over dem.
Jeg er selv nu en ældre herre, der ikke har det godt med overkøjer. På min netop overståede tur, sørgede skiftende hospitaleros for, at jeg fik underkøje hver eneste nat - oftest uden at jeg selv spurgte. Alene på grund af min alder. Og der var pilgrimme over alt på Camino Frances. Jeg har lige været inde at læse, at så sent som i går kom der 1065 pilgrimme ind til Santiago. Der er altså behov for rigtig mange sengepladser hver eneste nat undervejs fra Pyrenæerne, men det er der også.
Hvis man har det bedre med sikkerheden (hvilket jeg personligt ikke har, da jeg hellere vil lade vejret, benene og humøret/lysten afgøre hver dag, undervejs, hvor jeg skal sove), så er det muligt at reservere i de fleste private herberger, men ikke i kirkelige (Albergue parroquial), klostre, i langt de fleste kommunale herberger, samt hos diverse pilgrimsforeningsdrevne herberger. Men der er er masser af private herberger, hvor de lever af at servicere pilgrimme. Og her kan man som regel reservere. Du kan finde alle informationer om mulighederne under hver enkelt etape/by på www.gronze.com med telefonnumre og det hele.
Endelige har jeg på en englsksproget hjemmeside (Santiagoforum.me) fundet denne anbefaling til en pilgrim, der var/er nervøs for ikke at få en seng. Den er skrevet af pilgrimmen Robert:
Here are your options. First, find out if there is a second albergue in town or on the edge of town. Second, walk across the street to the one star Hotel that has converted several rooms into albergue style rooms (i.e. removed the queen bed and replaced it with four bunk beds. Third, walk into the nearest bar and ask the bartender for a room (locals who have permanently left town often leave keys to apartments with the bartender to rent out). Fourth, ask the bartender to make some calls (locals who have not left town, and wish to rent out their spare bedroom, often notify their bartender that they wish to make some extra money). Fifth, ask the local priest if there is overflow accommodations in the church. Sixth, take a taxi east, back up the Camino, to the last town you walked through, spend the night, taxi forward in the morning, and then restart walking exactly where you left off the day before. Seventh, taxi west down the Camino for a room. Eighth, taxi north (sometimes south) to the freeway that parallels the Camino. It's usually only a few miles away from the Camino and has hotels at many interchanges. Or, ninth, take off you backpack, throw it on the ground, break your walking poles over knee, and have a complete and total meltdown because there are "no options".
Abonner på:
Opslag (Atom)