torsdag den 26. juni 2025

Camino Frances: Væggelus

Der er nu rapporter om væggelus på nogle herberger på Camino Frances - senest i går fra Albergue de Selmo i Arzua ca 40 km før Santiago. I følge pilgrimsfora på https://www.caminodesantiago.me opdagede nogle pilgrimme væggelusene, hvorefter de fik andre senge længere væk, men i løbet af natten blev de alligevel bidt.

Følgende råd fra en gammel veteranpilgrim: Væggelus er desværre blevet mere og mere almindelige på pilgrimsruterne. Jo tættere på Santiago, jo flere pilgrimme, og desto større risiko. Er du det mindste i tvivl, når du kommer til et Herberg, en pension eller et hotel, så kan du gøre følgende: Kig grundigt under madrassen i den seng, som du skal sove i. Er der levende væggelus er sagen temmelig klar, men æg (små sorte "knappenålshoveder") gør sagen lige så klar: Du risikere at få resten af din pilgrimstur ødelagt. Og derfor jeg har kun et råd, hvis du opserverer det mindste: Gå igen og find et andet sted at sove. Væggelus er lige glade med standarden på det pågældende "sovested". Fine hoteller rammes også - ikke kun herberger, selvom risikoen formentlig er større, jo flere pilgrimme der passerer. 

Væggelus er mest udbredt sidst på sæsonen - i foråret har de fleste overnatningsstederne været igennem med kraftige midler for at fjerne alt, hvad fjernes kan af væggelus og væggelus æg. 

Om min egen erfaring: De få gange, jeg er stødt på dem under madrassen (en gang på væggen) gik jeg min vej igen - også selvom værtinden et sted nægtede eksistensen af dem. (Og derfor ikke ville give mig min betaling tilbage).  For mange år siden overnattede jeg på et herberg, hvor tre-fire ýngre pilgrimme var hårdt angrebet i løbet af natten, selv gik jeg fri. Men efter råd fra andre - den gang mere erfarne -  pilgrimme, måtte min sovepose en tur en tur i en tørretromler efter at være sprøjtet med diverse væggelusgifte. Siden har jeg været heldig. Men også påpasselig - selvom det ikke er nogen garanti.


onsdag den 25. juni 2025

Camino Ingles: Ny trykt pilgrimsguide på tysk

Den "lille" pilgrimsrute Camino Ingles er blevet mere og mere populær de senere år. Det er i stor udstrækning Ikke-Spaniere, der ønsker at gå en kortere Camino, som bruger ruten. De fleste spaniere, der går en kortere rute, er stadig at finde på Camino Frances fra Sarria til Santiago.

Nu har den tyske pilgrim Andrea Ilschmmann udgivet en ny trykt guide til Camino Ingles, der sammen med overnatningslisterne på https://www.gronze.com/camino-ingles giver et fuldt overblik over ruten.

Du kan læse mere om den nye tyske guide her

https://andrea-ilchmann2.jimdofree.com/kommt-eine-e-mail-geflogen-bestellungen-und-nachrichten/


tirsdag den 10. juni 2025

S.Jean Pied de Port: Færre pilgrimme

Antallet af pilgrimme, der passerer Saint Jean Pied de Port, der for mange danskere er startbyen på Camino Frances, er begyndt at falde lidt i indeværende sæson. Det sker efter mange år (med undtagelse af 2020/21 under Corona-pandemien) med konstant stigning - ja mangedobling gennem de seneste 30 år ( Ja og endnu længere tilbage) Det er pilgrimkontoret i Saint Jean Pied de Port, der både tager imod pilgrimme, der har gået fra Le Puy en Velay i Centralmasivet i midt Frankrig (eller andre steder fra i Frankrig) , samt de pilgrimme, der begynder deres tur  mod Santiago. Pilgrimskontoret (Accueil Saint Jacques, 39 Rue de la Citaelle, i den gamle bydel) er bemandet af frivillige, og her er der altid hjælp at hente både med hensyn til vejrudsigter for bjergeturen til Roncesvalles (hvilken vej skal jeg gå); trykte kort over bjergene; samt pilgrimspas/credential til hele Caminoen. 

I  maj i år besøgte 21.991 - altså næsten 22.000 pilgrimme kontoret, hvilket er færre end i både 2023 (23.006) , samt i 2024 (23.713). Samtidig viser statistikkerne fra pilgrimskontoret i Santiago, at færre af de pilgrimme, der beder om et Compostela (en slags bevis for pilgrmsfærden) begynder deres tur i Saint Jean Pied de Port. Det lavere antal vil dog næppe kunne mærkes af pilgrimme, der passerer Saint Jean Pied de Port nu. Det vil stadig føles, som om der er pilgrimme overalt. Men det kan måske betyde, at kampen om en seng på de første etaper fra Pyrenæerne til efter Pamplona bliver knapt så hektisk.

mandag den 9. juni 2025

Camino del Norte og Primitivo: Ny afslutning

Camino del Norte har fået en ny "officiel" variant på den aller sidste del, der skiller sig ud ca 10 km efter klostret Sobrado dos Monxes og først rammer Camino Francces efter lufthavnen ved Lavacolla ca 10 kilometer før Santiago. I følge gronze.com https://www.gronze.com/etapa/sobrado-dos-monxes/arzua , er der overnatning ca 20 kilometer efter klostret i Sobrado dos Monxes i en bebyggelse, der hedder Orxal. Og i følge vice pilgrim  https://wisepilgrim.com/de/places/spain/camino-del-norte/a-gandara-boimorto er der overnatning i A Gandara, der ligger midt imellem Sobrado dos Monxes og Orxal.  På den tyske hjemmeside daspilgerforum.de  https://daspilgerforum.de/viewtopic.php?t=4043  kan du finde en del information, samt debat om den nye variant. Varianten betyder, at man i de perioder .- næsten hele sommerhalvåret - hvor der er mere end trængsel på de sidste ca 120 kilometer af Camino Frances fra Sarria til Santiago, er det muligt at gå på en mindre befærdet afmærket Camino indtil forholdsvis kort (ved Lufthavnen/Lavacolla) før Santiago.

Camino Primitivo

Den nye rute/variant kan også bruges af pilgrimme, der går ad Camino Primitivo, hvis de forlader den officielle Camnino Primitiv kort efter Lugo og går ad den "ikke-officielle variant" Camino Verde via Friol til klostret Sobrado dos Monxes. Camino Verde går via Friol, hvor det er muligt at bestille overnatning i forvejen på Casa Benigno, telefon +34 982 375 028 mobil + 34 666 274 344. Friol ligger ca midtvejs mellem Lugo og klostret i Sobrado dos Monxes. Men da undertegnede ikke har gået denne variant siden 2018 vil jeg anbefale, at man følger lidt med i debatten og ideudvekslingen på den engelsksprogede hjemmeside, der findes her https://www.caminodesantiago.me/community/threads/camino-verde-from-primitivo.86963/


.