Diverse pilgrimshjemmesider er pt fyldt med drømme, ønsker og ikke mindst nostalgi-historier fra Europas mange ruter, og der er næppe tvivl om, at Spaniens Caminoer indtager førstepladsen.
Har du planlagt en pilgrimtur ? Hvornår tror du, at vi kan komme afsted igen ? Og kan du huske den gang?,hedder det i mange mails, meddelelse, små historier.
Ja, den gang, hvor der ikke dagligt var følgende besked på Santiagokatedralens pilgrimshjemmeside: Ayer llegaron 0 peregrinos
Her på Jakobsvejen.dk fik undertegnede forleden et link til Youtube med den i mange år legendariske kantor/forsanger i Katedralen i Santiago, søster Maria Asuncion, der i dag skulle bo i et kloster den spanske by, Valladolid. Jeg synes også, at hun sang som en engel, så du får en smagsprøve her:
Har du lyst til at høre mere med søster Maria Asuncion er der mange optagelser på youtube.
Og personligt husker jeg tydeligt, hvordan hun kunne skabe ro i Katedralen, når hun med fast stemme sagde: Silencium , men allermest husker jeg en samtale - eller måske rettere belæring fra hende for vist nok ca 10 år siden ved Sydporten til Katedralen. På en af søjlerne over porten er der i middelalderen indhugget følgende relief:
Og jeg har ikke spejlvendt billedet, der står gange rigtigt Omega og Alfa i nævnte rækkefølge med et kristussymbol i mellem, og ikke som i Det nye Testamente, hvor Jesus siger: Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.
Er det ikke en fejl, spurgte jeg hende, da vi tilfældigt mødte hinanden og faldt i snak foran Katedralen ved Sydporten.: Overhovedet ikke, lød svaret. Det er fordi, I pilgrimme ikke skal tro, at pilgrimsvandringen slutter, når I når Apostlens Grav. Nej; den er først lige begyndt. For I skal tage hjem og føre et liv, der viser, at I er sande kristne pilgrimme. Alle kan gå til Santiago. Det er tiden bagefter, der er vigtig.
Ja, så fik jeg den.